Ønsket om økonomisk vækst og beskyttelse af miljøet er uforenelige størrelser. Jeg kan ikke være den første, der har gjort den iagttagelse. Imidlertid kan jeg sige, at de fleste politikere ikke har forstået det. Det anses for uomgængeligt i et moderne kapitalistisk demokrati at stræbe mod økonomisk vækst. Det opfattes som så grundlæggende, at alternativet sjældent overvejes. Samtidigt stiler flere initiativer for at beskytte miljøet mod at begrænse produktion og dermed vækst. Vi skal bevare gamle villaer i stedet for at rive ned og bygge nyt. Vi skal være tilbageholdende med at købe nyt tøj. Vi skal flyve mindre. Vi skal braklægge og opgive drift af landbrugsjord og afstå fra kommerciel skovdrift. De mennesker, som skulle have udført disse arbejder, må så lave noget andet for at sikre væksten. Producere noget andet. Men det skader vel også miljøet? Det tager man bare ikke med i regnestykket. Jeg kan ikke komme i tanker om produktion, der ikke har negative konsekvenser for miljøet. Hvad er hele øvelsen så værd? Man kunne lige så godt sige, at vi skal rive mere ned og bygge nyt, forbruge mere tøj osv. For at sikre væksten. Eller er der god vækst og dårlig vækst? Den sondring har ingen vist vovet sig ind i. Ingen tager miljøet alvorligt, fordi det underminerer kravet om økonomisk vækst.
Hertil vil politikeren så sige, at den produktion, der skal træde i stedet for byggeri, skovdrift, tøjproduktion skal være bæredygtig. Et dejligt elastisk begreb. Grøn strøm kan man sige. Solenergi og vindmøller. Det batter bare ikke i det samlede regnskab. Olieforbruget har aldrig været højere. Så skal man også huske, at miljøomkostningerne ved sol- og vindenergi aldrig regnes med. Hvordan belaster produktion af vindmøller og solceller? Eller udbygning af el-nettet? Hvad gør man med gamle solceller og vindmøller? Og tænk på minedriften til at skaffe materialer til batterier. Hvad så med atomkraft? Opførelsesomkostningerne er så enorme, at udbygningen er gået i stå.
Man gjorde bilmotorerne mere effektive for at spare på energien, men til gengæld bliver bilerne nu større og større og bruger derfor mere energi. På samme måde har anstrengelserne for at gøre elektriske apparater mere energieffektive medført en eksplosion af forbruget af elektriske apparater, f.eks. elpærer. Det logiske havde i begge tilfælde været at øge beskatningen, så udgiften til strøm var uændret, selvom forbruget var lavere.
Oven i det kommer befolkningstilvæksten. Vi skal føde flere børn for at sikre væksten og undgå en uheldig aldersfordeling. Men enhver forøgelse af folkemængden forøger forureningen og CO2 trykket. Heroverfor fremhæves Japan som et skræmmebillede med en stor aldrende befolkning og lav økonomisk vækst. Men på hvilken målestok kommer man frem til, at det går dårligt i Japan? Økonomisk tilbagegang fører vel til mindre forbrug. Er det ikke meget godt? Det anføres så, at der mangler ressourcer til syge- og ældrepleje. Det er rigtigt: vi bliver ældre og får derved flere komplekse sygdomme. Det var enklere i gamle dage, hvor alle røg og døde af kræft, inden vi nåede at få alle de sygdomme, som belaster sygehusene så voldsomt. Sagt på en anden måde, så hører jeg måske til den generation, der må affinde mig med mindre omsorg – af hensyn til klimaet. En faldende befolkning er et overgangsproblem i økonomien. Når ældrepuklen er lagt i jorden, har man en mindre befolkning med god aldersfordeling. Det vil være godt for klimaet. Men det kommer ikke til at ske. For det skader væksten.
Derfor importerer vi arbejdskraft, men ikke fra muslimske lande. Vi er bange for den store befolkningsudskiftning. Her går mine tanker i hårdknude. Er det bedre med en befolkningsudskiftning, når den kommer fra de godkendte lande? Hvad så med den danske kultur, som vi skal værne om med åndelig oprustning? Er der en særlig begejstring for danske værdier blandt disse mennesker?
