Jesper Wung-Sung har skrevet en roman om Annemari. Sandøs Rose hedder den. Jeg har ikke læst den og kommer nok heller ikke til det. Annemari er en af personerne i Martin A. Hansens roman Løgneren. Den genlæste jeg så, for at se, hvad der kunne bevæge en forfatter til at skrive den samme historie ud fra Annemaris perspektiv. Hovedpersonen er Johannes Vig, der er skolelærer og degn på øen. Den er fortalt i jeg-form og længe tror man, at Annemari er hans store ulykkelige kærlighed, men så enkelt er det ikke. Faktisk er hendes rolle i romanen ret lille. Der er mange andre personer, som fylder lige så meget i fortællingen.
Martin A. Hansen hørte til kredsen om Heretica, som var et tidsskrift og en kulturel strømning. Værdikonservativ og i modsætning til både kommunismen og den amerikanske materialisme (Rasmus Mariager Sjælekampen). Martin A. Hansens roman passer ind i den strømning. Sandø er et billede på den ufordærvede verden med de ægte værdier. Flere af bipersonerne beskrives som meget helstøbte. Annemaris første kæreste Oluf mest markant. Men Annemari stikker af med ingeniøren, som tror på fremskridtet. Annemari selv jagter lykken, hvilket angiveligt også er et af tidens tegn tvivlsomme tegn. Johannes Vig selv er tvivleren, men også den der sætter ord på Martin A. Hansens kulturkonservative idealer: troen på Gud, naturen, jorden, det rolige daglige liv.
Bogen er nærmest en parafrase over Blicher En landsbydegns Dagbog. Stemningen, holdningen, fortællestemmen – og handlingen. Der er flere direkte citater. Annemari er som adelsfrøkenen, der løber væk med en elsker for næsen af fortælleren, som sidder tilbage og gør regnebrættet op over sit forpjuskede liv.
Sproget er enestående. Handlingen er tung, og kulturkonservatismen er ikke min smag. Men det er flot gennemført. Den detaljerede situationsbeskrivelse er imponerende. Naturbeskrivelserne er lidt overdrevene med alle de fugle, der trækker over den ø. Jeg tænker uvilkårligt på Turgenjev En jægers Dagbog.
De blev udgivet i 1950. Allerede i 1953 kom Villy Sørensen Sære Historier som et frisk pust og en åndelig hovedrengøring.
Ideen med at tage en biperson fra et kendt værk og genfortælle historien ud fra denne persons perspektiv er ikke ny. Albert Camus En Fremmed fra 1942 fortæller om hovedpersonens drab på en tilfældig mand i Algier. Den gådefulde roman handler om tilværelsens absurditet og meningsløshed. Reelt det samme som Martin A- Hansens Løgneren, men mindre optimistisk. I 2013 udgav Kamel Daoud Meursault, som på samme måde er en modroman, hvor hovedpersonen er den dræbtes bror. (Dansk oversættelse 2015) Bogen fik flere priser herunder prix Goncourt. Det er en hyldest til Camus og et kritisk billede af kolonitiden og Algier i nutiden. Jeg har læst den, men kan faktisk ikke huske handlingen.
