Det er blevet moderne, at store forfattere takker diverse personer for deres bidrag og tilføjer, at resultatet aldrig var blevet så godt uden deres hjælp. Samtidig fremhæves det, at forfatteren alene bærer ansvaret for fejl og mangler. Det skal se ud som ydmyghed, men er det modsatte. I virkeligheden siger de, at de er helt opmærksomme på, at resultatet er fremragende, og at de derfor godt kan tillade sig at dele lidt ud af den overvældende ros, de vil modtage. Læseren vil udmærket forstå, at de ikke alene har ansvaret, men også æren. Man ser det også ved applausen efter koncerter, hvor dirigent og solist kappes om at fremhæve hinanden. Forventes det derimod, at kritikken vil blive hård, og at værket vil blive bedømt som middelmådigt, vil mange nok frabede sig at blive fremhævet. Så vil en tak i forordet kunne læses som en ansvarsfraskrivelse. Eller forfatterens tak kan læses som en anklage: Havde det ikke været for alle de dårlige råd og den tåbelige redaktør, var det blevet en god bog.
En mere ærlig tak kunne formuleres således:
Jeg takker dem, der har hjulpet med gode råd, men nævner dem ikke, da de ikke har ansvaret for, at resultatet ikke blev bedre, men kun for, at det ikke blev værre.
