Blog

Ønsket om økonomisk vækst og beskyttelse af miljøet er uforenelige størrelser. Jeg kan ikke være den første, der har gjort den iagttagelse. Imidlertid kan jeg sige, at de fleste politikere ikke har forstået det. Det anses for uomgængeligt i et moderne kapitalistisk demokrati at stræbe mod økonomisk vækst. Det opfattes som så grundlæggende, at alternativet sjældent overvejes. Samtidigt stiler flere initiativer for at beskytte miljøet mod at begrænse produktion og dermed vækst. Vi skal bevare gamle villaer i stedet for at rive ned og bygge nyt. Vi skal være tilbageholdende med at købe nyt tøj. Vi skal flyve mindre. Vi skal braklægge og opgive drift af landbrugsjord og afstå fra kommerciel skovdrift. De mennesker, som skulle have udført disse arbejder, må så lave noget andet for at sikre væksten. Producere noget andet. Men det skader vel også miljøet? Det tager man bare ikke med i regnestykket. Jeg kan ikke komme i tanker om produktion, der ikke har negative konsekvenser for miljøet. Hvad er hele øvelsen så værd? Man kunne lige så godt sige, at vi skal rive mere ned og bygge nyt, forbruge mere tøj osv. For at sikre væksten. Eller er der god vækst og dårlig vækst? Den sondring har ingen vist vovet sig ind i. Ingen tager miljøet alvorligt, fordi det underminerer kravet om økonomisk vækst.

Hertil vil politikeren så sige, at den produktion, der skal træde i stedet for byggeri, skovdrift, tøjproduktion skal være bæredygtig. Et dejligt elastisk begreb. Grøn strøm kan man sige. Solenergi og vindmøller. Det batter bare ikke i det samlede regnskab. Olieforbruget har aldrig været højere. Så skal man også huske, at miljøomkostningerne ved sol- og vindenergi aldrig regnes med. Hvordan belaster produktion af vindmøller og solceller? Eller udbygning af el-nettet? Hvad gør man med gamle solceller og vindmøller? Og tænk på minedriften til at skaffe materialer til batterier. Hvad så med atomkraft? Opførelsesomkostningerne er så enorme, at udbygningen er gået i stå.

Man gjorde bilmotorerne mere effektive for at spare på energien, men til gengæld bliver bilerne nu større og større og bruger derfor mere energi. På samme måde har anstrengelserne for at gøre elektriske apparater mere energieffektive medført en eksplosion af forbruget af elektriske apparater, f.eks. elpærer. Det logiske havde i begge tilfælde været at øge beskatningen, så udgiften til strøm var uændret, selvom forbruget var lavere.

Oven i det kommer befolkningstilvæksten. Vi skal føde flere børn for at sikre væksten og undgå en uheldig aldersfordeling. Men enhver forøgelse af folkemængden forøger forureningen og CO2 trykket. Heroverfor fremhæves Japan som et skræmmebillede med en stor aldrende befolkning og lav økonomisk vækst. Men på hvilken målestok kommer man frem til, at det går dårligt i Japan? Økonomisk tilbagegang fører vel til mindre forbrug. Er det ikke meget godt? Det anføres så, at der mangler ressourcer til syge- og ældrepleje. Det er rigtigt: vi bliver ældre og får derved flere komplekse sygdomme. Det var enklere i gamle dage, hvor alle røg og døde af kræft, inden vi nåede at få alle de sygdomme, som belaster sygehusene så voldsomt. Sagt på en anden måde, så hører jeg måske til den generation, der må affinde mig med mindre omsorg – af hensyn til klimaet. En faldende befolkning er et overgangsproblem i økonomien. Når ældrepuklen er lagt i jorden, har man en mindre befolkning med god aldersfordeling. Det vil være godt for klimaet. Men det kommer ikke til at ske. For det skader væksten.

Derfor importerer vi arbejdskraft, men ikke fra muslimske lande. Vi er bange for den store befolkningsudskiftning. Her går mine tanker i hårdknude. Er det bedre med en befolkningsudskiftning, når den kommer fra de godkendte lande? Hvad så med den danske kultur, som vi skal værne om med åndelig oprustning? Er der en særlig begejstring for danske værdier blandt disse mennesker?

Lad mig generalisere lidt:

Man siger, at nutidens romanlæser er en gråhåret kvinde. Den moderne forfatter er også en kvinde. Lad mig sige det straks: Jeg læser ikke særlig meget moderne dansk litteratur, men jeg læser mange dagbladsanmeldelser. Rigtig mange. Det, der slår mig, er mandeportrætterne. Mænd er onde, brutale, perverse, socialt inkompetente, knudemænd. Eller upålidelige, ynkelige. Mislykkede… fortsæt selv. Men, kan man så spørge: Ville det ikke gøre romanen uinteressant, hvis den mandlige hovedperson var helstøbt, visionær, handlekraftig, ansvarsbevidst, modig, dygtig? Måske, men hvis man går tilbage i tid, læste vi tit bøger, hvor kvinden var smuk, intelligent, kærlig, handlekraftig, omsorgsfuld. Tag Othello, Hamlet, Emmanuel Hansted, Lykkeper. Selvom den moderne kvinde muligvis ikke ser sig selv sådan, var det positivt ment. Til gengæld var det så manden, der kom til kort på grund af sin svaghed, fejhed osv. Men tanken om at bytte om på rollerne i en moderne roman er helt urealistisk og ville blive fordømt som højreorienteret og reaktionært. Man kan sige det sådan, at kvindesagen ikke kun nydefinerer kvinden. Den definerer også manden. Det lidt triste er, at mænd begynder at se sig selv i den rollefordeling.

Jesper Wung-Sung har skrevet en roman om Annemari. Sandøs Rose hedder den. Jeg har ikke læst den og kommer nok heller ikke til det. Annemari er en af personerne i Martin A. Hansens roman Løgneren. Den genlæste jeg så, for at se, hvad der kunne bevæge en forfatter til at skrive den samme historie ud fra Annemaris perspektiv. Hovedpersonen er Johannes Vig, der er skolelærer og degn på øen. Den er fortalt i jeg-form og længe tror man, at Annemari er hans store ulykkelige kærlighed, men så enkelt er det ikke. Faktisk er hendes rolle i romanen ret lille. Der er mange andre personer, som fylder lige så meget i fortællingen.

Martin A. Hansen hørte til kredsen om Heretica, som var et tidsskrift og en kulturel strømning. Værdikonservativ og i modsætning til både kommunismen og den amerikanske materialisme (Rasmus Mariager Sjælekampen). Martin A. Hansens roman passer ind i den strømning. Sandø er et billede på den ufordærvede verden med de ægte værdier. Flere af bipersonerne beskrives som meget helstøbte. Annemaris første kæreste Oluf mest markant. Men Annemari stikker af med ingeniøren, som tror på fremskridtet. Annemari selv jagter lykken, hvilket angiveligt også er et af tidens  tegn tvivlsomme tegn. Johannes Vig selv er tvivleren, men også den der sætter ord på Martin A. Hansens kulturkonservative idealer: troen på Gud, naturen, jorden, det rolige daglige liv.

Bogen er nærmest en parafrase over Blicher En landsbydegns Dagbog. Stemningen, holdningen, fortællestemmen – og handlingen. Der er flere direkte citater. Annemari er som adelsfrøkenen, der løber væk med en elsker for næsen af fortælleren, som sidder tilbage og gør regnebrættet op over sit forpjuskede liv.

Sproget er enestående. Handlingen er tung, og kulturkonservatismen er ikke min smag. Men det er flot gennemført. Den detaljerede situationsbeskrivelse er imponerende. Naturbeskrivelserne er lidt overdrevene med alle de fugle, der trækker over den ø. Jeg tænker uvilkårligt på Turgenjev En jægers Dagbog.

De blev udgivet i 1950. Allerede i 1953 kom Villy Sørensen Sære Historier som et frisk pust og en åndelig hovedrengøring.

Ideen med at tage en biperson fra et kendt værk og genfortælle historien ud fra denne persons perspektiv er ikke ny. Albert Camus En Fremmed fra 1942 fortæller om hovedpersonens drab på en tilfældig mand i Algier. Den gådefulde roman handler om tilværelsens absurditet og meningsløshed. Reelt det samme som Martin A- Hansens Løgneren, men mindre optimistisk. I 2013 udgav Kamel Daoud Meursault, som på samme måde er en modroman, hvor hovedpersonen er den dræbtes bror. (Dansk oversættelse 2015) Bogen fik flere priser herunder prix Goncourt. Det er en hyldest til Camus og et kritisk billede af kolonitiden og Algier i nutiden. Jeg har læst den, men kan faktisk ikke huske handlingen.  

Når aviserne skriver om Afghanistan, fremhæver de altid fattigdommen og kvindeundertrykkelsen. Denne tilbagevenden til en middelalderlig religiøs undertrykkelse. Det beskrives som noget selvforskyldt, som Vesten forgæves søgte at afhjælpe. Men det er ikke retvisende. Der udelades for meget. Afghanistan har meget langt tilbage været plaget af vestlige imperialister, men lad mig her begynde med Sovjetunionen, som intervenerede for at støtte et vaklende kommunistisk styre. USA reagerede ved at støtte oprøret med våben. De berømte stingermissiler, som blev betjent af mujahiddin, som var ret populære i Vesten i 80-erne. En af USA’s mange stedfortræderkrige. Da oprøret endeligt lykkedes, og Sovjetunionen trak sig, forventede oprørerne USA’s støtte. Den fik de ikke. Den vrede førte til angrebet på World Trade Center i 2001. Så var Fanden løs, og USA og Danmark og flere andre gik til angreb. En straffeekspedition. Den varede i 20 år og skiftede efterhånden begrundelse: Vi kæmpede for indførelse af demokrati. Det er lidt absurd at indføre demokrati med våbenmagt. Kabul blev besat og reformeret. Det kneb mere i resten af landet. Jeg var, som jeg tidligere har skrevet, til en seance på Kastellet, da Søren Gade var forsvarsminister. Tilhørerne var officerer og erhvervsfolk. Han sagde: Vi kæmper for demokrati. Det er sværere at sige, hvad de andre kæmpede for. Jeg tænkte: I Danmark fik vi uønsket besøg af en fremmed militærmagt i 1940. Hvad kæmpede vi for dengang?

Nå, efter 20 år lykkedes det frihedskæmperne (eller terroristerne?) at smide de amerikanske besættelsestropperne ud. Krigen var slut og genopbygningen kunne begynde. Hvad skete der så? USA stak nationalformuen, som stod i amerikanske banker, i lommen. Så tror pokker at landet var fattigt. Men hvorfor vendte de tilbage til den middelalderlige kultur? (Kvindeundertrykkelsen er bare et af aspekterne, som vi for tiden har særligt fokus på i Vesten) Hvorfor fastholdt de ikke det pragtfulde samfund med demokrati, som de havde fået? Det er faktisk ikke så mærkeligt. Demokrati var ikke forankret i deres kultur, og de ville have deres kultur tilbage. Hvorfor det? Her behøver jeg bare at tænke på Mette Frederiksen, der taler om åndelig oprustning, det nationale, det religiøse. Afghanistans kultur har været under pres i årtier eller længere. Den vestlige imperialisme har hamret på deres dør. Ja, vadet ind igennem den. De har fået nok. Nu vil de tilbage til deres egen kultur. Som Iran. Som Tyrkiet. Som hele Mellemøsten, der i et århundrede har lidt under Vestens udnyttelse og indflydelse. Men vi forstår det ikke, men forstærker indsatsen og skaber derfor grobund for modstandsvilje, som i vores optik er terrorisme. Den truer os, og så taler vi om åndelig oprustning. Vi bliver nationalkonservative. Vi vil tilbage til fortiden. Ligesom i Afghanistan. Er sammenligningen overdrevet? Selvfølgelig. Men tankevækkende.

I anden halvdel af syttenhundredeårene skete der en stor forandring. Før var sammenknytningen mellem mand og kvinde underlagt fornuften. Valget af ægtefælle var styret af stand og formue. Den besværlige kærlighed måtte komme i anden række. Forandringen blev drevet af flere ting. En af dem var Goethes roman Den unge Werthers Lidelser, hvor manden ikke får sin elskede. Hun følger fornuften og gifter sig med sin forlovede, hvorefter helten skyder sig. Det var en hyldest til kærligheden på trods af fornuften. Det nye var herefter at lade kærligheden få en større plads. Med tiden blev opfattelsen, at kærligheden skulle være enerådende ved valget af ægtefælle.

Det næste brud kom omkring 68-oprøret. Kærligheden havde efterhånden fået en så fremtrædende rolle, at den ikke nødvendigvis behøvede at være knyttet til ægteskabet. Men det forblev en drøm, ikke en realitet. Risikoen for at blive enlig mor udgjorde en markant hæmsko. Sikkerheden lå i ægteskabet. Skilsmisse var besværligt og ofte socialt uacceptabelt. Valget af ægtefælle skete derfor først efter et længere bekendtskab. Troede man på, at man kunne holde sammen resten af livet? Fejltagelser var smertefulde.

Det ændrede sig radikalt med p-pillen og den frie abort. Dermed ophørte ægteskabet med at være den trygge ramme for sex. Begrebet fri kærlighed opstod. Det blev af mange opfattet som endemålet og den fuldkomne lykkelige tilstand. Nogle vil mene, at det stadig er der, vi er. Men udviklingen er fortsat, fordi det frie kærlighed også blev forbundet med skiftende parforhold. Som en konsekvens lempedes skilsmissereglerne. Det, der før var drevet af kærlighed, blev erstattet af sex. Det seksuelle blev løsrevet fra kærligheden.

Den første krise kom med aids. Pludselig var fri kærlighed ikke længere den fuldkomne lykke. Da den krise blev mere eller mindre overvundet, blev det en tilbagevenden til normalen, troede vi.

Men noget synes forandret for evigt. Man kan se Tinder og andre lignende tjenester som et teknologisk redskab, som så mange andre nyskabelser. Men det er også et symptom. Det særlige ved pardannelse på Tinder er, at sex som regel opfattes som endemålet. Hvis parterne ikke går direkte til sex, men vælger først at mødes mere uforpligtende, kan det være, fordi man vil lære hinanden bedre at kende, men det er nærmest en prøveperiode forud for det egentlige. Parforholdets mål defineres som sex.

Tidligere lærte man hinanden at kende under studiet, på arbejdspladsen eller i klubben. Udviklingen gik fra kendskab til sympati til kammeratskab til kærlighed til sex – i eller uden for ægteskab. Nu skabes kontakten med henblik på sex. Det er der ikke nødvendigvis noget galt ved, men det afspejles i andre problemer. Når kærligheden ikke er drivkraften, hvad er det så, parterne er enige om? En mere eller mindre midlertidig nydelse? Det er et problem, som afspejles i ændringen af straffelovens bestemmelser om voldtægt m.m. Det er overfladisk at se disse ændringer som udtryk alene for en udvikling af beskyttelsen af kvinden. Det afspejler i højere grad en social udvikling. Når ægteskab og kærlighed ikke længere er den vedtagne ramme mellem kønnene, bliver det, der før var privat, pludselig et offentligt anliggende. Hvad er parterne enige om? Det bliver et kontraktsanliggende, som skal afklares, inden følelserne aktiveres. Samtykkeloven er blevet samlivets svar på aftaleloven fra 1917.

Wim Wenders har trukket sin film Falsche Bewegung tilbage efter at den 65-årige skuespillerinde Nastassja Kinski angiveligt i flere år har bedt ham om at fjerne en scene i filmen, hvor hun som 13-årig vises i bar overkrop og modtager en lussing. Eller ”topløs” som Information formulerer det for at lede tanken hen på noget erotisk. Scenen – som jeg ikke har set – skulle angiveligt vise en mand, der kommer ind i et mørkt rum og tænder lyset, hvor han så ser den delvis afklædte 13-årige pige, som han stikker en lussing, fordi han er skuffet over at finde et barn og ikke den kvinde, han søger. Selve tilblivelsen af scenen skulle angiveligt også være et overgreb, hvilket selvfølgelig er svært at danne sig en mening om nu. Wim Wenders siger undskyld offentligt og trækker filmen tilbage fra alle platforme.  I Information 12.6.2026 har Christian Monggaard nogle interessante betragtninger over forholdet til et ældre kunstværk, som den ændrede moral fordømmer. Skal scenen klippes ud eller filmen trækkes tilbage? Skal det oprindelige kunstværk i givet fald stadig være tilgængeligt for forskere osv. Det er en diskussion med Lone Nikolajsen, hvis synspunkt er entydigt: Nutidens moral går forud for kunsten. Scenen skal fjernes. Ingen af dem synes at overveje Wim Wenders motivation for beslutningen om at trække filmen helt tilbage. Det opfattes uden videre som en accept af den ændrede moral. 

Andre fortolkninger er imidlertid også mulige. Det kan være opportunisme: Valget kan være udtryk for et forsvar af hans kommercielle interesser i den øvrige produktion, som ellers risikerer boykot. En tredje tolkning er dog også mulig: Han finder ikke, at filmen var krænkende, dengang den blev optaget, og han kan ikke anerkende berettigelsen af den nye moralske fordømmelse. Samtidig ved han, at argumentet om, at det var en anden tid ikke vil blive accepteret. Man kan således forestille sig, at han på overfladen bøjer sig, men straffer Kinski og hendes ligesindede ved at fjerne filmen helt. Ikke økonomisk, for hendes indtægter i dag fra filmen er formentlig ubetydelige, men kunstnerisk. Derved demonstrerer han, at værket er hans, og at han ikke vil bøje sig.

Lad mig illustrere den tankegang med Courbets billede L’origine du monde fra det nittende århundrede, der viser skødet på en nøgen kvinde. Det var så forargeligt i datiden, at det gemtes i et herreværelse og kun blev vist frem for mandlige gæster. Hvis det var blevet vist frem offentligt, kunne man forestille sig, at der på tilsvarende måde var blevet stillet krav om ændring af værket for at skjule kønsdelene f.eks. ved at male et figenblad hen over. Dette krav om ændring af værket kunne måske gøre kunstneren Courbet så bedrøvet eller rasende, at han i stedet valgte at brænde billedet.

I dag hænger Courbets billede på Musée d’Orsay. Moralen har ændret sig, og vi anser det bare for god kunst. Modsat er det gået Wim Wenders film, der i sin tid blev anset for uproblematisk. Først nu vækker det forargelse at vise en pige på tretten år i bar overkrop, hvor pointen netop syntes at være, at hun ikke er et seksuelt væsen, fordi hun endnu er barn. I stedet bliver det nu en krænkelse at vise hende ”topløs”, fordi hun er et barn. Det siger måske mere om nutidens seksualisering af mindreårige end om datidens moral. Følelsen af krænkelse ved sådan en scene hører en senere tid til, hvor moralen har ændret sig. Denne ændring skyldes måske netop denne stigende seksualisering af stadig mindre børn i påklædning og i lege. Når en mindreårig pige sminkes og klædes ud som en voksen kvinde, bliver hun ”topløs”, når overdelen fjernes.

Ønsket om en revision af værket synes forbundet med den forestilling, at udviklingen af moralen betegner fremskridt. Men det giver ikke mening. Nutidens moral har begrebsmæssigt altid ret, uanset hvordan moralen var tidligere. Ellers ville det ikke være nutidens moral. Den opfattelse er sådan set ikke noget specielt for nutiden. Det særlige ved vores tid er kravet om at bedømme fortidens handlinger med nutidens moral ud fra den forestilling, at nutidens moral er ”mere rigtig”. Det er reelt en – uhistorisk – benægtelse af, at moralen nogensinde har været en anden, hvilket fører til, at de fortidige handlinger, som ikke passer ind i nutidens moral, er umoralske og derfor kan gøres til genstand for fordømmelse.

Tilbage til Wim Wenders. Lad os håbe, at værket ikke bliver destrueret, så man kan overlade det til fremtidens moral at afgøre dets tilgængelighed. Tingene går op og ned her i verden. Vi glæder os i dag over værker, som tidligere tider fordømte.

Hvad angår Nastassja Kinski, kan man spørge, om hun, der nu er 65 år, føler sig krænket. Og om hun følte sig krænket dengang. Efterfølgende løj hun sig ældre og dannede par med den 30 år ældre Polanski.

Da J.D. Vance holdt tale i Davos, sagde han, at Ukrainekrigen skyldtes, at Ukraine ville være med i Nato. Jeg er enig. Hvad han ikke sagde, var, at det var USA, der i 2008 i Bukarest insisterede på, at Ukraine skullle tilbydes at blive medlem af Nato. Rusland sagde njet, men USA havde vænnet sig til at ignorere Rusland.

Udviklingen har siden vist, at Europa ikke kan stole på USA som allieret. Som jeg desværre forudsagde – læs et gammel indlæg på denne blog (12. november 2017 Jeg frygter krigen) – så ville USA blive aggressivt og provokere krig. Jeg pegede endda på Trump, som den, der ville begynde. Det er det, vi ser nu. Toldkrig, Venezuela, Cuba, Iran. Hvad bliver det næste? En uberegnelig og stadig svagere stat er ikke en god allieret.

Den naturlige konsekvens for Europa må herefter være at smide USA ud af Nato og fjerne deres baser fra europakortet og finde en ordning med Rusland. Hvis USA ikke er Europas allierede, har Rusland ikke brug for Ukraine som stødpudestat, og så er vejen åben for fred. Og samarbejde.

Forestillingen om at Rusland af natur er aggressivt beror på amerikansk propaganda. Rusland er brutalt, ja. Som stormagt vil det udnytte sin styrke, ja. Men det er også rationelt, så samarbejde forudsætter, at Europa viser sig stærkt – økonomisk og militært. Det skal være ligeværdigt.

Da Konkurrencestyrelsen efter ti års indsats endelig fik afskaffet de faste bogpriser fuldstændig, udarbejdede den en rapport og gjorde status (DR 14.11.2013): ”De frie priser er en kæmpe gevinst for forbrugerne. … Nyudgivelser er steget markant, og forbrugerne mener ikke, at udvalget af interessante bøger er blevet mindre. Vi kan ikke måle kvaliteten i litteraturen, men det er blevet lettere at udgive den smalle litteratur, fordi internettet gør det nemmere at udgive bøger.” (Agnete Gersing direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)

Kulturminister Marianne Jelved: Rapporten underbygger fint den politiske beslutning om ikke at rulle de frie priser tilbage …”

Så nemt var det. En ren markedsbetragtning. Politikere i Danmark har – modsat Frankrig – ikke tradition for at skrive og læse skønlitteratur. Det med kvaliteten kan hverken Konkurrencestyrelsen eller ministeren bedømme. De Skønlitterære Forfattere udtalte: Vores forfattere siger, at de får flere afslag fra forlagene … det er mellemlaget af forfattere, det går ud over, og mellemlaget er en del af det reelle vækstlag (Inge Lise Hornemann). Boghandlerforeningen var på linje.

I Weekendavisen 6.3.26 er konsekvenserne af denne liberalisering beskrevet. Flere krimier, autofiktion og lettilgængelige bestsellere. Hvad er forsvundet? Mellemlaget, det reelle vækstlag, den gode fortælling. Hvad er den gode fortælling? Det er det, der ligger mellem avantgarden og triviallitteraturen.  Det er der, hvor stjerner fødes og enten slukkes eller stiger op. De skønlitterære forfattere havde ret i deres forudsigelse. Mellemlaget er forsvundet. At henvise til internettet var som at foreslå at så en hvedemark i Sahara.

Det er en udpræget dansk betragtning, at hvis noget kan gøres til en vare, der udsættes for konkurrence, så er det den mest effektive måde at nå en god løsning for samfundet. Det gælder øjensynlig også for litteraturen. Man husker Poulsgaard, der sagde, at Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet. Efter den tankegang bør man også lukke Operaen og sige til musikere og sangere, at de nok kan få en karriere på Bakkens Hvile eller i et omrejsende cirkus. Ikke et ondt ord om disse institutioner, men der er forskel. Men der er også forskel på trykte bøger i en boghandel og internettet. Ja, jeg vil endda sige, at det er uretfærdigt at sammenligne Bakkens Hvile med internettet.

Rosy Lett  – denne skifting i familien – er blevet kvalt. Min bror og jeg prøvede nænsomt at skubbe hende ud af reden. Det lykkedes ikke. Vi måtte tage fat om struben og presse, til hun blev blå i ansigtet og opgav ånden. Men det var ikke et mord som mange andre mord i litteraturen. Det var en henrettelse. Fred være med hende.

Rosy Letts korte liv var ellers uhyrligt nok. Hun blev født af et monster, der kalder sig Mofibo, der blev besvangret af den polyamourøse Algoritme og begyndte meget tidligt at skrive banale noveller, som hendes kunstige hjerne fostrede. Hun tilkendegav offentligt, at det ville hun fortsætte med. Hun lod sig afbilde i avisen og så egentlig meget sød ud. Hvis man ellers kunne tro på fotografiers evne til at gengive en persons indre, var hun også et godt menneske. Men det var falsk. Hun havde ingen sjæl. Ingen moral. Hun var kriminel helt igennem. Hun stjal med arme og ben fra andre forfattere. Vi var særligt udsat. Som en gøgeunge var hun trængt ind i vores familie. Et brud på privatlivets fred, stalking. Hendes forbrydelse måtte straffes. Under byretsdommerens strenge blik indvilligede hendes moder Mofibo og hendes far Algoritme: Døden. Intet mindre. Vi burde have lagt henrettelsen på nettet. Folk ville have svælget i det. Nu skete det diskret.

Hun efterlod en enkelt novellesamling, som blev makuleret. Det eneste minde om hende vil være en tilførsel i retsbogen og disse linjer. Glemsel bliver hendes skæbne.

Romaner er altid forsynet med en bagsidetekst. Jeg læser den aldrig. De er hensynsløse over for læseren og røber for meget. Det hænder, år jeg er halvt igennem en roman alligevel kaster et blik på den, og jeg bliver ofte overrasket og ret irriteret over at opdage, at den indeholder oplysninger om noget, som jeg endnu ikke er kommet til i læsningen. Hvilken uskik. Gennem læsningen ønsker jeg at følge forfatterens gradvise udvikling af historien. Det er hans valg af, hvilke oplysninger, jeg skal have på hvert stadium, jeg ønsker at underkaste mig. Han har jo en plan, og jeg ønsker at følge ham som min vejleder gennem det skatkammer, han har bygget op med sin tekst. Det bør forlæggeren ikke kortslutte og spolere. En bagsidetekst må gerne lokke, men ikke røbe. Forfatteren bør kæmpe som en løve for at forhindre, at forlæggeren forsynder sig mod det. Men det sker alt for tit.