”Vi kæmper for demokrati. Hvad Taleban kæmper for, er derimod svært at vide.” Nogenlunde sådan sagde Søren Gade, da han var forsvarsminister på et møde på Kastellet, hvor min VL-gruppe og en række officerer var gæster. Jeg blev nærmest rasende, og jeg vidste, at jeg ikke ville kunne bevare en neutral stemme, hvis jeg tog ordet. Men det snurrede inde i hovedet på mig. Var det ikke den situation, Danmark havde været i fra 1940 til 1945? Mon ikke de kæmpede for at smide besættelsesmagten ud? Efterfølgende har mange indset, at det næppe er muligt at indføre demokrati med våben. Anders Fogh Rasmussens falske analogi med modstandsbevægelsen for at begrunde vores krigsindsats er kvalmende: at vi har pligt til at gøre modstand mod dem, der truer demokratiet. Som om man kan sidestille modstandsbevægelsens ønske om at smide aggressoren ud med en overvældende krigsmagts indsats for at påtvinge et andet land sit syn på samfundsindretningen. Vestlige lande lægger altid til grund, at de har ret, og at de lande i den tredje verden, der er uenige, har uret. Det er det 21. århundredes version af det 19. århundredes kolonialisme, som undertvang mange lande med den kristne mission som åndelig bærepind. Vores kultur har altid evnet at begrunde sine uhyrligheder moralsk.
