En af tredivernes mest læste bøger

De to mest læste bøger i 30-erne skulle angiveligt være Nis Petersens Sandalmagernes Gade og Marcus Lauesen Og nu venter de på skib. Den sidste, der er fra 1931, stod i mange hjem i min barndom, og et af disse eksemplarer var havnet på min bogreol. Den var trykt på tidens typisk dårlige papir, der er en lille smule papagtigt og gulner med tiden. I sommerferien tog jeg den med og gav den en chance. Bogen beskriver en række personer, der er i familie. Handlingen udspiller sig over tre dage i en by, der formentlig er Åbenrå i juli 1929. Ingen ydre begivenheder påvirker handlingen. Børskrakket på Wall Street 1929 indtræffer først efter bogens slutning. Den ene søn er nazist, men det er ikke et tema. Familien er tysksindet, men det spiller kun en meget beskeden rolle. Hovedpersonen er rederenke og som sådan en lidt interessant figur.  Flere personer er bønder, som der var mange af i litteraturen dengang. Handlingen beskriver personernes karakter og tanker og meget drejer sig om deres følelser og indbyrdes stridigheder. Naturbeskrivelsen er nærmest lyrisk. Det er i og for sig imponerende at bygge en handling op om tre dages forløb beskrevet næsten time for time gennem de forskellige personers tanker og følelser. Alligevel bliver det aldrig rigtig fængslende. Dertil er karaktertegningen for grov og handlingen for begivenhedsløs. Der er rent faktisk et par dramatiske hændelser; men de har næsten ingen konsekvenser for handlingen. Selve miljøbeskrivelsen af den reder- og skipperklasse, som øjensynlig fandtes der før Første Verdenskrig er dog lidt interessant. Der fortælles meget om kinafarten. Men det hele har et bedaget præg. Det er svært at fatte, at den kom i så svimlende oplag. Marcus Lauesens øvrige forfatterskab nåede vist aldrig noget stort publikum.

Sandalmagernes Gade står også på min reol; men der kommer nok til at gå en rum tid, før jeg tør gøre et forsøg med den.

Der kom mere betydelige værker i 30-erne: I 1939 kom Tom Kristensen Hærværk. I 1937 kom både Jacob Paludan Jørgen Stein og Karen Blixen Syv fantastiske Fortællinger. Men øjensynlig i mindre oplag.

Forfatter: gle

jeg er advokat af profession, men det er underordnet. Her vil ikke stå noget om jura. her vil jeg skrive mine synspunkter om politik, litteraur og kunst og fortælle om det, der optager mig