Kammeradvokaten er formentlig Danmarks største advokatvirksomhed og blandt de mest velindtjenende. Der synes ikke at være grænser for de opgaver, som staten beder kammeradvokaten om at løse. Kernen i embedet var oprindeligt at føre retssager for staten. Dertil kom udtalelser om juridiske spørgsmål – de såkaldte responsa. I dag synes kammeradvokaten at fungere som en skraldespand for alt, hvad staten ikke vil tage ansvaret for at løse. Dertil kommer, at institutionen er blevet så stor, at det ikke forekommer oplagt at lade den fungere som privat virksomhed.
Danmark er så vidt vides det eneste land, hvor funktionen stadig varetages af et privat firma. Både Holland og Norge har forladt den model. En tidligere statsminister kommenterede muligheden af at omdanne det til en statsinstitution sådan: ”Det kan der ikke være tale om. Jeg sætter pris på kammeradvokatens uafhængighed.” Selvom det var et svar i en uformel mundtlig drøftelse, viser det en opfattelse, som synes afspejlet i statens brug af kammeradvokaten: som en af staten uafhængig institution. At betegne kammeradvokaten som uafhængig viser imidlertid en fundamental fejlopfattelse. Et advokatfirma, der har en dominerende klient i sin portefølje, som staten er det i kammeradvokatens portefølje, er ikke uafhængigt. Der er ikke offentliggjort oplysninger om, hvor stor en del af kammeradvokatens indkomst, der kommer fra staten. Hvis indtægten fra konkursboer, hvor staten som kreditor har peget på kammeradvokaten som kurator, skal indgå i opgørelsen, vil jeg skønne det til at være over 90 %. I min egen tid som advokat, var min regel, at en klient ikke må fylde mere end fem procent i firmaets indtægtsgrundlag. Uafhængighed forudsætter, at man kan sige fra, og at man ikke af økonomiske grunde fristes til at være følgagtig. Det er ikke afgørende, om man rent faktisk er følgagtig. Det afgørende er, om de faktiske forhold er sådan, at man kan komme i berettiget tvivl. Hvis den tvivl på grund af statens dominerende omfang i klientporteføljen først kan opstå, kan man ikke betegne kammeradvokatens udtalelser som uafhængige vurderinger. Det er vel netop det, der er tilfældet. Troværdigheden som upartisk institution forsvinder, og dermed smuldrer troværdigheden af kammeradvokatens udtalelser og vurderinger.
Der har været en del debat om kammeradvokatens monopolstilling som statens advokat. Det kan være båret af et ønske om at skabe priskonkurrence om advokatarbejdet for staten. Man har talt om at fordele statens sager blandt flere advokatfirmaer. Det var næppe helt gennemtænkt, og den medfart, som Bech-Bruun for nylig fik i Højesteret for at have tilsidesat habilitetskravene i en sag for staten på skatteområdet, gør det ikke fristende for andre advokatfirmaer at påtage sig tilsvarende sager. Når man læser dommen, kan man få det indtryk, at resultatet var oplagt, men man skal huske, at domme skrives for at begrunde resultatet. Imidlertid er det mindre væsentlig, om sagen faldt ud til den ene eller anden side. Bech Bruun havde gjort sig betydelige anstrengelser for at afdække mulige interessekonflikter, men blev alligevel dømt for overtrædelse af de advokatetiske regler. Få vil herefter have lyst til at løbe risikoen. Der er ikke den store appetit på at få staten som klient, fordi statens interesser ofte er i konflikt med de interesser, som man ellers varetager for erhvervsklienter. Staten på sin side har behov for en rådgiver, som ikke risikerer at komme i interessekonflikt. En spredning af sagerne på flere advokatfirmaer er derfor ikke en løsning.
Der er dog en enkelt undtagelse, når det gælder håndtering af statens krav som kreditor De kan ligge hvor som helst. Der er ikke et behov for et firma særligt knyttet til staten til at løse den opgave. Der er ikke nogen særlig risiko for interessekonflikt i de sager, som går ud over, hvad et advokatfirma ellers skal håndtere. Det kan omvendt være et problem, at disse sager ligger hos kammeradvokaten. Da flere banker i finanskrisen gik ned, varetog kammeradvokaten statens kreditorinteresse og indtrådte som kurator. Finansiel Stabilitet måtte herefter se til anden side efter advokater til at føre de mere principielle sager mod de tidligere bankledelser. De blev fordelt på flere firmaer. Udefra set syntes det at give problemer med at lægge en linje i modsætning til kammeradvokatens vellykkede orkestrering af selskabstømmersagerne. Det hævdes undertiden, at staten også er begyndt at sprede disse konkurssager mere ud, men det har være halvhjertet og har kun omfattet de små krav. Kernen ligger stadig hos kammeradvokaten.
Bortset fra disse inkasso- og konkurssager har staten grundlæggende to behov. Behandling af retssager, afgivelse af juridiske udtalelser (responsa). Her vil en statsansat kammeradvokat være en naturlig løsning på uafhængighedsproblemet. Retssagerne er ikke det største problem, men de juridiske udtalelser forudsætter fuldstændig uafhængighed. Spørgsmålet bliver da, hvordan han skal udnævnes, så uafhængigheden består. En kammeradvokat udnævnt af justitsministeriet eller finansministeriet er ikke en løsning. Man har set, hvordan selv rigsadvokaten som chef for anklagemyndigheden åbenlyst underlægger sig regeringens ønsker senest i den nidkære forfølgelse af udtalelser, der påstås at hylde terrorvirksomhed. En løsning kunne være, at lægge udnævnelsen ind under domstolsstyrelsen. Derved kan man opnå samme uafhængighed, som domstolene har. En sådan kammeradvokat kan fungere som statens rådgiver uden risiko for tvivl om uafhængigheden.
Et af det vigtigste krav til en advokat er uafhængighed både retligt og faktisk. Statens portefølje dominerer fuldstændig kammeradvokatens kæmpestore firma og uafhængigheden er gået fløjten. Der er behov for en uomgængelig uafhængig juridisk autoritet til levering af advokatydelser til regeringen og statsforvaltningen. Derfor bør kammeradvokaten omdannes til en statsinstitution med samme uafhængighed som domstolene.
