Forfatter: gle

I anden halvdel af syttenhundredeårene skete der en stor forandring. Før var sammenknytningen mellem mand og kvinde underlagt fornuften. Valget af ægtefælle var styret af stand og formue. Den besværlige kærlighed måtte komme i anden række. Forandringen blev drevet af flere ting. En af dem var Goethes roman Den unge Werthers Lidelser, hvor manden ikke får sin elskede. Hun følger fornuften og gifter sig med sin forlovede, hvorefter helten skyder sig. Det var en hyldest til kærligheden på trods af fornuften. Det nye var herefter at lade kærligheden få en større plads. Med tiden blev opfattelsen, at kærligheden skulle være enerådende ved valget af ægtefælle.

Det næste brud kom omkring 68-oprøret. Kærligheden havde efterhånden fået en så fremtrædende rolle, at den ikke nødvendigvis behøvede at være knyttet til ægteskabet. Men det forblev en drøm, ikke en realitet. Risikoen for at blive enlig mor udgjorde en markant hæmsko. Sikkerheden lå i ægteskabet. Skilsmisse var besværligt og ofte socialt uacceptabelt. Valget af ægtefælle skete derfor først efter et længere bekendtskab. Troede man på, at man kunne holde sammen resten af livet? Fejltagelser var smertefulde.

Det ændrede sig radikalt med p-pillen og den frie abort. Dermed ophørte ægteskabet med at være den trygge ramme for sex. Begrebet fri kærlighed opstod. Det blev af mange opfattet som endemålet og den fuldkomne lykkelige tilstand. Nogle vil mene, at det stadig er der, vi er. Men udviklingen er fortsat, fordi det frie kærlighed også blev forbundet med skiftende parforhold. Som en konsekvens lempedes skilsmissereglerne. Det, der før var drevet af kærlighed, blev erstattet af sex. Det seksuelle blev løsrevet fra kærligheden.

Den første krise kom med aids. Pludselig var fri kærlighed ikke længere den fuldkomne lykke. Da den krise blev mere eller mindre overvundet, blev det en tilbagevenden til normalen, troede vi.

Men noget synes forandret for evigt. Man kan se Tinder og andre lignende tjenester som et teknologisk redskab, som så mange andre nyskabelser. Men det er også et symptom. Det særlige ved pardannelse på Tinder er, at sex som regel opfattes som endemålet. Hvis parterne ikke går direkte til sex, men vælger først at mødes mere uforpligtende, kan det være, fordi man vil lære hinanden bedre at kende, men det er nærmest en prøveperiode forud for det egentlige. Parforholdets mål defineres som sex.

Tidligere lærte man hinanden at kende under studiet, på arbejdspladsen eller i klubben. Udviklingen gik fra kendskab til sympati til kammeratskab til kærlighed til sex – i eller uden for ægteskab. Nu skabes kontakten med henblik på sex. Det er der ikke nødvendigvis noget galt ved, men det afspejles i andre problemer. Når kærligheden ikke er drivkraften, hvad er det så, parterne er enige om? En mere eller mindre midlertidig nydelse? Det er et problem, som afspejles i ændringen af straffelovens bestemmelser om voldtægt m.m. Det er overfladisk at se disse ændringer som udtryk alene for en udvikling af beskyttelsen af kvinden. Det afspejler i højere grad en social udvikling. Når ægteskab og kærlighed ikke længere er den vedtagne ramme mellem kønnene, bliver det, der før var privat, pludselig et offentligt anliggende. Hvad er parterne enige om? Det bliver et kontraktsanliggende, som skal afklares, inden følelserne aktiveres. Samtykkeloven er blevet samlivets svar på aftaleloven fra 1917.

Wim Wenders har trukket sin film Falsche Bewegung tilbage efter at den 65-årige skuespillerinde Nastassja Kinski angiveligt i flere år har bedt ham om at fjerne en scene i filmen, hvor hun som 13-årig vises i bar overkrop og modtager en lussing. Eller ”topløs” som Information formulerer det for at lede tanken hen på noget erotisk. Scenen – som jeg ikke har set – skulle angiveligt vise en mand, der kommer ind i et mørkt rum og tænder lyset, hvor han så ser den delvis afklædte 13-årige pige, som han stikker en lussing, fordi han er skuffet over at finde et barn og ikke den kvinde, han søger. Selve tilblivelsen af scenen skulle angiveligt også være et overgreb, hvilket selvfølgelig er svært at danne sig en mening om nu. Wim Wenders siger undskyld offentligt og trækker filmen tilbage fra alle platforme.  I Information 12.6.2026 har Christian Monggaard nogle interessante betragtninger over forholdet til et ældre kunstværk, som den ændrede moral fordømmer. Skal scenen klippes ud eller filmen trækkes tilbage? Skal det oprindelige kunstværk i givet fald stadig være tilgængeligt for forskere osv. Det er en diskussion med Lone Nikolajsen, hvis synspunkt er entydigt: Nutidens moral går forud for kunsten. Scenen skal fjernes. Ingen af dem synes at overveje Wim Wenders motivation for beslutningen om at trække filmen helt tilbage. Det opfattes uden videre som en accept af den ændrede moral. 

Andre fortolkninger er imidlertid også mulige. Det kan være opportunisme: Valget kan være udtryk for et forsvar af hans kommercielle interesser i den øvrige produktion, som ellers risikerer boykot. En tredje tolkning er dog også mulig: Han finder ikke, at filmen var krænkende, dengang den blev optaget, og han kan ikke anerkende berettigelsen af den nye moralske fordømmelse. Samtidig ved han, at argumentet om, at det var en anden tid ikke vil blive accepteret. Man kan således forestille sig, at han på overfladen bøjer sig, men straffer Kinski og hendes ligesindede ved at fjerne filmen helt. Ikke økonomisk, for hendes indtægter i dag fra filmen er formentlig ubetydelige, men kunstnerisk. Derved demonstrerer han, at værket er hans, og at han ikke vil bøje sig.

Lad mig illustrere den tankegang med Courbets billede L’origine du monde fra det nittende århundrede, der viser skødet på en nøgen kvinde. Det var så forargeligt i datiden, at det gemtes i et herreværelse og kun blev vist frem for mandlige gæster. Hvis det var blevet vist frem offentligt, kunne man forestille sig, at der på tilsvarende måde var blevet stillet krav om ændring af værket for at skjule kønsdelene f.eks. ved at male et figenblad hen over. Dette krav om ændring af værket kunne måske gøre kunstneren Courbet så bedrøvet eller rasende, at han i stedet valgte at brænde billedet.

I dag hænger Courbets billede på Musée d’Orsay. Moralen har ændret sig, og vi anser det bare for god kunst. Modsat er det gået Wim Wenders film, der i sin tid blev anset for uproblematisk. Først nu vækker det forargelse at vise en pige på tretten år i bar overkrop, hvor pointen netop syntes at være, at hun ikke er et seksuelt væsen, fordi hun endnu er barn. I stedet bliver det nu en krænkelse at vise hende ”topløs”, fordi hun er et barn. Det siger måske mere om nutidens seksualisering af mindreårige end om datidens moral. Følelsen af krænkelse ved sådan en scene hører en senere tid til, hvor moralen har ændret sig. Denne ændring skyldes måske netop denne stigende seksualisering af stadig mindre børn i påklædning og i lege. Når en mindreårig pige sminkes og klædes ud som en voksen kvinde, bliver hun ”topløs”, når overdelen fjernes.

Ønsket om en revision af værket synes forbundet med den forestilling, at udviklingen af moralen betegner fremskridt. Men det giver ikke mening. Nutidens moral har begrebsmæssigt altid ret, uanset hvordan moralen var tidligere. Ellers ville det ikke være nutidens moral. Den opfattelse er sådan set ikke noget specielt for nutiden. Det særlige ved vores tid er kravet om at bedømme fortidens handlinger med nutidens moral ud fra den forestilling, at nutidens moral er ”mere rigtig”. Det er reelt en – uhistorisk – benægtelse af, at moralen nogensinde har været en anden, hvilket fører til, at de fortidige handlinger, som ikke passer ind i nutidens moral, er umoralske og derfor kan gøres til genstand for fordømmelse.

Tilbage til Wim Wenders. Lad os håbe, at værket ikke bliver destrueret, så man kan overlade det til fremtidens moral at afgøre dets tilgængelighed. Tingene går op og ned her i verden. Vi glæder os i dag over værker, som tidligere tider fordømte.

Hvad angår Nastassja Kinski, kan man spørge, om hun, der nu er 65 år, føler sig krænket. Og om hun følte sig krænket dengang. Efterfølgende løj hun sig ældre og dannede par med den 30 år ældre Polanski.

Da J.D. Vance holdt tale i Davos, sagde han, at Ukrainekrigen skyldtes, at Ukraine ville være med i Nato. Jeg er enig. Hvad han ikke sagde, var, at det var USA, der i 2008 i Bukarest insisterede på, at Ukraine skullle tilbydes at blive medlem af Nato. Rusland sagde njet, men USA havde vænnet sig til at ignorere Rusland.

Udviklingen har siden vist, at Europa ikke kan stole på USA som allieret. Som jeg desværre forudsagde – læs et gammel indlæg på denne blog (12. november 2017 Jeg frygter krigen) – så ville USA blive aggressivt og provokere krig. Jeg pegede endda på Trump, som den, der ville begynde. Det er det, vi ser nu. Toldkrig, Venezuela, Cuba, Iran. Hvad bliver det næste? En uberegnelig og stadig svagere stat er ikke en god allieret.

Den naturlige konsekvens for Europa må herefter være at smide USA ud af Nato og fjerne deres baser fra europakortet og finde en ordning med Rusland. Hvis USA ikke er Europas allierede, har Rusland ikke brug for Ukraine som stødpudestat, og så er vejen åben for fred. Og samarbejde.

Forestillingen om at Rusland af natur er aggressivt beror på amerikansk propaganda. Rusland er brutalt, ja. Som stormagt vil det udnytte sin styrke, ja. Men det er også rationelt, så samarbejde forudsætter, at Europa viser sig stærkt – økonomisk og militært. Det skal være ligeværdigt.

Da Konkurrencestyrelsen efter ti års indsats endelig fik afskaffet de faste bogpriser fuldstændig, udarbejdede den en rapport og gjorde status (DR 14.11.2013): ”De frie priser er en kæmpe gevinst for forbrugerne. … Nyudgivelser er steget markant, og forbrugerne mener ikke, at udvalget af interessante bøger er blevet mindre. Vi kan ikke måle kvaliteten i litteraturen, men det er blevet lettere at udgive den smalle litteratur, fordi internettet gør det nemmere at udgive bøger.” (Agnete Gersing direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)

Kulturminister Marianne Jelved: Rapporten underbygger fint den politiske beslutning om ikke at rulle de frie priser tilbage …”

Så nemt var det. En ren markedsbetragtning. Politikere i Danmark har – modsat Frankrig – ikke tradition for at skrive og læse skønlitteratur. Det med kvaliteten kan hverken Konkurrencestyrelsen eller ministeren bedømme. De Skønlitterære Forfattere udtalte: Vores forfattere siger, at de får flere afslag fra forlagene … det er mellemlaget af forfattere, det går ud over, og mellemlaget er en del af det reelle vækstlag (Inge Lise Hornemann). Boghandlerforeningen var på linje.

I Weekendavisen 6.3.26 er konsekvenserne af denne liberalisering beskrevet. Flere krimier, autofiktion og lettilgængelige bestsellere. Hvad er forsvundet? Mellemlaget, det reelle vækstlag, den gode fortælling. Hvad er den gode fortælling? Det er det, der ligger mellem avantgarden og triviallitteraturen.  Det er der, hvor stjerner fødes og enten slukkes eller stiger op. De skønlitterære forfattere havde ret i deres forudsigelse. Mellemlaget er forsvundet. At henvise til internettet var som at foreslå at så en hvedemark i Sahara.

Det er en udpræget dansk betragtning, at hvis noget kan gøres til en vare, der udsættes for konkurrence, så er det den mest effektive måde at nå en god løsning for samfundet. Det gælder øjensynlig også for litteraturen. Man husker Poulsgaard, der sagde, at Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet. Efter den tankegang bør man også lukke Operaen og sige til musikere og sangere, at de nok kan få en karriere på Bakkens Hvile eller i et omrejsende cirkus. Ikke et ondt ord om disse institutioner, men der er forskel. Men der er også forskel på trykte bøger i en boghandel og internettet. Ja, jeg vil endda sige, at det er uretfærdigt at sammenligne Bakkens Hvile med internettet.

Rosy Lett  – denne skifting i familien – er blevet kvalt. Min bror og jeg prøvede nænsomt at skubbe hende ud af reden. Det lykkedes ikke. Vi måtte tage fat om struben og presse, til hun blev blå i ansigtet og opgav ånden. Men det var ikke et mord som mange andre mord i litteraturen. Det var en henrettelse. Fred være med hende.

Rosy Letts korte liv var ellers uhyrligt nok. Hun blev født af et monster, der kalder sig Mofibo, der blev besvangret af den polyamourøse Algoritme og begyndte meget tidligt at skrive banale noveller, som hendes kunstige hjerne fostrede. Hun tilkendegav offentligt, at det ville hun fortsætte med. Hun lod sig afbilde i avisen og så egentlig meget sød ud. Hvis man ellers kunne tro på fotografiers evne til at gengive en persons indre, var hun også et godt menneske. Men det var falsk. Hun havde ingen sjæl. Ingen moral. Hun var kriminel helt igennem. Hun stjal med arme og ben fra andre forfattere. Vi var særligt udsat. Som en gøgeunge var hun trængt ind i vores familie. Et brud på privatlivets fred, stalking. Hendes forbrydelse måtte straffes. Under byretsdommerens strenge blik indvilligede hendes moder Mofibo og hendes far Algoritme: Døden. Intet mindre. Vi burde have lagt henrettelsen på nettet. Folk ville have svælget i det. Nu skete det diskret.

Hun efterlod en enkelt novellesamling, som blev makuleret. Det eneste minde om hende vil være en tilførsel i retsbogen og disse linjer. Glemsel bliver hendes skæbne.

Romaner er altid forsynet med en bagsidetekst. Jeg læser den aldrig. De er hensynsløse over for læseren og røber for meget. Det hænder, år jeg er halvt igennem en roman alligevel kaster et blik på den, og jeg bliver ofte overrasket og ret irriteret over at opdage, at den indeholder oplysninger om noget, som jeg endnu ikke er kommet til i læsningen. Hvilken uskik. Gennem læsningen ønsker jeg at følge forfatterens gradvise udvikling af historien. Det er hans valg af, hvilke oplysninger, jeg skal have på hvert stadium, jeg ønsker at underkaste mig. Han har jo en plan, og jeg ønsker at følge ham som min vejleder gennem det skatkammer, han har bygget op med sin tekst. Det bør forlæggeren ikke kortslutte og spolere. En bagsidetekst må gerne lokke, men ikke røbe. Forfatteren bør kæmpe som en løve for at forhindre, at forlæggeren forsynder sig mod det. Men det sker alt for tit.

Det er blevet moderne, at store forfattere takker diverse personer for deres bidrag og tilføjer, at resultatet aldrig var blevet så godt uden deres hjælp. Samtidig fremhæves det, at forfatteren alene bærer ansvaret for fejl og mangler. Det skal se ud som ydmyghed, men er det modsatte. I virkeligheden siger de, at de er helt opmærksomme på, at resultatet er fremragende, og at de derfor godt kan tillade sig at dele lidt ud af den overvældende ros, de vil modtage. Læseren vil udmærket forstå, at de ikke alene har ansvaret, men også æren. Man ser det også ved applausen efter koncerter, hvor dirigent og solist kappes om at fremhæve hinanden. Forventes det derimod, at kritikken vil blive hård, og at værket vil blive bedømt som middelmådigt, vil mange nok frabede sig at blive fremhævet. Så vil en tak i forordet kunne læses som en ansvarsfraskrivelse. Eller forfatterens tak kan læses som en anklage: Havde det ikke været for alle de dårlige råd og den tåbelige redaktør, var det blevet en god bog.

En mere ærlig tak kunne formuleres således:

Jeg takker dem, der har hjulpet med gode råd, men nævner dem ikke, da de ikke har ansvaret for, at resultatet ikke blev bedre, men kun for, at det ikke blev værre.

Lad mig begynde med at sige, at jeg er en stor beundrer af hans forfatterskab. Hans sprog, hans intrige. Så hørte jeg radioudsendelsen, hvor han taler om den forskellige reception af hans forfatterskab i Danmark og Frankrig. Hvad angår Danmark, så var hans analyse meget overbevisende. For elitær for den almindelige læser og for banal for de finkulturelle. Jeg hørte Lars Bukdahl i Dansk Forfatterforening omtale det netop med den finkulturelle foragt. Hans bøger var kitsch. Hvad angår modtagelsen i Frankrig, tror jeg begejstringen hænger sammen med, at han rejser eksistentielle spørgsmål. Det kan danskere ikke særlig godt lide. Jeg har selv en stærk tilknytning til Frankrig og advarer tit franskmænd imod at diskutere eksistentielle spørgsmål med danskere. Et komisk eksempel var et interview i Information med Michel Houellebecq, hvor han spurgte de to danske journalister, om de troede på Gud. De gengav meget åbenhjertigt deres ubehag ved at svare på det spørgsmål. I Danmark er det stort set kun teologer, der er villige til at tale om det religiøse. Andre opfatter det som en privat sag. De bliver vrede eller som de to journalister forlegne.

Jens Christian Grøndahls egen ret nye overgang – ja, det kan man vel godt kalde det – fra ateismen til kristendommen udtrykker han meget overbevisende og smukt. Jeg tror, mange vil føle sig tiltrukket og inspireret af den måde, han formidler sine tanker på. Det ligger i tiden. Det svarer lidt til det Éric-Emmanuel Schmitt skriver, at han oplevede. Han modtog en egentlig åbenbaring. Han er jo også katolik. Peter Bastian gik også den vej, selvom hans situation nok var en anden. En bevægende historie i sig selv. Han var syg og vidste, han skulle dø, og den kvinde, han traf, var kristen og trøstede ham. Jeg har det kun fra avisen. Ham er jeg også en stor beundrer af. Der er ingen tvivl om, at vi som mennesker har brug for holdepunkter. Selv har jeg i vanskelige tider søgt støtte og trøst hos Seneca, og hvis det var helt galt hos Epiktet. Når man læser Villy Sørensen oversættelse af tre bøger af Seneca, føles han som en samtidig. Den øvrige del af hans værk må man læse i mere knudrede oversættelser. Han er så menneskelig, fordi han helt åbenlyst satte pris på sin rigdom og livets goder samtidig med, at han hele tiden var klar over, at han når som helst kunne miste alt, hvilket han også gjorde til sidst. Kejseren befalede ham at begå selvmord, og han skar sine pulsårer over.

Meget af stoicismens tankegods afspejles vel i kristendommen. Jeg interesserer mig meget for kristendommen både lutheranismen, calvinismen og katolicismen, og det kristendommen betyder for mennesker. For den betyder og har betydet meget. Det prøver jeg at afspejle i det, jeg skriver, men jeg har aldrig følt mig personligt tiltrukket af det.

Kammeradvokaten er formentlig Danmarks største advokatvirksomhed og blandt de mest velindtjenende. Der synes ikke at være grænser for de opgaver, som staten beder kammeradvokaten om at løse. Kernen i embedet var oprindeligt at føre retssager for staten. Dertil kom udtalelser om juridiske spørgsmål – de såkaldte responsa. I dag synes kammeradvokaten at fungere som en skraldespand for alt, hvad staten ikke vil tage ansvaret for at løse. Dertil kommer, at institutionen er blevet så stor, at det ikke forekommer oplagt at lade den fungere som privat virksomhed.

Danmark er så vidt vides det eneste land, hvor funktionen stadig varetages af et privat firma. Både Holland og Norge har forladt den model. En tidligere statsminister kommenterede muligheden af at omdanne det til en statsinstitution sådan: ”Det kan der ikke være tale om. Jeg sætter pris på kammeradvokatens uafhængighed.” Selvom det var et svar i en uformel mundtlig drøftelse, viser det en opfattelse, som synes afspejlet i statens brug af kammeradvokaten: som en af staten uafhængig institution. At betegne kammeradvokaten som uafhængig viser imidlertid en fundamental fejlopfattelse. Et advokatfirma, der har en dominerende klient i sin portefølje, som staten er det i kammeradvokatens portefølje, er ikke uafhængigt. Der er ikke offentliggjort oplysninger om, hvor stor en del af kammeradvokatens indkomst, der kommer fra staten. Hvis indtægten fra konkursboer, hvor staten som kreditor har peget på kammeradvokaten som kurator, skal indgå i opgørelsen, vil jeg skønne det til at være over 90 %. I min egen tid som advokat, var min regel, at en klient ikke må fylde mere end fem procent i firmaets indtægtsgrundlag. Uafhængighed forudsætter, at man kan sige fra, og at man ikke af økonomiske grunde fristes til at være følgagtig. Det er ikke afgørende, om man rent faktisk er følgagtig. Det afgørende er, om de faktiske forhold er sådan, at man kan komme i berettiget tvivl. Hvis den tvivl på grund af statens dominerende omfang i klientporteføljen først kan opstå, kan man ikke betegne kammeradvokatens udtalelser som uafhængige vurderinger. Det er vel netop det, der er tilfældet. Troværdigheden som upartisk institution forsvinder, og dermed smuldrer troværdigheden af kammeradvokatens udtalelser og vurderinger.

Der har været en del debat om kammeradvokatens monopolstilling som statens advokat. Det kan være båret af et ønske om at skabe priskonkurrence om advokatarbejdet for staten. Man har talt om at fordele statens sager blandt flere advokatfirmaer. Det var næppe helt gennemtænkt, og den medfart, som Bech-Bruun for nylig fik i Højesteret for at have tilsidesat habilitetskravene i en sag for staten på skatteområdet, gør det ikke fristende for andre advokatfirmaer at påtage sig tilsvarende sager. Når man læser dommen, kan man få det indtryk, at resultatet var oplagt, men man skal huske, at domme skrives for at begrunde resultatet.  Imidlertid er det mindre væsentlig, om sagen faldt ud til den ene eller anden side. Bech Bruun havde gjort sig betydelige anstrengelser for at afdække mulige interessekonflikter, men blev alligevel dømt for overtrædelse af de advokatetiske regler. Få vil herefter have lyst til at løbe risikoen. Der er ikke den store appetit på at få staten som klient, fordi statens interesser ofte er i konflikt med de interesser, som man ellers varetager for erhvervsklienter. Staten på sin side har behov for en rådgiver, som ikke risikerer at komme i interessekonflikt. En spredning af sagerne på flere advokatfirmaer er derfor ikke en løsning.

Der er dog en enkelt undtagelse, når det gælder håndtering af statens krav som kreditor De kan ligge hvor som helst. Der er ikke et behov for et firma særligt knyttet til staten til at løse den opgave. Der er ikke nogen særlig risiko for interessekonflikt i de sager, som går ud over, hvad et advokatfirma ellers skal håndtere. Det kan omvendt være et problem, at disse sager ligger hos kammeradvokaten. Da flere banker i finanskrisen gik ned, varetog kammeradvokaten statens kreditorinteresse og indtrådte som kurator. Finansiel Stabilitet måtte herefter se til anden side efter advokater til at føre de mere principielle sager mod de tidligere bankledelser. De blev fordelt på flere firmaer. Udefra set syntes det at give problemer med at lægge en linje i modsætning til kammeradvokatens vellykkede orkestrering af selskabstømmersagerne. Det hævdes undertiden, at staten også er begyndt at sprede disse konkurssager mere ud, men det har være halvhjertet og har kun omfattet de små krav. Kernen ligger stadig hos kammeradvokaten.

Bortset fra disse inkasso- og konkurssager har staten grundlæggende to behov. Behandling af retssager, afgivelse af juridiske udtalelser (responsa). Her vil en statsansat kammeradvokat være en naturlig løsning på uafhængighedsproblemet. Retssagerne er ikke det største problem, men de juridiske udtalelser forudsætter fuldstændig uafhængighed. Spørgsmålet bliver da, hvordan han skal udnævnes, så uafhængigheden består. En kammeradvokat udnævnt af justitsministeriet eller finansministeriet er ikke en løsning. Man har set, hvordan selv rigsadvokaten som chef for anklagemyndigheden åbenlyst underlægger sig regeringens ønsker senest i den nidkære forfølgelse af udtalelser, der påstås at hylde terrorvirksomhed. En løsning kunne være, at lægge udnævnelsen ind under domstolsstyrelsen. Derved kan man opnå samme uafhængighed, som domstolene har. En sådan kammeradvokat kan fungere som statens rådgiver uden risiko for tvivl om uafhængigheden.

Et af det vigtigste krav til en advokat er uafhængighed både retligt og faktisk. Statens portefølje dominerer fuldstændig kammeradvokatens kæmpestore firma og uafhængigheden er gået fløjten. Der er behov for en uomgængelig uafhængig juridisk autoritet til levering af advokatydelser til regeringen og statsforvaltningen. Derfor bør kammeradvokaten omdannes til en statsinstitution med samme uafhængighed som domstolene.

Bodil Skovgaard Nielsen skrev den 17. oktober interessant om, hvordan danske forfattere i meget vidt omfang tager udgangspunkt i miljøer på Forfatterskolen og litteraturstudiet. Det er en betragtning, der peger på et vist indadvendt snæversyn hos forfatterne. Men det kan vendes om, for hvem der, der bestemmer, hvad der udgives?

Det er en diskussion om hønen og ægget.

Er det forfatterne, der uden videre frit vælger deres stof? Der er ingen tvivl om, at det er et håndværk at skrive en roman, og det giver derfor god mening, at forfatterspirer søger ind på Forfatterskolen.

Men hvad lærer de der? Al undervisning er i et eller andet omfang ensretning. En underviser har nødvendigvis en mening om, hvad der er god litteratur. Denne ensretning præger både, hvem der bliver optaget og hvad de lærer. Det er ikke en anklage. Det kan ikke være anderledes. Er det så Forfatterskolen, der ensretter forfatterspirerne til at kredse om deres eget lille univers? Hvem er det, der underviser på Forfatterskolen?

Eller er det forlagene, der styrer, hvad der udkommer? De har hånden på kogepladen, for de skal investere i udgivelsen i håb om, at få overskud gennem salget. Hvem er det på de store forlag, der udvælger den skønlitteratur, der skal udgives?

Eller er det anmelderne, der påvirker forlagene. Hvilke bøger blandt de enorme mængder, der udgives, vælger de at anmelde? For nogle år siden hævdede Katrine-Marie Guldager, at anmelderne prioriterer formen frem for indholdet, hvilket blev kædet sammen med spørgsmålet, om hvorvidt anmelderne har en ensartet baggrund i litteraturstudier.   

Det er fristende at folde perspektivet ud og spørge, om der er en lige vej fra Forfatterskolen til forlagene til anmelderne. Med andre ord: Er der et netværk, der forbinder de tre aktører i litteraturen, som man lidt uvenligt kunne kalde et parnas?