Forfatter: gle

Det er en mærkelig diskussion, der foregår i Politiken mellem professor Stjernfelt (16.4) og professor Brinkmann (19.4) om religionens og ateismens sande væsen. Kirkelige kredse har gennem tiden moret sig over, at man kan stifte noget så naturstridigt som Ateistisk Selskab. Hvordan kan en ikke-tro udgøre en sag, man vil kæmpe for. Det får den til at ligne en tro. Georg Brandes ville næppe have meldt sig ind i den forening. Brinkmann derimod insisterer på at bruge termen religion om det ubetingede som næstekærlighed, fordi det henhører under det, som vi ikke får nogen gevinst af. Det er en almindelig antagelse, at næstekærligheden er noget særligt kristent og derfor med rette kan betegnes som noget religiøst. Det er næppe rigtigt. Den græske tragedie ”De bønfaldende” af Aischylos, som i en nyoversættelse burde hedde ””Asylansøgerne” viser, at næstekærligheden som fænomen er førkristen. I det hele taget synes Jesu tanker at afspejle den græske filosofi navnlig stoicismen. Læser man stoikerne har man ikke brug for religiøse kategorier. Det gælder den hårde version hos Epiktet såvel som den bløde version hos Seneca. Begge steder lærer man at opnå sindsligevægt ved at hæve sig over livets urimeligheder, og begge kan læses som et ikke-spirituelt sidestykke til de spirituelle evangelier.

Det er rigtigt, som Brinkmann anfører, at næstekærligheden ikke er begrundet i egennytte. Ellers er det ikke næstekærlighed; men det gør det ikke til noget underfundigt overmenneskeligt. Det samme gælder begreber som tilgivelse og det at opfylde de dødes ønsker. Det hæver os over det instrumentalistiske, som er fremherskende i tiden som f.eks, at man skal behandle sine medarbejdere godt, fordi det får dem til at fungere bedre, hvilket øger virksomhedens overskud. Det er netop ikke næstekærlighed. Brinkmann kalder næstekærligheden undernaturlig. Det er et uklart og unødvendigt begreb. Man kunne sige, at man skal gøre det gode uden ydre grund. Ikke fordi det tjener noget formål, men fordi jeg herved lever i overensstemmelse med mig selv. Fordi min selvrespekt kræver det. Det er let at forbinde med begreber som ansvar, vilje og pligt. Ansvaret og pligten over for en selv og deraf viljen til det gode over for medmennesket (i modsætning til ansvar og pligter over for arbejdsgiveren eller medkontrahenten, som ikke bunder i moralen, men i juraen).

Begrebet ”det gode” er filosofisk set en underlig størrelse. Det gode er ikke en kvalitet ved handlingen og siger ikke noget om handlingens egenskaber eller kvaliteter. Når man siger, at handlingen er god, betyder det blot, at vi bedømmer den positivt. Men det er netop pointen her. Det giver mening, da moralen som Kierkegaard påpeger er bundet til den tid, vi lever i og derfor relativ. Vi kan kun handle efter vores egen opfattelse af det gode i relation til den moral, som er vor tids moral. Men når vi gør det, er det ikke under henvisning til noget eksternt eller nogen religiøs kategori. Det er forudsætningen for vores selvrespekt. For at leve i overensstemmelse eller i harmoni med sig selv. Den klassiske forestilling om ateisten som amoralsk har misforstået den pointe. Moralen bærer vi på, hvad enten vi er religiøse eller ej.

Om Gud eksisterer, diskuteres sjældent i Danmark. Det er en kendt sag, at der er ting, der unddrager sig vores erkendelse. I gymnasiet spurgte jeg min fysiklærer, om man kunne forestille sig, at der fandtes noget uden for verdensrummet. Det kunne man godt, sagde han; men det er uinteressant, for vi kan ikke erkende det. Det var fysikeren, der talte i overensstemmelse med moderne erkendelsesteori. Alligevel pirrer det vores nysgerrighed, hvad der findes bag verdens skabelse. Hvad var der før og uden for Det store Brag. Dette uerkendelige kan henvises til en religiøs kategori – forestillingen om en gud som primus motor. Herved bliver Gud blot et navn for det uerkendelige. Alternativt kan man indskrænke sig til at sige som min fysiklærer, at vi ikke ved noget om det.

For mig går den egentlige grænse til det religiøse ved spørgsmålet, om man som menneske står i forbindelse med noget uden for sig selv; noget metafysisk, som man passende kan kalde guddommeligt. Det er vitterlig en smuk tanke, som man ikke bør bekæmpe med foreninger som Ateistisk Selskab. Som bekendt har denne tanke historisk ført til åndsformørkelse, intolerance, udnyttelse, undertrykkelse og mission,- ydre og indre – som man derimod ikke kan sige noget godt om, og som der er al mulig grund til at bekæmpe, uanset om man er religiøs eller ej.

Da jeg holdt et foredrag om min roman ”En uendelig affære”, der er inspireret af mit skoleophold i Frankrig, var forfatteren Egon Clausen blandt tilhørerne. Han spurgte, hvorfor jeg ikke havde skrevet bogen som non-fiction: ”Mænd gider ikke læse fiktion.” Jeg tænkte, at en kvindelig læserkreds er helt i orden for mig. Jeg sagde, at fiktionen kan noget, som non-fiction ikke kan. Den kan opbygge en handling, som angår os alle. Jeg henviste til Aristoteles Poetikken. Læseren skal kunne identificere sig med romanens helt. Helten træffer en fatal beslutning, hvor læseren tænker: ”Det kunne være mig. Mon ikke, det ender galt?” Beslutningen indleder et fatalt forløb, der ender i en katastrofe, som fremkalder læserens medlidenhed, samtidig med at han tænker: ”Godt, det ikke er mig.” Aristoteles kalder det katarsis. Hans tekst er på det punkt lidt uklar; men vi kender godt denne afklarede følelse, når vi forlader en biograf: Filmen endte sørgeligt, men alligevel efterlader den os med en følelse af forløsning.

Men i moderne litteratur er fiktionen kommet på speed. Den skal angå virkelige mennesker eller virkelige begivenheder, for læseren kræver nu også autencitet: ”Var det virkelig sådan, det skete?” Det giver naturligvis et problem, for virkelige begivenheder er sjældent opbygget efter en velfungerende dramatisk model. Men elementerne kan være effektive byggeklodser. Forfatteren bruger disse byggeklodser og rykker lidt rundt på kendsgerningerne. Overfortolker nogle og undertrykker andre og siger: ”Det var sådan, det skete, men det er en roman. ”Det minder om en varedeklaration, jeg så på en tobakspakke fra besættelsen: ”Cerutterne er fremstillet af de bedste råvarer, der kan fremskaffes.” Forfatteren kunne have sagt: ”Jeg har holdt mig så tæt på sandheden, at det ikke ødelægger historien.” Det kunne Alex Schulman have sagt om sin roman ”Brænd alle mine breve”, der handler om hans farmors uforløste og livslange kærlighed til Olof Lagercrantz. Kulturskribenten Lappo Lapin har gennemgået romanen i tidsskriftet Kvartal og mener med 102 kildehenvisninger at have påvist, at den ikke er sand og spørger, hvor Alex Schulman ikke bare siger, at historien er noget, han har fundet på i stedet for i interviews at tale om romanen som om den er sand. Schulman svarede: ”Jo, det skyldes, at den faktisk også er sand. Virkelig sand ind i sjælen…” (Gengivet efter Carsten Andersen Politiken 8. april 2023). I bogen indrømmer han, at han har digtet og byttet om på kronologi. Så hvorfor disse krumspring?

Tiden synes at efterspørge ”den sande historie”. Først offerfortællingerne. Så biopics. Læserne vil have de rigtige navne og følelsen af den rigtige historie. Bogens oplag ville formentlig kun have været en tiendedel, hvis den var skrevet med fiktive navne uden krav om sandhedsværdi. Skyldes det en svækket evne til indlevelse i fiktive personer? Eller er det bare drevet af det, som man i andre sammenhænge ville kalde fascinationen af sladder?

Men balladen om Schulman fortæller os, at forfatteren er sårbar over for konfrontationen med sandheden. Romanen med de rigtige navne og tvivlsomt krav på sandhedsværdi sluger vi begærligt, men bliver skuffede, når sandheden – den rigtige – afsløres.

Det er tankevækkende, at Mette Frederiksen villigt undskylder for behandlingen af godhavnsdrengene, grønlænderbørnene og senest mennesker i særforsorgen. Alt sammen ting, som hun ikke har ansvaret for. Undskyldninger af den art er som falske penge: De ser flotte ud, men de er ikke noget værd. De ting derimod, som hun vitterlig har ansvaret for, såsom minkskandalen og FE-skandalen, drømmer hun ikke om at undskylde.

I sammenligning er Lars Løkke Rasmussen et eksempel til efterfølgelse. Han ville ikke undskylde for behandlingen af slaverne i Vestindien, for han havde ikke ansvaret; men han ville gerne beklage.

Uagtet eller desuagtet. DIsse to ord lider ofte en krank skæbne selv hos gode sprogbrugere. Brugen kan belyses med eksempler:

Uagtet de er gode sprogbrugere, går det ofte galt.

De er gode sprogbrugere: Desuagtet går det ofte galt.

”Des” kommer således ind som en henvisning til den foregående sætning.

Hvordan ville det ikke gå med et ord som formedelst og desformedelst. Men det er længe siden, jeg har set nogen bruge dem.

Det er mærkeligt at følge den litterære debat i Information om klassekamp som noget, hvor man skal vælge side, hvad enten klasserne defineres af penge, kultur eller køn. Det bliver let mere politisk end litterært og facit synes givet på forhånd: Det er synd for nogen. Hvis de ikke lige hænger politikerne ud, tager politikerne dem til sig som argumenter for deres sag. Jeg venter spændt på, hvornår der er en forfatter, der synes, det er synd for den hvide heteroseksuelle kultiverede og økonomisk uafhængige mand. Men måske er den skrevet eller tæt på. Jens Christian Grøndahl Fra i nat sover jeg på Taget handler om en mand, der skrottes først af ungdomskæresten og siden af konen og datteren. Han har de forkerte holdninger, hvilket symboliseres ved, at han bliver uhelbredeligt syg. Så dukker ungdomskæresten op og indtager en plads som åndelig sygeplejerske i den smule liv, han har tilbage. Jeg kan ikke lade være at tænke på Bunuel Dagens Skønhed, hvor forholdet mellem ægtefællerne først falder på plads, efter at konen har frigjort sin seksualitet uden for ægteskabet, og manden er blevet invalid.

Det siges, at når en rotte bliver trængt op i en krog, bliver den aggressiv og angriber. Vi overvejer måske derfor, om det er en god strategi at trænge den op i en krog. Det gør vi ikke, fordi vi har sympati med rotten; men fordi vi finder strategien uhensigtsmæssig. Andre fremgangsmåder kan også virke. Gift f.eks.

Hvis vi lader Rusland være rotten i vores eksempel, kan man på samme måde spørge, om det var en hensigtsmæssig strategi fra USA’s side at udvide grænsen for NATO helt op til Ruslands grænse og i april 2008 at tilbyde Ukraine medlemskab af NATO. USA brød sig jo ikke om, at Sovjetunionen stillede raketter op på Kuba (selvom de umiddelbart forinden selv havde stillet raketter op i Tyrkiet; men sådan er der så meget). Frankrig og Tyskland kunne godt se det uhensigtsmæssige i det tilbud og fik held til at dæmpe ambitionerne en smule; mens Danmark som EU’s mest USA-begejstrede land helhjertet sluttede op om USA’s tilbud.

Jeg siger udtrykkelig Rusland og ikke Putin, for Putin personificerer ikke landet, selvom han er diktator. Professor Alf Ross lærte os, at selv diktatorer ikke virker i et tomrum. De omgives af lag i befolkningen, der støtter dem. Ellers ville de blive afsat. Når jeg siger Rusland, er det naturligvis ikke det samme som den russiske befolkning. Rusland som sådan er ikke en naturlig fjende af Europa. Personlig er jeg en stor beundrer af russisk kultur og håber på en mere fredelig sameksistens.

Det blev naturligvis ikke bedre af, at Ukraine således opmuntret indførte en beslutning om optagelse i NATO i deres grundlov.

Men havde vi reelt noget valg, når Ukraine nu ønskede det? Kan vi bare overlade dem til Ruslands forgodtbefindende? Dertil er at sige, at de nok ville have haft det bedre med en finlandisering end med det nuværende ødelagte land for slet ikke at tale om de mange meningsløse tab af menneskeliv. Allerede John Mearsheimer (1993) og Huntington (1996) bemærker, at Ukraine stod til at komme i konflikt med Rusland enten af militærstrategiske eller kulturelle årsager. Den lange fælles grænse er set med Ruslands øjne sårbar. Hvad kan vi andre gøre ved det? Vi kan jo ikke flytte landet et andet sted hen på kloden.

Nu står Vesten i den situation, at vi må overveje, hvor langt vi vil gå ned ad den vej, der fører til en mere og mere voldsom krig i Ukraine. Risikoen, for at den kommer ud af kontrol, stiger. På et tidspunkt bliver Vesten nødt til at presse Ukraine ind i en fredsforhandling. Og EU bør presse USA til at opgive sit vidtgående krigsmål om at svække Rusland varigt. Det har de jo allerede selv sørget for. Det bliver næppe bedre, fordi Ukraine på det tidspunkt måtte stå stærkt på slagmarken. Den kloge Henry Kissinger har for længe siden givet formlen: status quo ante bellum. Jo længere tid, der går, desto sværere bliver det. Desto flere elementer kommer i spil. En del af løsningen kunne være at Ukraine giver afkald på medlemskab af NATO. Det svære bliver utvivlsomt de østlige territoriers  og Krims fremtidige status.

De to ord vægre og værge har de samme bogstaver. Blot bytter r og g plads. Ligheden er formentlig årsagen til at mange blander dem sammen. Det kan måske også skyldes, at de begge bruges om situationer, hvor man forholder sig til en trussel jfr. nedenstående eksempler.

Men de betyder faktisk to forskellige ting.

De er begge to refleksive, dvs. at de står i forbindelse med ”sig”.

At værge sig betyder at forsvare sig. F.eks. jeg værger med mod hendes uberettigede angreb ved at forlade lokalet. Vi kender også ordet værgeløs dvs. forsvarsløs.

At vægre sig betyder at vise uvilje. Man vægrer sig ved noget. F.eks. jeg vægrer mig ved at indlede mig i diskussion med hende, fordi hun altid overfuser mig.

Putin synes at ville gøre det, som Saddam Hussein også ville: sælge energi i en anden valuta end dollar. Onde tunger vil vide, at det var den egentlige årsag til USA’s angreb på Irak. Der er, som jeg forstår det, to ting, der betinger USA’s verdensdominans: En overvældende mængde militært isenkram – og dollaren.

Det særlige ved dollar er, at en stor del af dem USA giver ud ikke vender tilbage. Historien om Salvador Dali kan forklare pointen: Når han gik på restaurant, betalte han med en check. Men inden han afleverede den, udstyrede han dem med en lille tegning. Det blev restauratøren så glad for, at han ikke nænnede at indløse checken. På den måde lavede Dali sine egne penge. Når USA køber ind, forbliver mange af deres dollar også ude i verden. USA har så at sige betalt med en fordring, som aldrig indløses. De cirkulerer. Finansmarkedet i London blev efter sigende skabt af såkaldte eurodollar. Denne egenskab ved dollar giver USA en enorm købekraft, der langt overstiger landets reelle økonomi. Hvis alle disse dollar vendte tilbage, ville USA’s økonomi komme i vanskeligheder.

Ingen andre valutaer har disse magiske egenskaber. Danske kroner, der gives ud, vender lynhurtigt tilbage. Der er ikke noget at bruge dem til andre steder. Men dollar bruges bl.a. til at handle energi. Da Hussein derfor ville forlade dollaren, var det en trussel. Ideen kunne jo brede sig, og nogle hævder som nævnt, at det var den egentlige årsag til krigen.

Dollarvåbnet er også magtfuldt på andre måder. Det er ikke kun olie, der handles i dollar. Dollar er rygraden i det internationale bankvæsen. At udelukke en bank fra at handle i dollar er det samme som at lukke den. Hvis USA’s myndigheder forbyder en bank at handle i dollar, kan den ikke få adgang til det amerikanske banksystem og dermed dollarhandel. Derfor er amerikanske sanktioner så effektive.

Dernæst foregår så godt som alle internationale bankoverførsler via Swift, som USA også råder over. Det mærkede en dansk forretningsmand, da han købte et parti cubacigarer i Hamborg. Hans betaling i euro gik via Swift, og de amerikanske myndigheder snuppede pengene. Betalingen stred mod USA’s sanktioner mod Cuba. Søvndal var udenrigsminister på det tidspunkt og sagde blot, at det kunne han ikke gøre noget ved. Det er de store i skolegården, der fastsætter reglerne.

Da Trump trådte ud af aftalerne med Iran og genindførte sanktioner, havde resten af verden ikke noget valg. Selvom EU tillod fortsat handel med Iran, kunne internationale firmaer med forretning i USA ikke risikere at trodse de amerikanske sanktioner.

Med kontrollen over internationale betalinger og et stigende antal ekstraterritoriale love styrer USA i stigende grad verden. Senest mærkede Danmark det, da danske havne blev pålagt sanktioner, hvis de lod skibe, der arbejdede på Northstream 2, anløbe. Siden blev sanktionerne hævet mod diverse tyske løfter til USA.

Det var scenen, som den så ud, da Rusland invaderede Ukraine, og en bølge af sanktioner fulgte. Til USA’s irritation støttede Kina og Indien ikke de amerikanske (og europæiske) sanktioner. I det seneste nummer af Ræson kan man læse de realpolitiske begrundelser for det. Men jeg vil et andet sted hen.

I Information 4. juni redegjorde en hollandsk historiker Mulder for, at der ikke findes eksempler på, at sanktioner har fået en stormagt til at ændre adfærd i retning af det, som de sanktionerende stater eller internationale organisationer ønskede. Hvad er da værdien af sanktioner – ud over en selvtilfreds følelse af moralsk godhed? Som det har været påpeget, er den langsigtede virkning af sanktioner en opdeling af verden. Den nuværende hybridkrig på sanktioner har ingen slutdato. Jo længere den varer, desto mere vil de ramte lande indstille sig på dem og opbygge alternative systemer. Det spændende spørgsmål er, om USA derved skyder sig selv i foden, dels ved at flere lande går væk fra dollar, dels ved at der opbygges alternative systemer til Swift. Navnlig Kina kunne have viljen og evnen til det. Rusland, Indien og Iran kunne melde sig i klubben. Så har vi en situation, som kan true USA’s magt. Det er måske en mere oplagt causa bellum for USA end Taiwan. En sådan krig skal naturligvis have en udløsende årsag, som folk kan have sympati for. Ligesom med Tonkinbugtaffæren i Vietnam og masseødelæggelsesvåbnene i Irak kan man sikkert finde et påskud, som Vesten bakker op om. Det kan være Taiwan. Ingen taler længere om Shanghai-deklarationen, hvor USA anerkender Taiwan som en del af Kina. Tværtimod lægger Joe Biden op til at ville forsvare Taiwans selvstændighed. Det gentages regelmæssigt. Så er det hele meget enkelt. Man kan fingere et kinesisk angreb på Taiwan, så man får verdensopinionen (i Vesten) på sin side. I den retning har amerikansk propaganda altid været uovertruffen. Det, der kendetegner god propaganda er netop, at den ikke opfattes som propaganda – af den frie presse. Uden opinionen i ryggen kan et demokratisk land ikke føre krig. Jeg husker endnu Colin Powel, da han på fjernsynet pegede på nogle utydelige klatter på et foto og hævdede, at her kunne man selv se de irakiske masseødelæggelsesvåben. Tonen var dramatisk, ja eksalteret og øjnene insisterende. Der skulle oppiskes en stemning. Det lykkedes. Nogle år senere bekendte han, at han – efterfølgende – havde indset, at han havde taget fejl. De utydelige klatter på fotoet var alligevel ikke masseødelæggelsesvåben. Den frie og kritiske presse tog hans ord for gode varer. Både første og anden gang. Han er virkelig en pæn mand.

Der er derfor rigelig grund til at være bekymret. Jeg tænker på George Orwell 1984, som jeg læste engang i tresserne, hvor tre resterende stormagter i verden til stadighed førte krig mod hinanden i skiftende konstellationer. Er det der, vi er på vej hen? USA har løbende afviklet internationale nedrustningsaftaler. Oprustningen er i fuld gang. USA er vores venner. Rusland, Kina og nogle flere er vores fjender. Lige så lidt som borgeren i 1984 forstår vi, hvorfor Kina var ven i går, men fjende i dag. Vi var naive, hedder det. Kina har hele tiden haft skumle hensigter. Hvor er det dejligt, at vi hele tiden kan blive belært og blive klogere.

I Bines familie handler en af de faste historier om den rejse, hendes farfar og farmor foretog i midten af trediverne. Turen gik til Italien sammen med vennen maleren H.A. Brændekilde og hans kone og nogle flere De var vist omkring otte i alt. Der er noget eventyrligt over den rejse, for de var ikke særlig velhavende. De annoncerede efter en barneplejerske til at passe de fire børn, hvor den yngste lige havde lært at gå, tømte deres sparebøsser og tog afsted og var væk i henved tre måneder. De boede en tid i Sorrento. Der er gode billeder fra turen, og Bine fik den ide at besøge hotellet, som hun mente at kunne genkende fra fotografierne. Vi havde desværre ikke tænkt på at tage billederne med. Hun udpegede hotel Vittoria, som ligger midt i centrum med en værelsepris på 900 euro. Da portneren ville standse os ved den lange indkørsel, fik han hele historien, og vi fik lov til at gå ind og tage billeder. I receptionen fik de også historien og vi blev henvist til et billedgalleri, hvor diverse fyrstelige gæster var afbildet gennem tiden. Vi tog billeder rundt omkring, takkede og gik igen.

Da vi et par dage senere igen var i Sorrento, havde Bine tænkt over det. Der var alligevel noget, der ikke passede. Jeg syntes også, det lød lovlig kostbart til, hvad en overretssagfører kunne klare i trediverne selv med tilskud fra børnenes sparebøsser. Hun havde studeret kortet over byen og diverse hotellers hjemmesider, og var nu kommet til den overbevisning, at det måtte være Hotel Minerva. Det lå et stykke uden for centrum med en storslået udsigt. Det var stadig fornemt, men dog i en anden klasse. Vi henvendte os i receptionen og Bine fortalte igen historien. Receptionisten, der måtte være gammel i gårde, var velinformeret og fortalte, at hotellet dengang havde været ejet af en dansker. Der hang juleplatter på væggene og stod danske bøger i reolen. Terrassen, som var afbildet på de gamle fotografier, passede også meget godt. Vi besluttede, at vi havde fundet stedet. Opgaven var løst. Vi tog diverse billeder, som nu skal sammenlignes med de gamle fotografier, når vi kommer hjem, og de gamle oplysninger om rejsen skal genopfriskes. Det skal også endeligt afgøres, hvilket af de to hoteller, det var. Måske skal vi engang bo der, dog næppe hvis det rent faktisk var Hotel Vittoria. Receptionisten foreslog os at spise en frokost eller middag på stedet. Der er tid endnu, inden vi skal hjem.

I en ældre Anders And-historie vælger Anders And sin destination ved at dreje en globus rundt og så med bind for øjnene sætte fingeren på et sted. Lidt på samme måde valgte vi vores feriested i år. Anders And havnede på Grønland. Vi brugte med Tripadvisor eller noget lignende. Det virker næsten på samme måde. Man vælger mere eller mindre i blinde. Vi endte et sted tæt på Sorrento. Det er straffen for at bestille ferie for sent. Vi ville have været til Positano; men alt var udsolgt. Hotellet har være mondænt engang, men det er længe siden. Arkitekturen minder lidt om Kystens Perle tæt på Helsingør. ”Dyden kan ikke således indpodes i vor gamle stamme, men vi tager smag af den”, som Shakespeare siger. Her prøver man at indpode lidt luksus, og det tager smag af den. Tjenerne går i sorte jakker til middag og hvide jakker til morgenmad. Kniber man øjnene sammen, virker det hele luksuøst, og maden er faktisk god. Det tog os et par dage at finde byens centrum, som består af fire-fem butikker. I de smalle gyder undgår scooterne behændigt at køre os ned. På nabohotellet dunker musikken ud på aftenen; men hvad gør det. Jeg trækker høreapparaterne ud, og så er genen minimal. Men det væsentlige er: Middelhavet er Middelhavet, og vi kigger lige ud på det, og solen skinner.

Stedet hedder Meta og umiddelbart fremtræder det som den yderste forstad til Sorrento. Men bygningerne siger noget andet. Flere har årstal over døren fra det 18. århundrede. Hvad lavede man her dengang, og hvad er der sket siden? Vi har ikke svaret. Måske var der også dengang andre end Goethe, der blev lokket af de glødende citroner i det dunkle løv og – Mignon.

Vi ville gerne gense Amalfikysten, men som Voltaire siger, skal man ikke gense sin gamle elskede. Man bliver altid skuffet. En tur fra Sorrento til Amalfi på godt 30 kilometer tager næsten to timer. Bussen var fuld til randen. En spanier ville med vold tiltvinge sig en plads, men måtte affinde sig med en ståplads. Så kørte vi afsted. Overalt var der mennesker. De står så tæt som vinstokke og høstes ligeså effektivt for deres ferieopsparing. Bussen dansede ballet som en elefant. Men sit kæmpelegeme snoede den sig graciøst og med millimeters nøjagtighed ud og ind mellem modkørende og parkerede biler i endeløse hårnålesving og aftvang os ubetinget beundring. Men den kan jo ikke udrette mirakler. Vejen er overfyldt, og trafikken gik hele tiden i står. Men den kom da endelig frem. Amalfi er et sydende kaos af mennesker, citronsorbet og souvenirbutikker. Overvejelser om en afstikker til Ravello opgav vi, da vi så køen, der ventede på bussen. Det var klogere at stille op i god tid til hjemturen for at få en siddeplads. Vi fik de to sidste.

Napoli er også inden for rækkevidde. Med sin skødesløse blanding af skønhed og kaos er den ganske charmerende. Men man går meget. Den første gang nåede vi op på 25.000 skridt i 36 graders varme. Det er lidt for meget. Overalt byder udsigten over Napolibugten og mod Vesuv sig til. Det er som billeder af guldaldermalerne. Næste gang tog vi metroen og bussen. At køre i bus i en by er altid morsomt. Man kommer uvægerligt i kontakt med de andre passagerer, når man beder dem hjælpe med, at man kommer af det rigtige sted. Turen gik til Palazzo reale di Capodimonte, der ligger langt fra centrum i en overdådig park. Det rummer den klassiske kunst. Det er storslået, men på en eller anden måde alligevel lidt kedeligt, måske fordi mit kendskab til de udstillede værker er for beskedent.

Vi har tidligere været i Pompei og Herculanum og på toppen af Vesuv. I stedet tog vi svævebanen op ad Montefaitu og gik det sidste stykke på en bjergkam til toppen i godt 1000 meters højde. Køligheden var markant. Når man går mellem de enorme fyrretræer, kommer man til at tænke på en svensk skov. Toppen er udsmykket med et kapel og en statue af Den hellige Moder. Ved hendes fødder kryber en slange med et æble i munden. Symbolikken forekommer lidt forvirrende. På malerierne i museet var det altid Helligånden, der var på færde. Udsigten mod Vesuv og ud over dalen er imponerende. Hele stykket fra Napoli og til Sorrento er en ubrudt bebyggelse. Bebyggelsestætheden langs kysten og langt ind i landet er nærmest skræmmende.

Fortsættelse følger måske.