Forfatter: gle

Da J.D. Vance holdt tale i Davos, sagde han, at Ukrainekrigen skyldtes, at Ukraine ville være med i Nato. Jeg er enig. Hvad han ikke sagde, var, at det var USA, der i 2008 i Bukarest insisterede på, at Ukraine skullle tilbydes at blive medlem af Nato. Rusland sagde njet, men USA havde vænnet sig til at ignorere Rusland.

Udviklingen har siden vist, at Europa ikke kan stole på USA som allieret. Som jeg desværre forudsagde – læs et gammel indlæg på denne blog (12. november 2017 Jeg frygter krigen) – så ville USA blive aggressivt og provokere krig. Jeg pegede endda på Trump, som den, der ville begynde. Det er det, vi ser nu. Toldkrig, Venezuela, Cuba, Iran. Hvad bliver det næste? En uberegnelig og stadig svagere stat er ikke en god allieret.

Den naturlige konsekvens for Europa må herefter være at smide USA ud af Nato og fjerne deres baser fra europakortet og finde en ordning med Rusland. Hvis USA ikke er Europas allierede, har Rusland ikke brug for Ukraine som stødpudestat, og så er vejen åben for fred. Og samarbejde.

Forestillingen om at Rusland af natur er aggressivt beror på amerikansk propaganda. Rusland er brutalt, ja. Som stormagt vil det udnytte sin styrke, ja. Men det er også rationelt, så samarbejde forudsætter, at Europa viser sig stærkt – økonomisk og militært. Det skal være ligeværdigt.

Da Konkurrencestyrelsen efter ti års indsats endelig fik afskaffet de faste bogpriser fuldstændig, udarbejdede den en rapport og gjorde status (DR 14.11.2013): ”De frie priser er en kæmpe gevinst for forbrugerne. … Nyudgivelser er steget markant, og forbrugerne mener ikke, at udvalget af interessante bøger er blevet mindre. Vi kan ikke måle kvaliteten i litteraturen, men det er blevet lettere at udgive den smalle litteratur, fordi internettet gør det nemmere at udgive bøger.” (Agnete Gersing direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)

Kulturminister Marianne Jelved: Rapporten underbygger fint den politiske beslutning om ikke at rulle de frie priser tilbage …”

Så nemt var det. En ren markedsbetragtning. Politikere i Danmark har – modsat Frankrig – ikke tradition for at skrive og læse skønlitteratur. Det med kvaliteten kan hverken Konkurrencestyrelsen eller ministeren bedømme. De Skønlitterære Forfattere udtalte: Vores forfattere siger, at de får flere afslag fra forlagene … det er mellemlaget af forfattere, det går ud over, og mellemlaget er en del af det reelle vækstlag (Inge Lise Hornemann). Boghandlerforeningen var på linje.

I Weekendavisen 6.3.26 er konsekvenserne af denne liberalisering beskrevet. Flere krimier, autofiktion og lettilgængelige bestsellere. Hvad er forsvundet? Mellemlaget, det reelle vækstlag, den gode fortælling. Hvad er den gode fortælling? Det er det, der ligger mellem avantgarden og triviallitteraturen.  Det er der, hvor stjerner fødes og enten slukkes eller stiger op. De skønlitterære forfattere havde ret i deres forudsigelse. Mellemlaget er forsvundet. At henvise til internettet var som at foreslå at så en hvedemark i Sahara.

Det er en udpræget dansk betragtning, at hvis noget kan gøres til en vare, der udsættes for konkurrence, så er det den mest effektive måde at nå en god løsning for samfundet. Det gælder øjensynlig også for litteraturen. Man husker Poulsgaard, der sagde, at Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet. Efter den tankegang bør man også lukke Operaen og sige til musikere og sangere, at de nok kan få en karriere på Bakkens Hvile eller i et omrejsende cirkus. Ikke et ondt ord om disse institutioner, men der er forskel. Men der er også forskel på trykte bøger i en boghandel og internettet. Ja, jeg vil endda sige, at det er uretfærdigt at sammenligne Bakkens Hvile med internettet.

Rosy Lett  – denne skifting i familien – er blevet kvalt. Min bror og jeg prøvede nænsomt at skubbe hende ud af reden. Det lykkedes ikke. Vi måtte tage fat om struben og presse, til hun blev blå i ansigtet og opgav ånden. Men det var ikke et mord som mange andre mord i litteraturen. Det var en henrettelse. Fred være med hende.

Rosy Letts korte liv var ellers uhyrligt nok. Hun blev født af et monster, der kalder sig Mofibo, der blev besvangret af den polyamourøse Algoritme og begyndte meget tidligt at skrive banale noveller, som hendes kunstige hjerne fostrede. Hun tilkendegav offentligt, at det ville hun fortsætte med. Hun lod sig afbilde i avisen og så egentlig meget sød ud. Hvis man ellers kunne tro på fotografiers evne til at gengive en persons indre, var hun også et godt menneske. Men det var falsk. Hun havde ingen sjæl. Ingen moral. Hun var kriminel helt igennem. Hun stjal med arme og ben fra andre forfattere. Vi var særligt udsat. Som en gøgeunge var hun trængt ind i vores familie. Et brud på privatlivets fred, stalking. Hendes forbrydelse måtte straffes. Under byretsdommerens strenge blik indvilligede hendes moder Mofibo og hendes far Algoritme: Døden. Intet mindre. Vi burde have lagt henrettelsen på nettet. Folk ville have svælget i det. Nu skete det diskret.

Hun efterlod en enkelt novellesamling, som blev makuleret. Det eneste minde om hende vil være en tilførsel i retsbogen og disse linjer. Glemsel bliver hendes skæbne.

Romaner er altid forsynet med en bagsidetekst. Jeg læser den aldrig. De er hensynsløse over for læseren og røber for meget. Det hænder, år jeg er halvt igennem en roman alligevel kaster et blik på den, og jeg bliver ofte overrasket og ret irriteret over at opdage, at den indeholder oplysninger om noget, som jeg endnu ikke er kommet til i læsningen. Hvilken uskik. Gennem læsningen ønsker jeg at følge forfatterens gradvise udvikling af historien. Det er hans valg af, hvilke oplysninger, jeg skal have på hvert stadium, jeg ønsker at underkaste mig. Han har jo en plan, og jeg ønsker at følge ham som min vejleder gennem det skatkammer, han har bygget op med sin tekst. Det bør forlæggeren ikke kortslutte og spolere. En bagsidetekst må gerne lokke, men ikke røbe. Forfatteren bør kæmpe som en løve for at forhindre, at forlæggeren forsynder sig mod det. Men det sker alt for tit.

Det er blevet moderne, at store forfattere takker diverse personer for deres bidrag og tilføjer, at resultatet aldrig var blevet så godt uden deres hjælp. Samtidig fremhæves det, at forfatteren alene bærer ansvaret for fejl og mangler. Det skal se ud som ydmyghed, men er det modsatte. I virkeligheden siger de, at de er helt opmærksomme på, at resultatet er fremragende, og at de derfor godt kan tillade sig at dele lidt ud af den overvældende ros, de vil modtage. Læseren vil udmærket forstå, at de ikke alene har ansvaret, men også æren. Man ser det også ved applausen efter koncerter, hvor dirigent og solist kappes om at fremhæve hinanden. Forventes det derimod, at kritikken vil blive hård, og at værket vil blive bedømt som middelmådigt, vil mange nok frabede sig at blive fremhævet. Så vil en tak i forordet kunne læses som en ansvarsfraskrivelse. Eller forfatterens tak kan læses som en anklage: Havde det ikke været for alle de dårlige råd og den tåbelige redaktør, var det blevet en god bog.

En mere ærlig tak kunne formuleres således:

Jeg takker dem, der har hjulpet med gode råd, men nævner dem ikke, da de ikke har ansvaret for, at resultatet ikke blev bedre, men kun for, at det ikke blev værre.

Lad mig begynde med at sige, at jeg er en stor beundrer af hans forfatterskab. Hans sprog, hans intrige. Så hørte jeg radioudsendelsen, hvor han taler om den forskellige reception af hans forfatterskab i Danmark og Frankrig. Hvad angår Danmark, så var hans analyse meget overbevisende. For elitær for den almindelige læser og for banal for de finkulturelle. Jeg hørte Lars Bukdahl i Dansk Forfatterforening omtale det netop med den finkulturelle foragt. Hans bøger var kitsch. Hvad angår modtagelsen i Frankrig, tror jeg begejstringen hænger sammen med, at han rejser eksistentielle spørgsmål. Det kan danskere ikke særlig godt lide. Jeg har selv en stærk tilknytning til Frankrig og advarer tit franskmænd imod at diskutere eksistentielle spørgsmål med danskere. Et komisk eksempel var et interview i Information med Michel Houellebecq, hvor han spurgte de to danske journalister, om de troede på Gud. De gengav meget åbenhjertigt deres ubehag ved at svare på det spørgsmål. I Danmark er det stort set kun teologer, der er villige til at tale om det religiøse. Andre opfatter det som en privat sag. De bliver vrede eller som de to journalister forlegne.

Jens Christian Grøndahls egen ret nye overgang – ja, det kan man vel godt kalde det – fra ateismen til kristendommen udtrykker han meget overbevisende og smukt. Jeg tror, mange vil føle sig tiltrukket og inspireret af den måde, han formidler sine tanker på. Det ligger i tiden. Det svarer lidt til det Éric-Emmanuel Schmitt skriver, at han oplevede. Han modtog en egentlig åbenbaring. Han er jo også katolik. Peter Bastian gik også den vej, selvom hans situation nok var en anden. En bevægende historie i sig selv. Han var syg og vidste, han skulle dø, og den kvinde, han traf, var kristen og trøstede ham. Jeg har det kun fra avisen. Ham er jeg også en stor beundrer af. Der er ingen tvivl om, at vi som mennesker har brug for holdepunkter. Selv har jeg i vanskelige tider søgt støtte og trøst hos Seneca, og hvis det var helt galt hos Epiktet. Når man læser Villy Sørensen oversættelse af tre bøger af Seneca, føles han som en samtidig. Den øvrige del af hans værk må man læse i mere knudrede oversættelser. Han er så menneskelig, fordi han helt åbenlyst satte pris på sin rigdom og livets goder samtidig med, at han hele tiden var klar over, at han når som helst kunne miste alt, hvilket han også gjorde til sidst. Kejseren befalede ham at begå selvmord, og han skar sine pulsårer over.

Meget af stoicismens tankegods afspejles vel i kristendommen. Jeg interesserer mig meget for kristendommen både lutheranismen, calvinismen og katolicismen, og det kristendommen betyder for mennesker. For den betyder og har betydet meget. Det prøver jeg at afspejle i det, jeg skriver, men jeg har aldrig følt mig personligt tiltrukket af det.

Kammeradvokaten er formentlig Danmarks største advokatvirksomhed og blandt de mest velindtjenende. Der synes ikke at være grænser for de opgaver, som staten beder kammeradvokaten om at løse. Kernen i embedet var oprindeligt at føre retssager for staten. Dertil kom udtalelser om juridiske spørgsmål – de såkaldte responsa. I dag synes kammeradvokaten at fungere som en skraldespand for alt, hvad staten ikke vil tage ansvaret for at løse. Dertil kommer, at institutionen er blevet så stor, at det ikke forekommer oplagt at lade den fungere som privat virksomhed.

Danmark er så vidt vides det eneste land, hvor funktionen stadig varetages af et privat firma. Både Holland og Norge har forladt den model. En tidligere statsminister kommenterede muligheden af at omdanne det til en statsinstitution sådan: ”Det kan der ikke være tale om. Jeg sætter pris på kammeradvokatens uafhængighed.” Selvom det var et svar i en uformel mundtlig drøftelse, viser det en opfattelse, som synes afspejlet i statens brug af kammeradvokaten: som en af staten uafhængig institution. At betegne kammeradvokaten som uafhængig viser imidlertid en fundamental fejlopfattelse. Et advokatfirma, der har en dominerende klient i sin portefølje, som staten er det i kammeradvokatens portefølje, er ikke uafhængigt. Der er ikke offentliggjort oplysninger om, hvor stor en del af kammeradvokatens indkomst, der kommer fra staten. Hvis indtægten fra konkursboer, hvor staten som kreditor har peget på kammeradvokaten som kurator, skal indgå i opgørelsen, vil jeg skønne det til at være over 90 %. I min egen tid som advokat, var min regel, at en klient ikke må fylde mere end fem procent i firmaets indtægtsgrundlag. Uafhængighed forudsætter, at man kan sige fra, og at man ikke af økonomiske grunde fristes til at være følgagtig. Det er ikke afgørende, om man rent faktisk er følgagtig. Det afgørende er, om de faktiske forhold er sådan, at man kan komme i berettiget tvivl. Hvis den tvivl på grund af statens dominerende omfang i klientporteføljen først kan opstå, kan man ikke betegne kammeradvokatens udtalelser som uafhængige vurderinger. Det er vel netop det, der er tilfældet. Troværdigheden som upartisk institution forsvinder, og dermed smuldrer troværdigheden af kammeradvokatens udtalelser og vurderinger.

Der har været en del debat om kammeradvokatens monopolstilling som statens advokat. Det kan være båret af et ønske om at skabe priskonkurrence om advokatarbejdet for staten. Man har talt om at fordele statens sager blandt flere advokatfirmaer. Det var næppe helt gennemtænkt, og den medfart, som Bech-Bruun for nylig fik i Højesteret for at have tilsidesat habilitetskravene i en sag for staten på skatteområdet, gør det ikke fristende for andre advokatfirmaer at påtage sig tilsvarende sager. Når man læser dommen, kan man få det indtryk, at resultatet var oplagt, men man skal huske, at domme skrives for at begrunde resultatet.  Imidlertid er det mindre væsentlig, om sagen faldt ud til den ene eller anden side. Bech Bruun havde gjort sig betydelige anstrengelser for at afdække mulige interessekonflikter, men blev alligevel dømt for overtrædelse af de advokatetiske regler. Få vil herefter have lyst til at løbe risikoen. Der er ikke den store appetit på at få staten som klient, fordi statens interesser ofte er i konflikt med de interesser, som man ellers varetager for erhvervsklienter. Staten på sin side har behov for en rådgiver, som ikke risikerer at komme i interessekonflikt. En spredning af sagerne på flere advokatfirmaer er derfor ikke en løsning.

Der er dog en enkelt undtagelse, når det gælder håndtering af statens krav som kreditor De kan ligge hvor som helst. Der er ikke et behov for et firma særligt knyttet til staten til at løse den opgave. Der er ikke nogen særlig risiko for interessekonflikt i de sager, som går ud over, hvad et advokatfirma ellers skal håndtere. Det kan omvendt være et problem, at disse sager ligger hos kammeradvokaten. Da flere banker i finanskrisen gik ned, varetog kammeradvokaten statens kreditorinteresse og indtrådte som kurator. Finansiel Stabilitet måtte herefter se til anden side efter advokater til at føre de mere principielle sager mod de tidligere bankledelser. De blev fordelt på flere firmaer. Udefra set syntes det at give problemer med at lægge en linje i modsætning til kammeradvokatens vellykkede orkestrering af selskabstømmersagerne. Det hævdes undertiden, at staten også er begyndt at sprede disse konkurssager mere ud, men det har være halvhjertet og har kun omfattet de små krav. Kernen ligger stadig hos kammeradvokaten.

Bortset fra disse inkasso- og konkurssager har staten grundlæggende to behov. Behandling af retssager, afgivelse af juridiske udtalelser (responsa). Her vil en statsansat kammeradvokat være en naturlig løsning på uafhængighedsproblemet. Retssagerne er ikke det største problem, men de juridiske udtalelser forudsætter fuldstændig uafhængighed. Spørgsmålet bliver da, hvordan han skal udnævnes, så uafhængigheden består. En kammeradvokat udnævnt af justitsministeriet eller finansministeriet er ikke en løsning. Man har set, hvordan selv rigsadvokaten som chef for anklagemyndigheden åbenlyst underlægger sig regeringens ønsker senest i den nidkære forfølgelse af udtalelser, der påstås at hylde terrorvirksomhed. En løsning kunne være, at lægge udnævnelsen ind under domstolsstyrelsen. Derved kan man opnå samme uafhængighed, som domstolene har. En sådan kammeradvokat kan fungere som statens rådgiver uden risiko for tvivl om uafhængigheden.

Et af det vigtigste krav til en advokat er uafhængighed både retligt og faktisk. Statens portefølje dominerer fuldstændig kammeradvokatens kæmpestore firma og uafhængigheden er gået fløjten. Der er behov for en uomgængelig uafhængig juridisk autoritet til levering af advokatydelser til regeringen og statsforvaltningen. Derfor bør kammeradvokaten omdannes til en statsinstitution med samme uafhængighed som domstolene.

Bodil Skovgaard Nielsen skrev den 17. oktober interessant om, hvordan danske forfattere i meget vidt omfang tager udgangspunkt i miljøer på Forfatterskolen og litteraturstudiet. Det er en betragtning, der peger på et vist indadvendt snæversyn hos forfatterne. Men det kan vendes om, for hvem der, der bestemmer, hvad der udgives?

Det er en diskussion om hønen og ægget.

Er det forfatterne, der uden videre frit vælger deres stof? Der er ingen tvivl om, at det er et håndværk at skrive en roman, og det giver derfor god mening, at forfatterspirer søger ind på Forfatterskolen.

Men hvad lærer de der? Al undervisning er i et eller andet omfang ensretning. En underviser har nødvendigvis en mening om, hvad der er god litteratur. Denne ensretning præger både, hvem der bliver optaget og hvad de lærer. Det er ikke en anklage. Det kan ikke være anderledes. Er det så Forfatterskolen, der ensretter forfatterspirerne til at kredse om deres eget lille univers? Hvem er det, der underviser på Forfatterskolen?

Eller er det forlagene, der styrer, hvad der udkommer? De har hånden på kogepladen, for de skal investere i udgivelsen i håb om, at få overskud gennem salget. Hvem er det på de store forlag, der udvælger den skønlitteratur, der skal udgives?

Eller er det anmelderne, der påvirker forlagene. Hvilke bøger blandt de enorme mængder, der udgives, vælger de at anmelde? For nogle år siden hævdede Katrine-Marie Guldager, at anmelderne prioriterer formen frem for indholdet, hvilket blev kædet sammen med spørgsmålet, om hvorvidt anmelderne har en ensartet baggrund i litteraturstudier.   

Det er fristende at folde perspektivet ud og spørge, om der er en lige vej fra Forfatterskolen til forlagene til anmelderne. Med andre ord: Er der et netværk, der forbinder de tre aktører i litteraturen, som man lidt uvenligt kunne kalde et parnas?

Den 30. september 2005 udgav Jyllands-Posten 12 karikaturer af Muhammed skabt af forskellige tegnere. Dette initiativ var et svar på en artikel skrevet af journalist Troels Pedersen (Ritzau), som havde identificeret flere tilfælde, hvor kunstnere ikke turde tegne Mohammed. Den danske forfatter Kåre Bluitgen, forfatter til en biografi om Muhammed, blev i artiklen citeret for at sige, at han uden held havde bedt tre kunstnere om at tegne Muhammed for at illustrere hans bog “Koranen og profeten Muhammeds liv det. Den ene havde nægtet med henvisning til mordet på filmskaberen Theo van Gogh i Holland den 2. november 2004. En anden henviste til et overfald på en underviser på Carsten Niebuhr-Instituttet, der læste op af Koranen. I teksten, der ledsagede karikaturerne i Jyllands Posten, blev det forklaret, at mange kunstnere tøvede med at tegne Mohammed af frygt for repressalier og endog for deres liv.

Jyllands-Postens formål med offentliggørelsen af tegningerne var at forsvare og befæste ytringsfriheden. Nu er der forløbet 20 år, og der er derfor anledning til at undersøge, om det lykkedes.

Som alle ved, var reaktionen voldsom. Flere af de tolv kunstnere modtog trusler. Optøjer brød ud i flere arabiske og muslimske lande, og der var angreb rettet mod danske ambassader, boykot af danske produkter og trusler af forskellig art, og flere arabiske regeringer reagerede officielt på diplomatisk plan.

I Danmark udløste disse karikaturer protester og intens offentlig debat, der delte opinionen i tre. For nogle var det bydende nødvendigt at forsvare retten til at tegne og udgive disse karikaturer, uanset konsekvenserne. Andre betragtede offentliggørelsen af ​​tegningerne som en uansvarlig beslutning, især på grund af de alvorlige økonomiske og diplomatiske konsekvenser, der fulgte. Endelig mente nogle, at publicering af disse karikaturer var moralsk forkert, da det krænkede muslimer, der levede fredeligt i Danmark.

Tegningen af ​​en af ​​kunstnerne, Kurt Westergaard, forestillede Mohammed med en bombe i turbanen, hvilket var en reference til Oehlenschlägers skuespil Aladdin. Denne karikatur medførte adskillige trusler og mordforsøg. I 2008 var han mål for et angreb, som fik næsten hele den danske presse til at genudgive hans tegning som udtryk for solidaritet. Den 1. januar 2010 trådte en mand af somalisk oprindelse, bevæbnet med en økse og en kniv, ind i Kurt Westergaards hjem med det formål at myrde ham. Angrebet blev dog afværget takket være dansk politis hurtige indgriben. Westergaard havde formået at låse sig inde på et badeværelse. Han måtte herefter leve under politibeskyttelse indtil sin død den 14. juli 2021 i en alder af 86 år.

Siden 2005 er karikaturerne blevet genudgivet flere gange i forbindelse med tilbagevendende debatter om ytringsfrihed. Værst gik det ud over redaktionen på Charlie Hebdo i Paris den 7. januar 2015, hvor 12 mennesker blev slået ihjel. Generelt har affæren påvirket opinionen om muslimer negativt.

I Danmark er ytringsfriheden sikret af paragraf 77 i Grundloven fra ​​1953, som forbyder enhver forudgående censur. Den materielle ytringsfrihed er beskyttet i artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Derfor var det lovligt at udgive disse karikaturer, og den danske regering har aldrig bøjet sig for pres fra muslimske lande, der kræver forbud og sanktioner mod tegnerne.

Rigsadvokaten vurderede, om det dengang stadig gældende forbud mod blasfemi var overtrådt, og om der skulle rejses tiltale mod avisen. På baggrund af en særdeles grundig undersøgelse afviste han det ved sin afgørelse af 15. marts 2005. Ganske enkelt fordi den spredte retspraksis var meget liberal. Derudover besluttede han, at der ikke forelå nogen strafbar krænkelse af muslimer eller deres religion (Straffeloven §266 b).

Men med tiden synes de oprindelige, klare, faste holdninger at være blevet mere slørede og nuancerede. Det forekommer nu almindeligt accepteret, at selvom det er legitimt at udgive karikaturer, er det vigtigt at undgå unødigt at støde en del af befolkningens religiøse følelser eller kompromittere landets sikkerhed eller økonomiske interesser på de internationale markeder.

Men i de senere år er et nyt problem dukket op: bevidst provokation og umotiveret fornærmelse af antimuslimsk karakter. Det er sådan den svenske kunstner Lars Vilks handlinger blev opfattet af mange i Danmark. I 2007 tegnede han Mohammed i form af en hund, et dyr, der anses for urent i muslimsk tradition. Han var klar over at hans kunst var krænkende, men vedblev ikke desto mindre, hvilket førte til, at han blev truet på livet og også måtte leve under politibeskyttelse. I modsætning til Westergaard nød Lars Vilks mindre respekt i Danmark, hvor hans bevæggrunde af mange ses som i det væsentlige provokerende, først og fremmest rettet mod at såre muslimer.

Den 14. februar 2015 arrangerede en gruppe omkring Lars Vilks en debat i København med titlen ”Kunst, blasfemi og ytringsfrihed”. Nogle så denne begivenhed som en upassende provokation, og publikum var fåtallig. Blandt deltagerne var den franske ambassadør François Zimeray, der opfattede dette initiativ som et bidrag til forsvaret af ytringsfriheden.

En terrorist bevæbnet med en automatisk riffel angreb forsamlingen og forårsagede en persons død og sårede flere andre. Angriberen, der var født i Danmark af forældre af palæstinensisk oprindelse, fortsatte senere på dagen sin vold ved at angribe den københavnske synagoge, hvor han dræbte en vagt. Han blev jaget af politiet og blev skudt og dræbt under en skudveksling. Disse angreb udløste en voldsom reaktion, hvilket førte til vedtagelsen af ​​flere og forstærkede sikkerhedsforanstaltninger.

Efter forslag fra Enhedslisten ophævede Folketinget i 2017 forbuddet mod blasfemi i straffeloven. Forslaget havde til formål at udvide ytringsfriheden til religiøse spørgsmål. Regeringen gennemførte en international undersøgelse og fandt, at en ophævelse blev anbefalet af FN og Det Europæiske Råd i ytringsfrihedens navn. Flere lande havde allerede gjort det uden at konstatere nogen negative virkninger. Det blev fremhævet, at der stadig var straffelovens § 266 b der forbød ord og handlinger med den hensigt at true eller fornærme en etnisk gruppe på grund af deres religiøse overbevisning. Efter denne undersøgelse besluttede justitsministeren (konservativ) at stemme for.

Alle politiske partier, med undtagelse af socialdemokraterne, støttede denne ophævelse. Den danske efterretningstjeneste (PET) advarede dog om mulige konsekvenser for den offentlige sikkerhed.

PET’s bekymringer blev hurtigt bekræftet. Rasmus Paludan var en dygtig jurist og havde indledt en lovende karriere som advokat. Men hans synspunkter udviklede sig i mere og mere ekstrem højreorienteret retning. Han grundlagde et politisk parti, som i 2019 var tæt på at komme over spærregrænsen. Sideløbende øgede han sine provokationer mod muslimer, idet han bevidst forsøgte at fornærme dem og blev dømt to gange for racistiske udtalelser (Straffeloven §266 b). Han organiserede regelmæssigt demonstrationer i bydele, der overvejende var befolket af muslimer, hvor han omtalte Koranen som “den store luderbog” og “homo islam”. Under disse sammenkomster skændede han åbenlyst Koranen: han spyttede på den, kastede den i jorden, opfordrede tilskuere til at urinere på den, før han brændte den.

Disse demonstrationer krævede en betydelig politistyrke for at garantere sikkerheden. Disse begivenheder udviklede sig ofte til optøjer efterfulgt af arrestationer, hvilket yderligere gav næring til sociale spændinger. De gentagne provokationer førte til dødstrusler og fysiske angreb mod ham, hvilket tvang ham til at bære en skudsikker vest.

Situationen tog en international drejning, da Paludan brændte en kopi af Koranen foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. Den tyrkiske regering blev stærkt fortørnet og besluttede at blokere forhandlinger med Sverige om medlemskab af NATO. Denne eskalering fik de danske myndigheder til at overveje muligheder for at sætte en stopper for hans provokationer uden at krænke principperne om ytringsfrihed og retten til at demonstrere.

Fjernelsen af ​​forbuddet mod blasfemi i 2017 komplicerede imidlertid opgaven, og genindførelse af ​​denne lovbestemmelse virkede ikke politisk attraktiv. I stedet ønskede man et mere direkte forbud mod handlinger af den art. Debatten var intens både i pressen og i Folketinget og udløste lidenskabelige reaktioner. Især kunstnere var stærkt imod ethvert forsøg på at begrænse ytringsfriheden, som de anså for uforenelige med et demokratisk samfund.

Meningsmålinger viste, at den danske befolkning i overvejende grad gik ind for et forbud mod provokerende handlinger rettet mod hellige religiøse tekster, med 50-59% for og 22-35% imod. Under indtryk af den offentlige mening og ud fra et ønske om at værne den nationale sikkerhed besluttede regeringen at lovgive. For at understrege vigtigheden af ​​dette initiativ blev forbuddet indarbejdet i straffelovens §110e, en paragraf, der retter sig mod offentlige fornærmelser mod en fremmed nation, dens flag eller andre symboler, og som straffes med op til to års fængsel. Den endelige tekst straffer ”den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift” med bøde eller fængsel i op til 2 år. I øjeblikket er 185 trossamfund anerkendt i Danmark.

Afstemningen om loven var præget af usædvanlige spændinger. Traditionelt kompenseres fravær af folketingsmedlemmer under afstemninger af clearingsystemet, hvor et fravær på den ene side opvejes af et frivilligt fravær på den anden side. I dette konkrete tilfælde nægtede oppositionen imidlertid at anvende denne praksis. Miljøministeren, der skulle repræsentere Danmark ved COP 28, var lige ved at måtte ændre sit program, indtil SF tilbød at lade et medlem blive hjemme. Lovforslaget blev vedtaget med 94 stemmer for og 77 imod. Loven trådte i kraft ved offentliggørelsen i slutningen af ​​2023.

Definitionen af, hvad der udgør “utilbørlig behandling” af en religiøs tekst eller genstand forbliver delikat. For at fortolke dette begreb er der givet eksempler i bemærkningerne til lovforslaget og i ministerens skriftlige svar på folketingsmedlemmernes spørgsmål. Handlinger som afbrænding, ødelæggelse, nedsænkning af en tekst i vand, udrivning af sider, tilsmudsning med mad eller andre stoffer anses således for at være utilbørlig behandling. Visse praksisser forbliver dog lovlige: at skildre en begivenhed, hvor en religiøs tekst brændes, hvis den er en del af et større kunstnerisk værk, at vise handlinger såsom afbrænding af Koranen som en del af mediedækningen af ​​aktuelle begivenheder samt at smide gamle bibler eller Koraner i skraldespanden, selvom det betyder, at de vil blive brændt i et affaldsforbrændingsanlæg. Opgaven med at definere de præcise grænser for forbuddet vil påhvile domstolene, et ansvar, der vil blive kompliceret og potentielt en kilde til debat. Tiltalerejsning kræver justitsministerens godkendelse.

Siden indførelsen af ​​den nye lov har pressen berettet om et antal sigtelser for lovovertrædelser. De ligger nu på ministerens bord til godkendelse af tiltalerejsning. Blandt de mest bemærkelsesværdige sager er et værk af kunstneren af ​​iransk oprindelse Firoozeh Bazrafkan. Hun er kendt for sin voldsomme modstand mod islam og blev allerede i 2013 dømt for racisme på grund af nedsættende bemærkninger om islam. Hun ønsker at trodse forbuddet ved at teste dets grænser og har skabt en installation i Folketinget (Ritzau, 25. november 2024), beskrevet som en slags puslespil og har spurgt justitsministeren, om dette arbejde udgør en lovovertrædelse. Den nøjagtige karakter af hendes arbejde er stadig ukendt, ligesom ministerens officielle svar.

Siden december 2020 har der været afholdt en debat over flere år i Folketinget på initiativ af partier placeret til venstre og højre uden for regeringskoalitionen. Motiveret af drabet på Samuel Paty og trusler mod en dansklærer for at vise Muhammed-karikaturer, foreslog de at øge sikkerheden omkring lærerne og samtidig tvinge lærerne til at vise eleverne karikaturer af Muhammed i undervisningen. Men i maj 2023 afviste regeringen endegyldigt denne idé med henvisning til potentielle risici for lærernes sikkerhed.

En retssag af en anden karakter er i gang. Straffelovens artikel 136, stk. 2, forbyder enhver der ”offentligt udtrykkeligt billiger” en terrorhandling. Efter angrebet udført af Hamas den 7. oktober 2023 mod civile i Israel, kondolerede Mette Frederiksen hurtigt over for den israelske ambassadør i Danmark, men da en journalist spurgte hende, om hun beklagede det palæstinensiske folks lidelser, afviste hun med ret klodsede bemærkninger, som udløste pro-palæstinensiske demonstrationer med bannere og kommentarer på internettet. Stillet over for denne udvikling bad hun den 9. november 2023 justitsministeren undersøge, hvordan politiet og anklagemyndigheden anvender denne paragraf til at forfølge offentlig (verbal) støtte til terrorisme. Retten til at demonstrere blev ikke anfægtet.

Ministeren videresendte denne anmodning til rigsadvokaten, hvilket blev set som en utvetydig opfordring til at iværksætte retsforfølgning. Historisk er det hierarkiske forhold mellem justitsministeren og rigsadvokaten blevet set som ret formelt og har ikke antastet anklagemyndighedens uafhængighed. Men i løbet af de seneste år har dette ændret sig, og aldrig før har en minister gjort det på en så direkte og åbenlys måde. Den nuværende rigsadvokat sagde ved sin udnævnelse, at han ville følge ministerens ordre (hans forgænger nægtede og blev fyret). Han bad derefter politiet om at samle relevante akter for at tage stilling til eventuel retsforfølgning. Siden er der afsagt flere domme.

Særlig én sag har tiltrukket sig opmærksomheden. En kvinde på 28 år skrev på Facebook under overskriften: ”7.000 børn døde i Gaza. Har vi set væk for længe?” Derefter skrev hun: ”Der har været krig i 73 år, men først NU slår Hamas for alvor tilbage. Med god grund! Det ville ethvert andet folk gøre.” I et andet opslag skrev hun, at ”det Hamas gjorde, var fuldstændig grimt.” Hun blev frikendt i byretten, idet retten fandt, at hun ikke havde forsæt til udtrykkeligt at billige terror. Den dom har anklagemyndigheden anket. Det må uden tvivl ses som udtryk for statsministerens ønske om en hård linje. Men forfølgelsen standsede ikke der. Efter politisk pres først fra Dansk Folkeparti og siden fra statsminister Mette Frederiksen har myndighederne (Familieretshuset) frataget hende statsborgerskab under henvisning til, at det blev tildelt ved en fejl. (Politiken 9.3.2025 og 5.6.2025 og Information 18.3.2025). Så langt går man nu for at begrænse ytringsfriheden. Søndag den 30. marts kan man så læse (Politiken), at rigsadvokaten erkender, at han har tilsidesat objektivitetsprincippet og anlagt for mange sager, da domfældelsesprocenten er utilfredsstillende lav. Reelt erkender han, at han har været for følgagtig, eller at han har været en dårlig jurist. Men det er vel at mærke domstolene, der har åbnet hans øjne for det.

I det senest lovforslag til indfødsret er et enkelt navn pillet ud, hvor ministeren vil undersøge nærmere, om ansøgeren virkelig lever op til ”danske værdier” og generelt lade det være en del af lovforberedelsen. (Politiken 5.6.2025). En mulig overtrædelse af Den europæiske Menneskerettighedskonvention betragtes af Indfødsretsudvalgets formand som en procesrisiko.

Hvor er vi med ytringsfriheden?

Institut for Menneskerettigheder offentliggjorde i juni 2024 en undersøgelse af 4.000 danskere. Resultaterne afslører, at 1 ud af 10 personer i løbet af det seneste år har afstået fra at deltage i offentlige protester, og 1 ud af 3 har undgået at udtrykke deres mening på sociale medier af frygt for repressalier. Denne adfærd vedrører hovedsageligt følsomme emner som religion, immigration, udlændinge eller endda ligestilling og diskrimination.

Tendensen er klar: Siden Muhammed-karikatursagen er ytringsfrihedens landskab i Danmark blevet forvandlet. Hvis et ønske om at kritisere eller provokere består, er det nu ledsaget af en vis grad af selvcensur. Samtidig har myndigheder gradvis indskrænket ytringsfriheden gennem bl.a. lovgivning. Indskrænkningerne er sket med i små skridt, men altid i en retning, der yderligere begrænser denne grundlæggende frihed.

”Vi kæmper for demokrati. Hvad Taleban kæmper for, er derimod svært at vide.” Nogenlunde sådan sagde Søren Gade, da han var forsvarsminister på et møde på Kastellet, hvor min VL-gruppe og en række officerer var gæster. Jeg blev nærmest rasende, og jeg vidste, at jeg ikke ville kunne bevare en neutral stemme, hvis jeg tog ordet. Men det snurrede inde i hovedet på mig. Var det ikke den situation, Danmark havde været i fra 1940 til 1945? Mon ikke de kæmpede for at smide besættelsesmagten ud? Efterfølgende har mange indset, at det næppe er muligt at indføre demokrati med våben. Anders Fogh Rasmussens falske analogi med modstandsbevægelsen for at begrunde vores krigsindsats er kvalmende: at vi har pligt til at gøre modstand mod dem, der truer demokratiet. Som om man kan sidestille modstandsbevægelsens ønske om at smide aggressoren ud med en overvældende krigsmagts indsats for at påtvinge et andet land sit syn på samfundsindretningen. Vestlige lande lægger altid til grund, at de har ret, og at de lande i den tredje verden, der er uenige, har uret. Det er det 21. århundredes version af det 19. århundredes kolonialisme, som undertvang mange lande med den kristne mission som åndelig bærepind. Vores kultur har altid evnet at begrunde sine uhyrligheder moralsk.