Romaner er altid forsynet med en bagsidetekst. Jeg læser den aldrig. De er hensynsløse over for læseren og røber for meget. Det hænder, år jeg er halvt igennem en roman alligevel kaster et blik på den, og jeg bliver ofte overrasket og ret irriteret over at opdage, at den indeholder oplysninger om noget, som jeg endnu ikke er kommet til i læsningen. Hvilken uskik. Gennem læsningen ønsker jeg at følge forfatterens gradvise udvikling af historien. Det er hans valg af, hvilke oplysninger, jeg skal have på hvert stadium, jeg ønsker at underkaste mig. Han har jo en plan, og jeg ønsker at følge ham som min vejleder gennem det skatkammer, han har bygget op med sin tekst. Det bør forlæggeren ikke kortslutte og spolere. En bagsidetekst må gerne lokke, men ikke røbe. Forfatteren bør kæmpe som en løve for at forhindre, at forlæggeren forsynder sig mod det. Men det sker alt for tit.
