I 1960 var der 3 mia. mennesker på jorden. Nu er der omkring 8 mia. Det presser naturens ressourcer, truer biodiversiteten og medfører enorme CO2udslip og dermed følgende klimaforandring. Alligevel anser regeringen det faldende befolkningstal som en trussel. Det vil gå ud over væksten. Når det kommer til økonomi, anses recession som den største trussel. Japan har i perioder været i recession.
Jeg spurgte en økonomiprofessor, hvorfor faldende befolkningstal er et problem. Han svarede, at det er et midlertidigt problem, fordi der i en overgangsfase vil være for få til at forsørge en stor aldrende befolkning. Mette Frederiksens dommedagsprædikener skal ses i det lys. Det er derfor, der ikke er råd til at gøre noget ved klimaet. Japan har en faldende befolkning.
Ja, tænk på, hvor slemt det står til i Japan.
Politikernes angst for recession og faldende befolkning fører til ideen om, at vi skal producere os ud af klimakrisen. Det er formentlig et af historiens største selvbedrag, at man kan producere sig fra faldende biodiversitet og stigende CO2-udslip. De hidtidige tal for CO2-udslip tyder ikke på, at det går den vej. Vi skal alle køre i el-biler. Men hvor skal råstofferne til batterierne komme fra?
Da en fransk økonom gjorde gældende, at vi skal forbruge mindre; mente Margrethe Vestager, at han var på vildspor. Hvorfor skulle man pålægge sig selv de unødvendige begrænsninger, når man kunne producere sig ud af problemet?
Det viste sig, at kommunismen ikke virkede i praksis. Kapitalismen overlevede og sejrede, vil mange sige. Den skabte rigdom gennem forbrug. Den har blot den indbyggede svaghed, at den ikke fungerer uden vækst.
Spørgsmålet er, om den kapitalistiske epoke er forbi? Lad os håbe, der er en tredje vej.
