Blog

Mænd, der rager deres borddame op og ned ad benene, har jeg aldrig forstået. Jeg har heller ikke forstået de kvinder, der finder sig i det. Da min farmor til en middag i 1920-erne kom ud for det, sagde hun ud over hele bordet: ”Vil De være venlig at holde Deres hænder for Dem selv!” Det virkede. Mere aggressive overgreb reguleres i straffeloven. Brugen af straffeloven rummer velkendte dilemmaer af bevistvivl. Offeret er som regel det eneste vidne. Er der i en frifindelse elementer af sexistisk mandschauvinisme, eller er den bare udtryk for, at al rimelig bevistvivl kommer tiltalte til gode? En kendt danskproduceret dokumentar om en voldtægt i Indien sluttede med en oplysning om, at der var så og så mange voldtægter i Danmark hvert år men kun et mindre antal, hvor gerningsmanden blev dømt. Hvilken hårrejsende påstand. Hvis gerningsmanden ikke blev dømt, var det fordi retten ikke mente, der forelå bevis for, at der var tale om voldtægt.

Så meget om det strafbare. Når vi er uden for det strafbare, kan man dele mænd i dem, der rager piger på lårene og lignende, og dem der ikke gør det. Lad os for nemheds skyld kalde det krænkere og ikke-krænkere. I forhold til krænkerne er me too-bevægelsen vel på sin plads. Der er ingen grund til at holde hånden over et dumt svin. Men det er måske lidt ude af proportioner.  At en engelsk minister må gå af, fordi han år forinden havde taget en journalist på knæet under et interview fortæller mere om englænderne end om den pågældende minister. Hvad der foregår i USA er som ofte ellers nærmest bizart. Spørgsmålet er, hvad denne folkerejsning betyder. Ændrer den krænkernes adfærd. Næppe. Ændrer den kulturen?

Som ikke-krænker føles me too-kampagnen sært uvedkommende. Falder overgrebet ind under straffeloven, må man bruge den. Gør det ikke, må kvinden gøre som min farmor eller lignende. Der var engang en politiker, der sagde, at næst efter kønsdriften var togdriften det sværeste at styre. Men her taler vi om alt det der går forud, inden toget overhovedet begynder at køre. Det er vel ikke mindre vanskeligt at regulere. På det område plejer man at ty til at søge mod det, man kan lide og undgå det, man ikke kan lide. Er man udsat for en krænker på sit arbejde, kan man søge væk. Det gælder, hvad enten det er en kollega, en chef eller en underordnet. De sidste kan man endda selv fyre. Der er sikkert brancher, som er helt rådne, som det øjensynligt er tilfældet i filmbranchen. Fint nok, at der bliver rusket op i det. Men det kan også være en af mange grunde til et karriereskift. Der er utvivlsomt lande, hvor sådanne karriereskift er vanskelige, men næppe i Danmark. Venner kan blive uvenner og ægtefæller kan man blive skilt fra. Der er selvfølgelig kvinder, der ikke kan finde ud af at løse deres problemer på den måde, men de adskiller sig ikke fra andre mennesker, der ikke kan finde ud af at løse deres problemer på andre områder. Der er hele tiden mennesker – mænd og kvinder – der havner i situationer, de ikke kan løse. Magtmisbrug forekommer også på andre områder end det seksuelle. De kan få hjælp af venner eller professionelle, eller de kan køre fast. Det er et menneskeligt grundvilkår i et samfund. Vi, der kender mennesker, der havner i sådanne situationer, føler sympati og forsøger at hjælpe. Sådan gør man over for sine medmennesker. Det er en selvfølge. Det er indholdet af vores kultur, og det skal der ikke laves om på.

Så er der det med me too og kulturen. Og det er det svære: at definere, hvad bevægelsen egentlig går ud på. Nogle siger, at den skal ændre kulturen, så det bliver nemmere at sige fra, eller at frygten for at krænke stiger. Det lyder fint og er godt, hvis det sker, men det er ikke særlig sandsynligt. De stærke som min farmor har hele tiden gjort det, og de svage kommer aldrig til det. Læg mærke til, at alle kvinderne, der tweetede me too, var så svage, at de havde tiet i årevis og først gik til angreb, da de som ulve kunne gøre det i flok. Dertil kommer, at den typiske krænkelse sker som opfyldelse af en frivillig men ganske vist uetisk aftale: sex mod en rolle eller en forfremmelse. Det er ikke altid oplagt, hvem der er den svage i det forhold. Hvad angår de ensidige krænkelser, det man kalder sexchikane, er det interessant at bemærke, at gamle historier om overgreb navnlig dukker op i lande som USA, hvor man traditionelt har slået hårdest ned på det. Hvordan kan man forklare, at det har været fortiet så længe her og endda i vores super politisk korrekte naboland Sverrig.

Hvis det er en kulturkamp, lugter det lidt af en magtkamp, der går langt ud over at hindre seksuelle overgreb. Men en kamp om hvad? I mine øjne er det en kamp mellem kønnene, som minder umiskendeligt om kampen mellem kønnene på arbejdsmarkedet, som føres under ligestillingsbanneret. I me too-bevægelsen bliver det bare en kamp om rollerne i de personlige relationer. Det er en videreførelse af kampen for straf for uagtsom voldtægt og kriminalisering af mandlige prostitutionskunder. Nu er det så kommet til de almindelige relationer mellem kønnene. Det er en magtkamp. Hvem bestemmer. Hvem fastsætter reglerne. Hvem har ansvaret for misforståelser. Er komplimenter charmerende eller utilladelige. Hvem af parterne har ret til at komme med et oplæg til en erotisk relation. Er der regler om initiativretten. Skal vi have skriftlige aftaler.

Som mange bevægelser, der får karakter af den folkerejsning, er me too-bevægelsen som et mangehovedet uhyre, som ikke nødvendigvis er enig indbyrdes. Er man enig med et hoved, er man måske uenig med et andet. Bevægelsen som sådan taler ikke med en tunge. Det er en stemning af latente og diffuse budskaber, som i deres selvforståelse har ret: ”Vi kvinder er ofre” eller ”Mænd misbruger magt i relation til kvinder.” De almindelige generaliseringer afsvækkes højst med ”de fleste” eller ”meget ofte”. Enhver nuancering eller uenighed er suspekt. Hvis du ikke tilslutter dig bevægelsen, er det, fordi du bifalder overgrebene: ”Aha, du hører altså også til dem?” ”Nej, det gør jeg ikke!” ”Men hvorfor er du så ikke enig med os?”

I andre sammenhænge kalder man sådan noget en heksejagt. Det karakteristiske for en heksejagt er, at påstand om, at man er uskyldig, er selv beviset på, at man er skyldig. At man betegner sine egne eller andre mænds tilnærmelser til kvinder som en uskyldig flirt viser bare, hvor forhærdet man er. Først når man tilstår, at man er skyldig, bliver man tilgivet, men selvfølgelig også straffet.

Men me too-bevægelsen er ikke en heksejagt. Den er ufarlig. Man kan som mand vælge at lade være at blande sig i debatten. Så er man ikke i risiko. Den løsning er der mange mænd, der vælger.

Det er sjældent, at man læser en ukendt forfatter. Altså ukendt af os. Vi bevæger os i snævre cirkler og læser de samme aviser. Bogen er næsten kendt, inden vi tager den i hånden. I reolen står bøger, vi har læst eller opgivet at læse. Når den årlige nobelpris bliver uddelt, hører vi måske om en ny forfatter, men al virakken gør, at vi allerede kender ham eller hende, inden deres bog finder vej til os.

De virkelige overraskelser kan komme fra en arv. Hvis man da ikke smider de bøger væk, som man ikke umiddelbart kender. Eller fra en ven i udlandet.

Sådan stødte jeg på Henri de Monfreid. I min franske forfatterencyklopædi omtales han kort som åndeligt beslægtet med Rimbaud vel at mærke i dennes egenskab af våbensmugler snarere end som forfatter. Han levede fra 1879 til1974. Meget af tiden tilbragte han i Afrika, som han kendte om nogen. På den måde er han et interessant modstykke til Karen Blixen.

Han var i Etiopien under italienernes besættelse og englændernes efterfølgende befrielse og hans beretning vender undertiden op og ned på vante forestillinger. Han sammenligner de to styreformer. Italienerne havde i deres fire år ved magten udviklet landet og sat befolkningen i gang med vellykkede projekter. Befolkningen bestod af to grupper. Etiopiere og sorte. De 15 millioner sorte, som ikke var etiopiere, havde traditionelt været undertrykt og udnyttet af etiopierne. Under den italienske besættelse ophørte det, og begge befolkningsgrupper blev behandlet lige. Da englænderne overtog magten, gik det hele i stå og etiopierne blev genindsat i deres feudale rettigheder, fordi det gjorde det nemmere at styre landet.

Han er i det hele taget ikke meget for englændere. Hans beskrivelse af engelske kvinder er guddommelig morsom:

”Engelske kvinder på rejse har over hele verden udbredt en androgyn kvindetype, som er alt for velkendt til, at det er nødvendigt at beskrive den. Men når de er i militæret, giver uniformen dem en fordel ved, at det forhindrer dem i at udtrykke deres ”smag”. Dette helt simple kakitøj med den lille kasket, militærstøvlerne og læderremmene omhyggeligt spændt, alt dette absorberer på en måde deres maskulinitet, som gør dem så latterlige i deres udmajninger ”à la mode.” Så kan man endda forestille sig en kvindekrop ligefrem tiltrækkende, på afstand naturligvis, for stakkel dem der skal underkastes myndigheden fra disse ”befalingsmænd”.

Man behøver ikke at være franskmand for at være enig. Den, der har iagttaget stewardesserne i British Airways, ved, hvad jeg taler om. Både væremåden og udseendet. De ville også vinde ved en kakiuniform.

Italienerne går nu heller ikke ram forbi hos Monfreid. Han opholder sig på et tidspunkt i en italiensk fæstningsby. En nat vågner han ved en enorm kanontorden og tror, at englænderne har angrebet. Men næste morgen forklarer de, at det bare var en øvelse. Et par dage senere vågner han og erfarer, at byen er fuld af engelske soldater, og at italienerne er væk – uden at der er løsnet et eneste skud.

I modsætning til Karen Blixen er han en eventyrer – ikke en drømmer. Men frem for alt en god fortæller og iagttager. Men han er vist ikke oversat.

I et natlig samtale fik jeg det forklaret og forstod det med ét slag. Facebook-syndromets janushoved: alle dine venner skriver om deres successer og fantastiske oplevelser, og du forstemt. ”Det kan jeg ikke leve op til,” tænker du. Men du gør det samme, og fortæller ikke om det, der er gået dårligt. Og du indser, at du er falsk. Du er ikke den, du præsenterer. Og du bliver dobbelt forstemt. De andre er store og du er selv lille. Selvværdet smuldrer.

Men man bliver ikke stor af at fremhæve sig selv. Man bliver tom og falsk. Hvis man ser disse mennesker ind i øjnene, flakker deres blik. De vil ikke gennemskues.

Når selvværdet smuldrer, kan man ikke gennemskue noget som helst. Man kigger ud, og ser kun det perfekte i andre. Alle andre har fundet løsningen. Man kigger indad og ser kun fejl. Man er den eneste, der ikke kan finde ud af det.

Begyndelsen på løsningen er erkendelsen af denne fælde. Erkendelsen af, at de andres tilsyneladende perfektion er løgn. En falsk og hul skal. En overflade, der skjuler en indre tomhed. Det næste skridt er et afkald på sin stræben efter at leve op til dette falske ideal.

Det tredje skridt er det sværeste: at være sig selv. Den, som er sig selv hele vejen igennem, risikerer intet ved at blive skuet igennem. Man kan se andre i øjnene uden at flakke med blikket. Hvis nogen på facebook skriver: ”Jeg fik tolv i matematik,” skal man ikke reagere med at sende en like og lave et opslag med beskeden: ”Jeg fik 12 i tysk,” men måske i stedet svare: ”Det er flot. Jeg har aldrig været godt til matematik, jeg fik 2.” Der er mere storhed i ærligheden i den besked end der er i et praleri med et 12-tal i matematik. Navnlig hvis man kan lade være med at fortælle, at man selv fik 12 i tysk.

Men ærligheden er naturligvis sværere at administrere, hvis man også fik 2 i tysk og andre fag. Men der er andre kvaliteter end gode karakterer. I sidste ende må man vælge sine venner – også på facebook.

Det manglende selvværd kan naturligvis heller ikke repareres på facebook alene. Det kræver en erkendelse og et valg. En erkendelse af at alle mennesker er lige og har et menneskeværd, som eksamenskarakterer, status og penge eller mangel på samme ikke kan ændre. Dernæst et valg: at tro på sig selv. At tro på dette værd.

Den videre vej er at mærke efter, hvad der gør én glad, og hvad der gør én ked af det. Det ødelagte selvværd er som et blåt mærke. Det forsvinder ikke, hvis man bliver ved med at slå på det. Derfor må man mærke efter i sig selv, hvad der gør én ked af det og undgå det. Man skal også mærke efter, hvad der gør én glad og opsøge det. Dyrke det, få mere af det. Når man først har fundet vejen, skal man blive ved med at gå. Det er vejen til friheden. Den indre frihed. For det ødelagte selvværd er som et fængsel, hvor de perfekte menneske omkring os er vores vogtere. Det er det fængsel, man skal bryde ud af.

Men det begynder med, at man mærker efter i sig selv. Sætter sig stille og roligt og mærker efter. I den fordybelse ligger nøglen til friheden.

Da vi kom til Florida, var det første, vi hørte, at der var den storm på vej. Irma hed den. Det var den voldsomste nogensinde, forudså man. Vores gamle vært sad klinet til fjernsynet næsten døgnet rundt.  Han refererede i de korte pauser de små udsving i styrke og retning. En hel fjernsynskanal var viet til hurtigsnakkende journalister, der hele tiden gentog og opdaterede forudsigelserne. Vi satte skodder for vinduerne. Så kom den selvfølgelig, lige som vi skulle afsted hjemad. Vi måtte blive. Selve stormen var voldsom men den havde taget meget af på turen ind over land. Men strømmen gik. Det gjorde den hver gang, der var orkan, og det var hvert år på den tid. Hvorfor lægger man ikke el-ledningerne i jorden spurgte vi. Det havde de ikke svar på. El-selskabet var privat. Det var måske derfor de ikke ville investere i det, tænkte vi. De store motorveje var også private og fulde af huller. Der syntes at være en sammenhæng. I nogle områder gik der flere dage, før strømmen kom igen.  Vi gjorde os forestillinger om, hvad det kostede i spildt produktion.  Benzinstanderne blev tømt. Man havde en fornemmelse af, at det hele gik i stå.

De følgende dage forekom uendelige. Vi havde set de mennesker, vi skulle. Der var ingenting at lave. Ingen steder at gå hen. Winterhaven ligger midt inde i landet og er ikke et kulturcentrum. For nu at sige det pænt. Man kan ikke gå tur. På gaden bliver man kørt ned. Markerne er privat ejendom. Der har man ikke ret til at gå. Jeg tænkte på, om mon de skyder én for krænkelse af den private ejendomsret, hvis man prøver. Vi havde i ugen før besøgt en ældre sort familie. De gik tur hver uge. Men de måtte køre ti-tyve kilometer for at komme til en sø med en sti rundt om. Den gik om den samme sø året rundt. År ud og år ind. Der var ingen andre steder.

Fjernsynsprogrammerne efter stormen ændrede indhold. Nu handlede det om oprydning efter stormen. Også på nationale kanaler. Kanal abc brugte på tredjedagen de første tyve minutter af nyhederne på samtaler med folk fra de værst ramte områder. Så kom der 30 sekunder om Korea. USA’s ambassadør i FN sagde, at Nordkorea tiggede om krig. USA krævede totale sanktioner. Kina og Rusland var imod. Så slut. Ingen forklaringer. Videre til et interview med en senator om lidt indenrigspolitisk fnidder. Koreaproblemet havde været samtaleemne ved en middag ugen før. Man burde slå til i en fart, mente nogle. Han er jo vanvittig, sagde de. Er han ikke snarere rationel, spurgte jeg. Han er vel bange for at få samme skæbne som Gadaffi og Saddam  Hussein. Og hvordan tror I, Kina vil reagere. Det havde de ikke tænkt på. Det var næsten for nemt. Jeg kunne have fortsat med at erindre om, hvorfor og hvordan Koreakrigen sluttede eller netop ikke sluttede. Jeg kunne være gået længere og udfordret dem på USA’s politik i Asien før og efter Anden Verdenskrig, men det gav ikke mening. Det var folk med universitetsuddannelse og erhvervskarriere, jeg talte med, men deres viden om, hvad der skete i verden uden for USA, fik de gennem lejlighedsvise korte fjernsynsklip. I deres avis stod ingenting. Da vi kom, havde de hørt om den danske ubådsmand og den dræbte journalist. Sådan var mediernes nyhedsprioritering øjensynlig.  Samtalen gik i stå. Jeg spekulerede på, om USA ville slå på NATO-forpligtelsen, hvis helvede brød løs. Den gamle mand sagde efter det lille indslag i fjernsynet, at det ville være bedst med et lille præcist angreb.  Jeg sagde ikke noget. Jeg længtes hjem.

”Jordens økosystem kan forblive i balance med tre milliarder mennesker i verden.” Vi sad til en frokost nær Madrid. Vi var på en lille udflugt med vores ægtefæller væk fra advokatkonferencen og sad i en loggia og så ud over en smuk dal. Manden, som ordene kom fra, var med som ægtefælle. Han var biolog. Hvorfra han havde tallet, ved jeg ikke. Samtalen tog en ny drejning med hans bemærkning. De høflige jurister tyggede på hans udsagn.  Det kom lidt ubekvemt. En engelsk advokat fulgte op med at sige, at der måtte gøres noget ved overforbruget: ”Børn får alt for meget legetøj.” Jeg overvejede rækkevidden af det standpunkt.

Overbefolkning nævnes så godt som aldrig i dagspressen som et problem i sig selv. Det er altid de afledte problemer, der kommenteres: forurening, CO2-udslip, hungersnød osv. Ikke sagen selv. Men selv disse problemer bagatelliseres: videnskaben og teknologien  vil løse problemet. Underforstået: vi behøver ikke gøre noget. Jeg kalder den slags mennesker for udviklingsoptimister. Når biologer påpeger, at vi nærmer os en katastrofe, ignoreres de. De er som Kassandra. De fortæller hvad der vil ske, men ingen tror dem.

De, der tager advarslerne alvorligt, kæmper for grøn energi og genbrug. Det er naturligvis godt, og alternativet er rigtig slemt, men det er i grunden lidt bagvendt. Det eneste reelle problem er overbefolkning. Hvis ikke der var så mange mennesker, ville vi ikke have forurening eller CO2-overskud. Men netop overbefolkning er der ingen, der gør noget ved. Undtagen Kina, som havde en etbarnspolitik. Den er altid blevet hånet. Den var umenneskelig. Den fremkaldte forkælede enebørn. Som om vores generation har frembragt andet end forkælede børn. Etbarnspolitkken var ikke reel, for der var undtagelser, siger man. Men den virkede. Hvad havde alternativet været. Som Indien? Som Afrika?

Økonomer taler altid med bekymring om den faldende befolkning. Japan har et problem. Europa har et problem. Siger de. Det kan da ikke være et økonomisk problem, tænkte jeg. Forureningen falder, ressourceforbruget falder.  En lille befolkning kan da være lige så rig som en stor – per capita. Ja selvfølgelig, sagde min økonom. Det er ikke et problem på lang sigt. Kun i overgangsfasen. Det er altså vores generation, der vil blive tilgodeset, hvis befolkningen stiger. De efterfølgende generationer betaler så prisen.

Uden overbefolkning ingen forurening, ressourceproblemer eller CO2-overksud. Forudsat naturligvis, at man opfører sig nogenlunde fornuftigt. Der tales meget om grøn omstilling. Fint nok. Men det løser jo ikke alle problemer. Med stigende befolkning og økonomisk vækst bliver det en dans på stedet, uanset hvor hurtigt vi løber. Vi fremstiller grønnere, men vi bliver flere og flere, der forbruger mere og mere. Det bliver ved med at trække i den gale retning.

Selvom vi standsede befolkningsvæksten, er der stadig den økonomiske vækst. Den er selve motorren i kapitalismen, som ingen tør udfordre. Alle tror på betydningen af vækst som samfundsmaskinens nødvendige olie. Sammen med befolkningsvæksten er det ensbetydende med, at vi må omlægge vores fødevareproduktion.  Med en stigende befolkning kan vi ikke tillade os at spise kød.  Hvis den jord, der blives til at føde koen i stedet brugtes til at frembringe føde til veganere, kan man brødføde mange flere. En hektar jord kan brødføde to kødspisere, men 50 veganere. Og så siger man også, at de mange køer er en væsentlig kilde til CO2-udslippet. Løsningen forekommer ligetil. Væk med bøfferne og væk med køerne.Fantastisk. Så kan vi også brødføde den ottende og niende milliard mennesker. Og så er det helt nye insekter. På et tidspunkt skal vi  leve af grøntfoder og insekter.  Men hvad er glæden af hus og sommerhus og tre biler og dyrt it-udstyr, hvis middagen står på kålrabi og melorme. Med en larve til dessert.

Den tanke, som ingen tør tænke, er, at med færre mennesker, ville der ikke være noget problem. Vil vil kunne opretholde et velordnet og menneskeligværdigt samfund.

Nu får ufødte mennesker ikke rigtig noget valg om de vil undfanges eller ej. Men tankeeksperimentet er interessant. Er det bedre at give afkald på undfangelsen end at komme i i en verden præget af hungersnød, forurening og naturkatastrofer.  Det valg får de ikke, men forældrene har det – og samfundet dvs. politikerne og deres vælgere.

I 1960 var der ca 3 mia. mennesker i verden. I dag er der over 7 mia. Hvorfor har vi ikke gjort noget for at forhindre det? Det er blevet sagt, at demokratiet som statsform ikke er i stand til at styre problemer som det stigene CO2-udslip. Trump synes at levere beviset for USA’s vedkommende. Det samme kan man sige om overbefolkningen. Men Kina har vist vilje og evne til at styre den. Det er en pirrende tanke, at deres styreform er demokratiet overlegent.

Grundloven er fra 1953. Det er den ældste grundlov, vi har haft siden indførelsen af en fri forfatning. Den første grundlov er fra 1849. Den blev ændret i 1866 og 1915. I 1939 forsøgte man forgæves. Det forslag opnåede ikke de krævede 45 % tilslutning af alle stemmeberettigede. I 1953 lykkedes det, fordi man samtidig stemte om tronfølgeloven, der gav den populære prinsesse Margrethe arveret. Samtidig nedsatte man kravet om tilslutning til 40 % af de stemmeberettigede. I dag er det utopisk at opnå den tilslutning. Det ville kræve samarbejde i Folketinget på tværs af partiskel. Det er der ikke udsigt til. De ideologiske uenigheder er for store. Vi har altså en grundlov, som reelt er umulig at ændre. Det kunne så tænkes at ske igennem Højesterets praksis. Der er der heller ikke tegn til. En nyere afgørelse (AJOS-sagen) om forholdet til EU-domstolens kompetence peger i nationalkonservativ retning.

Læser man grundloven, tror man ikke, at den angår et moderne samfund. Ordene svarer ikke til realiteten. Kongen fremstår som en central skikkelse i landets styrelse. Det er dog overflade, som ikke forvirrer jurister. Meget plads optages af spilleregler for Folketinget og kun meget lidt angår borgerrettigheder. Beskyttelsen efter disse bestemmelser er heller ikke tidssvarende. Ytringsfriheden beskyttes kun af et forbud mod forhåndscensur. Også de andre frihedsrettigheder har støvet efterhånden lagt sig på. Bestemmelsen om adgang til offentlige embeder uanset religion blev end ikke vurderet af justitsministeriet , da de tog stilling til forbuddet mod tørklæder på dommere. Da jeg var hos kammeradvokaten, gav det altid anledning til munterhed, når en borger i en retssag mod staten påberåbte sig beskyttelse efter grundloven: ”Så må han have en virkelig dårlig sag, hvis det er det eneste, han kan finde på.”

Når samfundet alligevel fungerer som et moderne europæisk samfund, er det fordi der siden 1953 er sket to ting. Vi har transformeret Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) til dansk ret, og vi er indtrådt i EU. EMRK opstiller et krav om retfærdig rettergang, som flere gange har bragt Danmark i vanskeligheder. Når de danske domstole er blevet dømt for at tilsidesætte det krav, har det gjort ondt længe efter. I EMRK er der også en reel beskyttelse af ytringsfriheden. Det var den beskyttelse, som professor Bent Jensen kunne knytte et håb til, og som gjorde at han blev frifundet i landsretten og blev støttet af et mindretal i Højesteret. Skulle han være bedømt alene på grundlag af vores grundlov og straffelovens bestemmelse om injurier, var han blevet dømt med piber og trommer i begge instanser. Beskyttelsen af borgerne efter EMRK er så effektiv, at politikerne skærer tænder. Der er et godt tegn. Det betyder, at den beskytter os mod overgreb, som de gerne vil påføre os. Det er den sidste redning af et mindretal i et flertalsdemokrati.

EU-traktaten TEU og dens forgængere har siden 1958 indeholdt fire grundrettigheder. Den frie etableringsret, arbejdskraftens frie bevægelighed, fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og kapitalens frie bevægelighed. Det lyder ikke af meget og synes fortrinsvis at angå økonomisk politik. Men det beskytter os reelt mod myndighedsmisbrug på grund af nationalitet. Vi kan flygte fra vores egen andegård og slå os ned, hvor vi vil. Hele Europa er vores hjemland. Vi skal ikke spørge om lov for at søge arbejde og bosætte os i Tyskland eller Frankrig. Vores rettigheder beskyttes af EU-domstolen, som gennem sin dynamiske lovfortolkning hele tiden opdaterer disse rettigheder. Det er blevet udbygget med grundlæggende regler om beskyttelse af arbejdstagere, og der er grund til at tro, at beskyttelsen af borgere, arbejdstagere og forbrugere vil udvikle sig i takt med behovet. Det er godt at vide, når man ikke kan gøre sig forhåbninger i den retning af Højesteret. Det er den sidste redning mod national og nationalistisk vilkårlighed.

 

Der er et forunderligt mentalt univers, der lukker sig op, når man læser Céline Rejse til nattens ende. Det første chok kommer med beskrivelsen af Første Verdenskrig, hvor alle forestillinger om la gloire, l’honneur et la grandeur latterliggøres. Læser man Svetlana Aleksijevitj Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, når man ikke længere end at beskrive krigens grusomhed som hos Erik Maria Remarque. Men Celine latterliggør heltemodet 14 år efter den krig, der kostede Frankrig så meget. Han solidariserer sig med den uheroiske soldat, der kun tænker på, at komme nemmest igennem det hele.  Det ser man ingen eksempler på hos Svetlana Aleksijevitj, hvis personer alle elsker deres fædreland og vil dø for det. Celine er et skridt mere kompromisløs i sin beskrivelse af krigens absurditet. Hans tilgang  er mere på linje med Stanley Kubricks film Ærens Vej. Jeg er kender, at det kan ligge i forskellen på de to krige og en forskellig oplevelse af nødvendigheden af at slås.

Et interessant fortællegreb bruges i beskrivelsen af skibsrejsen til Afrika, hvor man fornemmer, at jeg-personen opfattes som et dumt svin af de andre gæster, hvilket kommer frem gennem hans beskrivelse af , at de andre passagerer rotter sig sammen mod ham og øjensynlig har tænkt sig at smide ham overbord. Det forehavende opgiver de først, da han begynder at smigre dem (eller at opføre sig ordentligt). Ingen beskriver jo sig selv som et dumt svin. Heller ikke en fiktiv jeg-fortæller.

Efterfølgende hænger han kolonipolitikken ud i en rejse til Afrika. Heller ikke her tror han på de store ord, men solidariserer sig med skæve skikkelser, der søger at finde en plads i meningsløsheden. Dernæst beskriver han samlebåndsarbejdets støjhelvede i USA for at ende med socialmedicinske iagttagelser i en forstad til Paris. Her omfatter beretningen menneskelig idioti,, lurvethed, afstumpethed, havesyge og kynisme. Meningsløsheden rammer de stille eksistenser, hvis stilfærdige tragedier står i modsætning til den øvrige  farce. Desillusionen minder om den, man møder hos  Raymond Chandler. Kærligheden er glimtvis til stede som en ufrivillig konsekvens af den seksuelle tilfredsstillelse.

Hele vejen igennem støder man på den mystiske Robinson, som til sidst bliver en central person i handlingen. Uforståeligt dukker han op de mærkeligste steder, måske som en personifikation af det almindelige menneske, måske som en spaltning af fortællingens jeg-person. Han står for det spontane, det ureflekterede.

Men frem for alt er der sproget. Jeg forstår godt, den chokerede, da den kom frem. Alle dialoger og hovedpersonens refleksioner gengives i talesprog. Og hvilket talesprog. Ikke et slebet sprog, men almindelige menneskers plumpe sprog. Lige ud ad landevejen. Men ind imellem er sproget udsøgt kompliceret, men stadig inspireret af talesprogets grove ordvalg. Det er undertiden hulens svært, og det er nyttigt at have en oversættelse ved siden af.

Lars Bonnevie har udført en fremragende og kyndig oversættelse, som ofte knækker de svære nødder, men undertiden er det lige så uforståeligt på dansk som på fransk. Undertiden er der også oversættelsesfejl. Et sted taler han om nogen, der vender tilbage til deres bordel. Det er oversat fra det franske ”bordelle”. Men den går ikke. I den sammenhæng betyder ”bordelle” ”kaos” eller ”rod”, men det vulgære ord skal snarere oversættes med ”lort”. Der var ingen antydninger om prostitution på det sted i teksten. Der er også andre mere ligegyldige fejl, som imidlertid efterlader en tvivl om oversættelsen der, hvor teksten er uforståelig både på dansk og fransk, selvom ordene et for  et er oversat korrekt. Et andet problem er gengivelsen af talesproget. På fransk er folkeligt sprog kendetegnet ved syntaksen, udeladelser af småord som ”ne” eller brug af gentagelser,  medens det på dansk er udtalen. Skulle man gengive det , måtte det blive noget i retning af Storm P.’s gengivelse af udtalen på Vesterbro og Nørrebro. I Lars Bonnevies korrekte dansk forsvinder enhver duft bortset fra de eksplicit vulgære ord.

Jeg er erkender, at opgaven er enorm. På den anden side er sproget – det folkelige talesprog – en central del af formidlingen af stemningen af desillusion. Den desillusion, man også kan møde hos Storm P’s fortabte eksistenser, selvom han lægger mere vægt på det komiske og mangler en solidarisk medfortæller. Derfor fortjener den en ny oversættelse, der står på skuldrende af Bonnevies respektindgydende arbejde.

Thierry og jeg blev enige om, at vi skulle læse den bog, som betød mest for den andens åndelige standpunkt. Han bad mig læse Johannesevangeliet. Valget overraskede mig egentlig ikke. Han er troende katolik. Også Søren Kierkegaard havde en faible for netop det evangelium. Mere symbolsk og mindre konkret end de andre, hvoraf jeg tidligere havde læst Markus og Lukas. Det var længe siden. Men Johannesevangeliet havde jeg ikke læst før. Som læsningen skred frem syntes jeg, at jeg kendte hvert eneste vers. Det måtte være udbyttet af besøg i kirken ved dåb, konfirmation og begravelse. Noget bliver altså hængende. Men hvordan var det i sammenhæng. På grund af Kierkegaard var mine forventninger store.  Men meget afhænger af øjnene, der ser, og mine så noget andet. For mig var det beretningen om en mand, der insisterer på sin hellighed, ja guddommelighed, men hele tiden stilles over for omgivelsernes skepsis og vantro. Han ser sig nødsaget til at tilbyde beviser, og hele tiden overbyder han sig selv, som en tryllekunstner der ikke kan imponere publikum med sine små tricks, og som så forsøger at overgå sig selv, når han ser, at de bevæger sig mod udgangen for at forlade hans cirkus. Han satser alt og fremturer febrilsk med stadig mere imponerende numre, som om hans hele liv afhænger af at blive anerkendt af dette publikum. Men alt er forgæves. Kun en lille enfoldig skare bliver tilbage i teltet. Det er en trøst, men ikke nok til at forhindre, at han fortvivler over sit mislykkede projekt. Alt er tabt. Kun de enfoldige følger ham det sidste stykke. Det stykke, hvor han skal vise, om han tror på sig selv.  På den måde er Johannesevangeliet en meget smuk og samtidig en meget sørgelig beretning.

Hvad jeg bad Thierry læse? Lucius Annæus Seneca; Om sindsro. Den og andre af Senecas tekster har altid tilbudt trøst, når jeg sad på bunden af et hul. Seneca skrev nogenlunde samtidig med evangelieforfatterne, men dette næsten 2000 år gamle skrift er så frisk, som om det var skrevet i går. Villy Sørensen har oversat det mesterligt. Seneca var en mand, der nød sin rigdom og fremskudte position i det romerske samfund, men under Caligula og Nero lærte han, at alt kunne tabes på et øjeblik , og i  sine skrifter  forberedte han sig hele tiden på det. Det fik han brug for. Nero befalede ham  vilkårligt at tage sit eget liv, hvorefter han med stoisk ro skar sine pulsårer, over medens Neros sendebud så på. Det, han skrev, er som en foregribelse af denne begivenhed.  Det er en kamp. Han skjuler ikke sin hang til materielle goder og magt, men stiller det over for nødvendigheden af at frigøre sig fra det. Let er det ikke. Alt i ham stritter imod. Det var først i døden, at han blev den filosof, han havde skrevet om, som om han allerede var. Hvad er det da, han prøver at overbevise sig selv om? Budskabet er hele tiden det samme:  Gøre sig uafhængig. Lade være med at tænke på det, man har mistet, eller som er gået galt og i stedet tænke på det, ingen kan tage fra én mod ens vilje: sindsroen. Den ro, man får, når man opgiver at kæmpe mod nederlaget eller forbitrelsen over det tabte.  Når man akcepterer og affinder sig med sin egen situation. Så er man urørlig.

Thierry var ikke begejstret. Han syntes bogen var kold. Jeg forstod først ikke. Men han mente vist forstandskold, og det er jo rigtigt. Det er filosoffen, der tænker sig frem til sin sindsro. Thierrys tilbøjelighed var mere metafysisk, transcenderende mystisk. Sådan er vi så forskellige.

Men det er i grunden interessant at sammenstille de to beretninger, skrevet nogenlunde samtidig og som direkte eller indirekte har prøvelsen og den ensomme død som omdrejningspunkt.

Et højhus skyder op ved Nordhavn. Et projekt offentliggøres om et kæmpe højhus ved Vesterport. Alle taler om at bevare det af Paul Gernes udsmykkede Palads Teater. Ingen om, hvad vi skal med et hæsligt højhus ved Vesterport. Hvorfor er det pludselig blevet en genial ide at bygge højhuse midt i gamle kvarterer, hvor man tidligere har begrænset sig til fem etager. Skyline siger nogle. Hvorfor det? Har Berlin en skyline? Eller højhuse? Næste ingen. Paris har Eiffeltårnet og ellers huse i 8 etager inden for Périphérique, som omkranser centrum. Men danskerne kigger mere mod London, hvor de besynderligste højhuse er skudt op siden bygningen af Fosters kegle. Mobiltelefonen hedder en (eller barbermaskinen efter at mobiltelefoner har skiftet form). Eller ostehøvlen kaldes en anden rædsel, som netop er solgt for 1,3 mia. £ til kinesisk kapital. London tænker kun på penge, siger en taxachauffør.  Det bliver man overbevist om, når man ser den skyline.  Men hvad med New York, som danskerne kender bedre end Berlin og Paris, hvor de ikke forstår sproget. Er den bys skyline ikke ikonisk.

Skyline har den egenskab, at den kun kan ses på afstand. Det er således beboerne i Malmø, der får glæde af en skyline i København. Men det virker lidt tosset at skabe den for deres skyld. De kan godt være smukke, som man kan se i Paris La Defence.  Men i Paris bygger man højhuse i nye bydele (bortset fra Montmartre) og ikke som i London i gamle bydele.

Men i København er borgmesteren begrænset af sin kommunegrænse. Indenfor ligger kun gamle kvarterer (og naturskønne områder og parker). Han vil have sine egne højhuse, sine egne ungdomsboliger osv. Så må man rydde det, der er i vejen. Hver borgmester i hovedstadsregionen regerer som om hans kommune var en isoleret ø.  Men vi borgere ser det som en helhed. Det er vores hovedstad alt sammen.  Hvis der skal bygges nyt og stort, så følg fingerplanen. Der må også gerne være smukt i Hedehusene og Ølstykke.  Men det behøver ikke være højt.  Selv i nye byområder har højhuse negative egenskaber for trafikken. Og naboerne. Den storslåede udsigt fra et højhus modsvares af den skygge, det kaster for andre. De berøves lys og udsigt. De forhen lyse stuer kommer til at henligge i halvmærke. Og så er der det særlige i København, at vi ligger på 55 grader nordlig bredde.  Jo højere mod nord desto længere skygger. Et højhus skygger mere hos os end i London og New York. Vi har ikke for meget sol og varme i forvejen.