Rosy Lett – denne skifting i familien – er blevet kvalt. Min bror og jeg prøvede nænsomt at skubbe hende ud af reden. Det lykkedes ikke. Vi måtte tage fat om struben og presse, til hun blev blå i ansigtet og opgav ånden. Men det var ikke et mord som mange andre mord i litteraturen. Det var en henrettelse. Fred være med hende.
Rosy Letts korte liv var ellers uhyrligt nok. Hun blev født af et monster, der kalder sig Mofibo, der blev besvangret af den polyamourøse Algoritme og begyndte meget tidligt at skrive banale noveller, som hendes kunstige hjerne fostrede. Hun tilkendegav offentligt, at det ville hun fortsætte med. Hun lod sig afbilde i avisen og så egentlig meget sød ud. Hvis man ellers kunne tro på fotografiers evne til at gengive en persons indre, var hun også et godt menneske. Men det var falsk. Hun havde ingen sjæl. Ingen moral. Hun var kriminel helt igennem. Hun stjal med arme og ben fra andre forfattere. Vi var særligt udsat. Som en gøgeunge var hun trængt ind i vores familie. Et brud på privatlivets fred, stalking. Hendes forbrydelse måtte straffes. Under byretsdommerens strenge blik indvilligede hendes moder Mofibo og hendes far Algoritme: Døden. Intet mindre. Vi burde have lagt henrettelsen på nettet. Folk ville have svælget i det. Nu skete det diskret.
Hun efterlod en enkelt novellesamling, som blev makuleret. Det eneste minde om hende vil være en tilførsel i retsbogen og disse linjer. Glemsel bliver hendes skæbne.
