Bodil Skovgaard Nielsen skrev den 17. oktober interessant om, hvordan danske forfattere i meget vidt omfang tager udgangspunkt i miljøer på Forfatterskolen og litteraturstudiet. Det er en betragtning, der peger på et vist indadvendt snæversyn hos forfatterne. Men det kan vendes om, for hvem der, der bestemmer, hvad der udgives?
Det er en diskussion om hønen og ægget.
Er det forfatterne, der uden videre frit vælger deres stof? Der er ingen tvivl om, at det er et håndværk at skrive en roman, og det giver derfor god mening, at forfatterspirer søger ind på Forfatterskolen.
Men hvad lærer de der? Al undervisning er i et eller andet omfang ensretning. En underviser har nødvendigvis en mening om, hvad der er god litteratur. Denne ensretning præger både, hvem der bliver optaget og hvad de lærer. Det er ikke en anklage. Det kan ikke være anderledes. Er det så Forfatterskolen, der ensretter forfatterspirerne til at kredse om deres eget lille univers? Hvem er det, der underviser på Forfatterskolen?
Eller er det forlagene, der styrer, hvad der udkommer? De har hånden på kogepladen, for de skal investere i udgivelsen i håb om, at få overskud gennem salget. Hvem er det på de store forlag, der udvælger den skønlitteratur, der skal udgives?
Eller er det anmelderne, der påvirker forlagene. Hvilke bøger blandt de enorme mængder, der udgives, vælger de at anmelde? For nogle år siden hævdede Katrine-Marie Guldager, at anmelderne prioriterer formen frem for indholdet, hvilket blev kædet sammen med spørgsmålet, om hvorvidt anmelderne har en ensartet baggrund i litteraturstudier.
Det er fristende at folde perspektivet ud og spørge, om der er en lige vej fra Forfatterskolen til forlagene til anmelderne. Med andre ord: Er der et netværk, der forbinder de tre aktører i litteraturen, som man lidt uvenligt kunne kalde et parnas?
