Lad mig generalisere lidt:
Man siger, at nutidens romanlæser er en gråhåret kvinde. Den moderne forfatter er også en kvinde. Lad mig sige det straks: Jeg læser ikke særlig meget moderne dansk litteratur, men jeg læser mange dagbladsanmeldelser. Rigtig mange. Det, der slår mig, er mandeportrætterne. Mænd er onde, brutale, perverse, socialt inkompetente, knudemænd. Eller upålidelige, ynkelige. Mislykkede… fortsæt selv. Men, kan man så spørge: Ville det ikke gøre romanen uinteressant, hvis den mandlige hovedperson var helstøbt, visionær, handlekraftig, ansvarsbevidst, modig, dygtig? Måske, men hvis man går tilbage i tid, læste vi tit bøger, hvor kvinden var smuk, intelligent, kærlig, handlekraftig, omsorgsfuld. Tag Othello, Hamlet, Emmanuel Hansted, Lykkeper. Selvom den moderne kvinde muligvis ikke ser sig selv sådan, var det positivt ment. Til gengæld var det så manden, der kom til kort på grund af sin svaghed, fejhed osv. Men tanken om at bytte om på rollerne i en moderne roman er helt urealistisk og ville blive fordømt som højreorienteret og reaktionært. Man kan sige det sådan, at kvindesagen ikke kun nydefinerer kvinden. Den definerer også manden. Det lidt triste er, at mænd begynder at se sig selv i den rollefordeling.
