Georg Letts blog

Tænk at læse et værk skrevet for over 2000 år siden, som i de fleste afsnit er så frisk og aktuelt, som hvis det var skrevet i går. Så svaret på spørgsmålet er ubetinget: ja! Kun den del, der angår tragedien, er bevaret. Mange af den græsk/romerske kulturs værker er gået tabt i middelalderens åndsmærke. Vi må glæde os over det, der er tilbage. Poetikken er kommet i ny oversættelse og med omfattende og nyttige noter.

Fascinationen ved teksten er, at vi egentlig kender det hele allerede, for hans tanker om den gode tragedie er afspejlet i litteraturen fra renæssancen og op til i dag. Der er således ikke noget overraskende i indholdet. Det overraskende er, at det står beskrevet så klart og præcist i så gammel en tekst.

Hans analyse af tragedien kan uden vanskelighed overføres til romaner og film. Aristoteles’ anvisning på den gode tragedie er reelt en anvisning på en velfungerende fortællestruktur.

En tragedie skal have en begyndelse, en midte og en slutning, skriver Aristoteles. Der er ikke noget før begyndelsen, og der er ikke noget efter slutningen, og handlingen må ikke være længere, end man kan rumme den som en helhed. Allerede der falder alle de moderne TV-serier igennem.

Hvis noget af teksten ikke kan fjernes, uden at det ændrer indholdet, er det væsentligt, og omvendt må man slutte, at alt, hvad der ikke består den prøve, skal det væk. Murakamis bøger ville blive ganske tynde efter den kur.

Plottet skal ikke være sandt, men sandsynligt. Helten skal ikke være entydigt god eller ond. Men noget der imellem. Handling og helt skal være noget som alle kan identificere sig med. Hans skæbne skal fremkalde gyset, som navnlig fremkaldes ved det peripetiske punkt. Det er der, hvor helten – måske uafvidende – træffer et skæbnesvangert valg. Det er der, hvor hans skæbne besegles. Vejen mod afgrunden følger derfra med ubønhørlig logik. Gyset ved det peripetiske punkt fremkaldes af identifikationen: Det kunne have været mig.

Virkningen af tragedien er katharsis. Det siger Aristoteles ikke noget særligt om i det værk, og det har været diskuteret lige siden, hvad han mener. Katharsis betyder renselse. Det skal måske forstås helt bogstaveligt. Det er foreslået, at det er noget som kan sammenlignes med den lettelse, man føler efter et vellykket toiletbesøg. Et obskønt, men ganske rammende billede.

Men hvorfor fremkalder en tragedien en følelse af katharsis? Det siger han ikke noget om. Man kan i virkeligheden stille spørgsmålet på en anden måde: Hvorfor ser og læser vi overhovedet tragedier? Det ender jo sørgeligt. Hvad vil vi med det? Hvad føler vi?

Oprindelig blev tragedier opført som led i en religiøs fest, og man kan derfor spørge, hvilken funktion, det kan have haft der. Det vides vist ikke. Efter min helt ukyndige opfattelse – som, hvis den er rigtig, næppe er original –  må det have stået i forbindelse de græske begreber hybris og nemesis. Overmod står for fald, som vi siger. Katharsis består da i tankerækken: Det kunne have været mig; men godt det ikke var mig. Jeg må hellere vare mig for overmod. Det er en advarsel mod hybris. Det minder lidt om det, vi ved om slaven, der stod ved siden af den romerske feltherre, der kørte i triumftog gennem Rom efter en spektakulær sejr: Slaven stod der ved siden af feltherren, og hans opgave var at sige: ”Husk, du er et menneske!” (Mange mennesker med infantil selvglæde kunne i dag have brug for sådan en slave.)

Det er – måske desværre – ikke en del af vores tankeverden at tro på hybris og nemesis. Siden kristendommen overtog herredømmet, har de ideer været pløjet ned og erstattet af forestillinger om synd, soning og nåde. Sådan kan Dostojevskij Raskolnikov læses.  Men hvordan fungerer tragedien i dag? Nutidens tragedier foregår som sagt ikke mindst på film. Det er hverken forestillingen om hybris og nemesis eller synd og soning, der præger dem. Elementerne er ellers de samme som i den klassiske tragedie med en overskuelig handling, en begyndelse, en midte og en slutning. Identifikationen er på plads i plottet og persontegningen. Der er også et peripetisk punkt, hvorefter den ulykkelige slutning synes uundgåelig.

Det er eminente instruktører, der har skabt de moderne tragedier som f.eks Andrej Zvyagintsef, der skærer sine dramaer knivskarpt (The return, The banishment, Elene, Leviathan og Loveless – de to sidste kan ses på filmstriben). Hitchcock, Zhang Yimou (Under den røde lygte). Michael Haneke, Bertoluci (Under himlens dække) kunne også nævnes. Og mange flere. Det centrale er det fatale valg eller den fatale hændelse, som får skæbnesvangre følger.

Men hvori består katharsis for os efter de film? Hvad er det, vi føler, når vi forlader biografen? Min fornemmelse er, at det er indignation over en uretfærdig skæbne, måske ligefrem vrede, hvis der er et socialt eller historisk element. Vi fyldes af en følelse af godhed, fordi vi har sympati med offeret, hvad enten det er de film eller de døende i Aïda eller Romeo og Julie eller Madame Bovary. Vi kan lide at spejle os i de – gode – værdier, som kunstneren forfægter. Vi bliver bekræftet som sympatiske og gode mennesker, der forlader tilskuerpladserne med smukke og gode idealer, hvad enten kampen drejer sig om frihed, social retfærdighed eller ulykkelig kærlighed.  Alle kender den forstyrrende fornemmelse, når lyset tændes i biografen. Skuespillet er slut, netop som man har nået dette punkt, hvor man er løftet af idealerne. Så bærer man sine følelser forsigtigt – som en bakke med modne jordbær, der ikke tåler stød – ud i den støjende verden udenfor og måske tager man en øl på en beværtning i nærheden, og pakker de ideer og følelser ud, der blev tændt af filmen eller lader dem blot simre stille i sit indre. Det er en oplevelse af ophøjede værdier, som ellers sander til i hverdagens almindeligheder.  Det er en renselse for småligheden og hverdagens petitesser. Det er vel nutidens katharsis.

Det er ikke retorikken, der er det essentielle i populisme. Det er hensigten bagved. Retorikken er bare det taktiske middel. Populistens mål er et godt valgresultat.

For at forstå populisme, må man sondre mellem fornuft og følelser. Det er endvidere nødvendigt at acceptere, at der kan være modstrid imellem de to.

Populismens essens er en politik, der appellerer til følelserne. At føre den politik, vælgerne (eller flertallet af vælgerne) kan lide. Alle elementer i Mette Frederiksens politik synes tilrettelagt efter det:

• Vælgerne kan ikke lide EU. Altså skal politikken være negativ over for EU
• Vælgerne kan ikke lide indvandrere: Altså skal politikken være indvandrerfjendsk
• Vælgerne kan ikke lide tiltag til begrænsning af CO2-udslip. Altså må der ikke være for meget af det

Alt det taler til folks følelser. Det holder ikke i længden; men flertallet af vælgernes følelser er ikke knyttet til det lange perspektiv. De svage følelser for det lange perspektiv tilfredsstilles med vage løfter om CO2-reduktion engang i fremtiden efter hockeystavmodellen, dvs. der skal ikke ske noget før i sidste øjeblik, hvor alle så vil indse, at det ikke er realistisk.

Hvad angår det løbende benspænd af EU sker efter devisen: De redder os nok i sidste øjeblik. Selv Grækenland bliver jo reddet efter årtier med benspænd. I det korte perspektiv er det en lygtepæl, man kan få point ved at lette ben op ad.

Så meget for det lange perspektiv.

Indvandrerstramninger er et politisk auktionshus, hvor vinderen er den, der byder højest. Mette Frederiksen kan uden at rødme bifalde hensigten med Inger Støjbergs krænkelser af unge indvandrerægtepar og nøjes med at tage afstand fra den forvaltningsretlige fremgangsmåde. Inger Støjberg skilte de asylsøgende syrere. Mette Frederiksen udviser dem. Der er fred i Syrien, siger hun. De, der bliver udvist, bliver glemt i det lange perspektiv. Hvis de overlever.

For at stække de fornuftige argumenter mod en førte politik skal fornuften mistænkeliggøres. Det sker ved at karakterisere kritikerne som elite dvs. nogle, der er forskellige fra folket. Hun fremstiller sig selv, som den, der forstår folket eller endnu bedre: Hun er selv en del af folket, fordi hun spiser makrelmad og pudser sine egne vinduer. Eller allerbedst: Hun er jyde og københavnerne er eliten. Føj for Søren.

Et eller andet sted i spændingsfeltet mellem følelser og fornuft ligger moralen. Det er en skrøbelig størrelse. Den uvægerlig kommer til kort over for folkets vilje – og ønsket om genvalg.

Jeg ville gerne forstå, hvorfor, vi skal indtage en fjendtlig holdning over for Kina, sådan som USA ønsker.

Det siges, at Kina er et diktatur. Det stilles som regel i modsætning til demokrati. Ser vi på styreformerne i forskellige lande, bliver det klart, at begge begreber har mange farver. Men jeg ved meget lidt om styreformen i Kina. I aviserne er det svært at finde noget. Encyklopædien beskriver en forfatning, der i formen er demokratisk i sædvanlig forstand og tilføjer så, at det er partiet, der har den afgørende magt. Men hvordan bliver man medlem af partiet? Hvordan avancerer man i partiet, kunne jeg også godt tænke mig at vide. I Information var der overraskende en artikel som beskrev magtstrukturerne i toppen af partiet og satte navn på flere personer. Det var første gang, jeg hørte om andre en Xi Jinping. Når man tænker på, hvordan pressen overvælder os med oplysninger om USA, er det forbavsende, at den næste konsekvent undlader at analysere magtstrukturerne i Kina.

Problemet med begrebet diktatur er, at det giver en forestilling om, at magten er samlet i en person. Som Alf Ross forklarede, så er det aldrig tilfældet. Et diktatur forudsætter en kreds af personer, der slutter op om diktatoren. Han regerer ikke i et tomrum. Jo større denne kreds er, desto mere nærmer det sig det demokrati, som i en af sine mere perverterede former har karakter af flertalsdiktatur. Et særpræget system er staten Singapore. Det er notorisk et diktatur, men med stor tilslutning fra befolkningen.

Man kan være formalist og tage udgangspunkt i, at magten i et demokrati skal etableres gennem valg. Men valg kan manipuleres på forskellig måde, hvad enten det er med falsk stemmeoptælling som i Rusland eller med benspænd for valgdeltagelsen som i USA.

Man kan også tage udgangspunkt i ytringsfriheden, men skal så også huske, at ingen steder er ytringsfriheden ubegrænset. Oftere og oftere retsforfølges overtrædelser af ytringsfrihedens grænser på de sociale medier. De østtyske arbejdere fik en morsom demonstration i de skiftende begrænsninger. Før genforeningen kunne de kritisere deres chef, men ikke staten. Efter genforeningen var det modsat. Som en ny udfordring af begrebet ytringsfrihed er fake news kommet til.

Forestillingen om demokrati er også forbundet med retten til at blive stillet for en uafhængig dommer, inden der gøres indgreb over for én. Derfor må man også kende og forstå retssystemet. Her kan selv anerkendte demokratier som det nordamerikanske komme i vanskeligheder. Tænk bare på Guantanamo.

Når demokrati har mange former, skyldes det ikke mindst kulturelle forskelle. Men vi lægger i alle tilfælde en vestlig standard ned over vores vurdering. USA er så sikker på sine værdier, at de ikke tøver med at udbrede dem til resten af verden. Den samme selvsikkerhed prægede den europæiske mission for kristendommen i det 19. århundrede. Den nuværende mission for demokratiet har været en succes for så vidt mange stater har følt sig tvunget til at indføre forfatninger af demokratisk tilsnit, selvom de reelt ikke er det papir værd, de er skrevet på. Ser vi på forholdene i Afrika og Mellemøsten, kan man godt komme i tvivl om medicinens velsignelser. Når dertil kommer, at USA regelmæssigt har bragt diktatorer til magten på demokratiets bekostning, kan man også godt være mistroisk over for motiverne for at missionere for demokrati. Det mest spektakulære eksempel er omstyrtelsen af Chiles demokratisk valgte regering 11. september (en ikonisk dato) 1973, fordi man ikke brød sig om dens politik. Begejstringen for demokrati er således ikke ubetinget. Det er et velegnet retorisk redskab for at stække regimer, man ikke bryder sig om. Ingen har nogensinde drømt om at kritisere diktaturet i Singapore.

Hvis man anlægger en utilitaristisk synsvinkel og siger, at formålet med et lands ledelse er at bringe mest mulig lykke til flest mulige mennesker (vistnok Stuart Mill), er demokratiet ikke nødvendigvis et absolut gode. Man bliver nødt til at se på, hvordan det fungerer. Indien har demokrati, men almindeligt kaos. Kina har det måske ikke, men er velfungerende og ordnet – for slet ikke at tale om Singapore, hvis befolkning i det væsentlige er kinesere. I USA, hvis præsidenter hævder, at USA er noget særligt, halter det også en hel del, som Kina med rette påpegede ved topmødet i Alaska (ganske interessant var, at disse kritikpunkter ikke var med på nogen af de videoklip, men kunne finde pa internettet). Man kan derfor spørge, om vurderingen af en styreform ikke bør indeholde vurdering af kulturen. Er vestligt demokrati foreneligt med kulturen? For Kinas vedkommende nødvendiggør det en forståelse for confusianismen. Respekten for autoriteten og respekten for de ældre.

Det må nok konkluderes, at det manglende demokrati i Kina ikke kan begrunde vores uvilje mod landet. Hvad så med undertrykkelsen af uygurerne? Det er en gammel strid. Tidligere var Xinjang en delvis selvstyrende provins, der rummer mange befolkningsgrupper. Provinsen stødte op til Sovjetunionen, og det gav ikke anledning til særlige problemer for det interne styre. Med Sovjetunionens sammenbrud, blev provinsen omgivet af nye selvstændige stater, som etnisk stod befolkningsgrupper i Xinjang nær. I Encyklopædien er det beskrevet, hvordan det har givet anledning til stigende uro i provinsen. Det er derfor rimeligt at antage, at det har motiveret centralregeringen til at stramme grebet. Erfaringerne med USA i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud har ikke været opmuntrende.  De søgte overalt at rykke grænserne for deres indflydelse frem. Det gjorde de også i Asien før og under Anden Verdenskrig. De ville ikke affinde sig med Japans magtudvidelse og lagde derefter en blokade, som Japan brød med angrebet på Pearl Harbour. Efterfølgende satte de sig på Japan og Sydkorea og Taiwan. Prisen var baser og udenrigspolitisk lydighed. Modydelsen var kapitalistisk velstand og militær beskyttelse. I andre sammenhænge kalder man det prostitution. Sådan må tingene antages at tage sig ud fra et kinesisk synspunkt. I det lys kunne man prøve at se indgrebene mod uygurerne. For at holde sammen på riget, øger man trykket på Xinjang. De historiske spor skræmmer. Nationalisme har i Europa ført til staters opløsning.

Hvad angår striden i Det sydkinesiske Hav forekommer det at være en omvendt kubakrise. Kina er omgivet af amerikanske baser i Japan, Sydkorea og Taiwan. Ligesom amerikanerne syntes, at Sovjetunionen var for tæt på med raketter i Kuba, synes kineserne, at amerikanerne er for tæt på. Ligesom under kubakrisen er amerikanerne grænseløst selvretfærdige. De vil blot forsvare de stakkels lande. Om kubakrisen glemmer man, at Sovjetunionens opbygning på Kuba kom som et modtræk til USA’s opstilling af raketter i Tyrkiet. Ligesom med Pearl Harbour er USA god til udelade forhistorien.

Hongkongkrisen bliver værre jo mere Vesten blander sig. Den bruges reelt som en trojansk hest til at destabilisere styret i Kina. Vesten kan håbe på, at demokratibevægelsen breder sig til fastlandet og destabiliserer styret. Jo mere effektivt desto hårdere må Kina slå det ned. Siden Boxeropstanden har Kina vidst, at massebevægelser er farlige.

Sådan forestiller jeg mig at kineserne tænker. Men jeg ved det ikke, for jeg har for få oplysninger. Medierne bringer næsten ingen oplysninger om Kina, men videregiver kun igen og igen den amerikanske propaganda, som stort set ikke gøres til genstand for kritisk analyse. Vi hører kun om overgreb og menneskeretskrænkelser.

Men misforstå mig ikke. Der er al mulig grund til at være på vagt over for Kina. De vil gøre alt muligt for at dominere og udnytte os. Ligesom Rusland og USA. Men jeg tvivler på, at de er irrationelle eller konsekvent onde. De er ikke fjender.

Vi skal leve med alle tre stormagter og helst fredeligt. En god forudsætning for det er at og vide noget om dem og forstå dem.

Klassisk musik; det er mit bedste våben i kampen med dynerne hver morgen. Men dynerne har allierede i den kamp. Tekniske forandringer har taget livet af den ene radio efter den anden. Med mobiltelefonen og en trådløs højtaler er jeg foreløbig forbi den hindring. Men der er andre. På en langsom dag ramler jeg ind i morgenandagten, og slaget er tabt. Så ændrede jeg taktik og listede over Sundet til Sverrigs Radio P2. Fantastisk. Dynerne taber slaget.

Men der er også noget andet: det svenske sprog. De taler langsommere, tydeligere. Svensk er faktisk et ret melodisk sprog, som tales velartikuleret. (Lige i øjeblikket er der en radiovært med amerikansk akcent. Det lyder spøjs, men herregud.) I Bille Augusts film Den gode Vilje om Ingmar Bergmans forældre, falder Githa Nørby overraskende igennem, fordi hun taler et hurtigt og sjusket dansk, som skriger som en kniv mod tallerkenen i forhold til det bløde melodiske svensk, som de andre skuespillere taler.

Det, som har gjort mest indtryk, er imidlertid ordforrådet, eller som det poetisk hedder på tysk: ordskatten. De taler ikke om teenagere, men om ten-årige. Streaming hedder strömning. En bestseller hedder en bästsälgare. En computer hedder en dator. Hvorfor denne forskel?

Det er åbenbart, at fremmedord nolens volens (latin for: hvad enten man vil det eller ej) finder vej ind i sproget. Men danskere synes at foretrække så mange som muligt. Intet tages alvorligt, hvis du ikke har et engelsk ord for det. Det er mig uforståeligt, hvorfor alle taler om lockdown i stedet for nedlukning. Hvad er det, det ord kan, som det danske ikke kan? Hvilken tilknytning havde fænomenet til den engelsktalende verden, som gjorde det naturligt at tage et ord fra engelsk? Jeg kender naturligvis godt forklaringen. De sprogligt inkompetente journalister, som kun behersker ét fremmedsprog – engelsk – får deres udenlandske nyheder udelukkende fra engelsksprogede medier. Dernæst spiller de på deres læseres leflen for alt engelsk og benytter enhver lejlighed til at give alle nye fænomener et engelsk navn.

I forretningssammenhæng bruges hele tiden nye engelske ord for ganske almindelige forekommende fænomener. Det signalerer kompetence. Ved et internt seminar var en af talerne særlig glad for engelske ord. Det gik så vidt, at da hun skulle omtale produktion af syltetøj, sagde hun ”preservativer”. Hun var gæst i huset, og ingen fortrak en mine. Men tendensen er generel. Man vil gerne vise, at man er moderne, men demonstrerer i virkeligheden et sprogligt mindreværdskompleks. En kollega fra Jylland kaldte det ”københavneri”.

Der ligger måske også en del af grunden til, at jeg foretrækker svensk radio. De er øjensynlig stolte af deres sprog. Jeg mindes ikke at have mødt en dansker, som er stolt af sit sprog – og dog. Når jeg læser udenlandsk litteratur i oversættelse, støder jeg undertiden på det sublime. Det er, som om oversætteren i arbejdet med det fremmede sprog har slebet og trænet sit dansk. Anstrengelsen for at gengive originalens tekst på en træffende måde bringer dem ud i det danske sprogs yderste hjørner, og sproget tvinges til at fremvise en hidtil ukendt skønhed, som danske forfattere kun alt for sjældent kommer i nærheden af. Det skyldes måske mindre mangel på sproglige færdighed, end hvad de har lyst til at udtrykke. Teksten skal jo nødig fremstå for udansk. Ved jorden at blive osv. Og misforstå mig ikke: Det er ofte fantastisk smukt, hvad de skriver.

Efter dette sidespring er jeg tilbage ved min begrundelse for at høre svensk radio: Jeg slipper for at høre de danske radioværters sjuskede dansk og væld af anglicismer, når morgenmusikken ind imellem afbrydes af nyhederne. Det ville friste mig til at trække dynen op over hovedet igen, og det går ikke. Jeg skal jo videre.

Jeg har altid været fascineret af begrebet overklasse. Efter min opfattelse har det ikke nødvendigvis noget med høje samfundsstillinger eller mange penge at gøre. Det er snarere det, at de dyrker hinanden og sætter skel mellem deres gruppe og dem, der er udenfor. De defineres som kedelig eller vulgære. Afstanden kan markeres diskret med nedladende venlighed. Dertil kommer også dyrkelse af visse ritualer, som opfattes som ”det rigtige” eller god smag. Den gensidige dyrkelse af hinanden består i stadige bekræftelser på, at de er ”de rigtige”, en bekræftelse af respekt, som udløser en tilsvarende anerkendelse den anden vej. Inden for gruppen er der ofte et hierarki, således at nogle er mere fine end andre, og det er en vigtig del af pagten, at den rangfølge ikke udfordres, men snarere bekræftes. Det beskytter også de lavere dele i hierarkiet mod udstødelse. Derfor har overklassen også en stærk konservativ grundtone, således at visse grupper bevarer selvopfattelsen længe efter at livsvilkårene har ændret sig.

Forholdet mellem etniske danskere og indvandrere noget af det samme.

Han var 40 år og lærer i filosofi på universitetet, og hun var 18 år og hans elev. Hun var usædvanlig velbegavet. Han forførte hende. Hun blev gravid og fik et barn og de giftede sig meget diskret. Ingen skulle vide det. Hendes onkel blev så tosset, at han sørgede for, at han fik skåret nosserne af.

Var det rimeligt, at onklen gjorde det? Selvjustits er oppe i tiden. Havde hun været ude for et overgreb fra sin lærers side? Hvis man foretog en opinionsundersøgelse ville svaret uden tvivl være ja.

Men det er nok forkert, for efterfølgende skrev hun de mest glødende kærlighedsbreve, litteraturhistorien kan opvise. De levede i 1100-årene i Paris og hed Abélard og Héloïse. Da de var gift, og hun havde fået barnet, anbragte Abélard hende i et kloster. Det skyldtes, at hendes onkel havde offentliggjort ægteskabet, og en filosofilærer kunne ikke være gift. Det var hun helt enig i. Onklens vrede skyldtes ikke, at han havde forført hende og bollet hende tyk, men at han ikke ville vedstå ægteskabet.

Da hun sad i sit kloster, skrev hun så det ene brev efter det andet til Abélard, der svulmer af de mest lidenskabelige følelser. Hun fortrød ikke noget. Kun at onklen havde spoleret det hele.

Abélard gik også selv i kloster. Hans karriere var ødelagt. Både gift og kastreret; det var lidt for meget. Han besvarede hendes breve. Lange eftertænksomme breve, men der manglede ligesom noget.

På dansk er brevsamlingen så vidt ses sidst udgivet i 1905. For nylig udkom en beretning fra en amerikansk collegepige, der blev forført af sin 40-årige lærer. Da det skete, opfattede hun det som en meget romantisk affære, men da hun skrev bogen mange år efter, så hun det som et overgreb.

Min far, der led af kronisk søvnløshed, læste meget om natten. Da Doktor Zivago kom på dansk, tog han fat på den. Han klagede ved middagsbordet over uendeligheden af navne. Ikke nok med, at personerne har fornavne og efternavne. De har også patronymikon og diminutiver, endda flere forskellige, og forfatteren veksler mellem dem uden hensyn til sin læser. Da han havde vendt den sidste side, opdagede han, at der var en navneliste bagest i bogen.

Den udkom i 1957 i Italien. Engang i firserne så jeg filmatiseringen i en reprise i Bellevue Biograf. Jeg var vist den eneste mand i salen. Alle havde lommetørklæderne med.

Blandt de mange bogskatte, der mere eller mindre tilfældigt er havnet på vores hylder, var også et eksemplar af bogen. En bogklubudgave. Den havde vist ikke været læst af den tidligere ejer, for da jeg åbnede den, sprak ryggen med et suk som et dyr, der modtager nådestødet. I min udgave sad navnelisten i begyndelsen. Forlaget var blevet klogere. Jeg var spændt på, hvad det var, jeg skulle læse. Fra filmen huskede jeg intet, undtagen en fortvivlet kærlighedsscene i en tom hytte midt i et øde snelandskab. Det var der lommetørklæderne kom frem hos publikum i biografen.

Romanen begynder omkring 1900 i den højere middelklasse af velsituerede akademikere samtidig med, at der er et andet spor, der løber i arbejderklassen. Fra begyndelsen vrimler det med navne, og jeg fik hurtigt blyanten frem for at gøre notater. Navnelisten var ikke nok. Det er tidsbilleder fra personernes oplevelser og tanker, det tilsammen danner et væv. Den politiske historie forudsættes bekendt. Diverse opslag på nettet afhjalp mine egne mangler i så henseende.  Men dette væv danner et billede, en stemning af Rusland før krigen, under krigen, under revolutionen og under borgerkrigen. Hovedhandlingen slutter omkring 1922 men føres til sidst frem til omkring 1928 og så med en epilog fra tiden efter Anden Verdenskrig.

Det er storslået, patetisk, farverigt. Blikket på revolutionen er yderst kritisk. Den meningsløse terror og hykleriske propaganda beskrives i scene efter scene, og selvom romanen til slut antyder, at forholdene er blevet bedre og måske ligefrem frie, forstår man godt, at sovjetmagten ikke brød sig om bogen og forbød den, og man forstår også godt, at CIA, da bogen var udkommet i Italien, pludselig optrådte som litterær mæcen og forestod udbredelsen i Europa. Det er en oplysning, jeg tilfældigt er stødt på. Dengang var de meget diskrete med deres andel i projektet.

Dramatisk blev det, da han fik tildelt Nobelprisen. Det siges, at CIA også hjalp med det. Pasternak fik at vide, at han ikke ville blive lukket ind i Sovjetunionen igen, hvis han rejste ud og modtog den. Der var mange avisskriverier, som jeg husker fra dengang.

Jeg forestiller mig, at bogen er enestående ved at give et troværdigt og overbevisende billede af de første revolutionsårs vanvid. Det er så krast, at det ikke har været nok til at formilde magthaverne, at han omtaler nutiden mere positivt, som om de oprindelige idealer nu er virkeliggjort. Bogen udkom først i Rusland i 1987.

Fortællingen om kærligheden til Lara ligger som en kim allerede tidligt i fortællingen og fungerer som en motor for handlingen, men kulminerer ret sent i al sin dramatik både i forhold til familien og myndighederne. Lara havde et forbillede i forfatterens eget udenomsægteskabelige forhold til Olga Ivinskaja. Der var ikke behov for at opfinde noget. Beskrivelsen af hende må opfattes som udtryk for hans kvindeideal og afviger en del fra den gængse vesteuropæiske forestilling. Djærv som en ægte pige af folket, arbejdsom, hengiven. Dertil viljen til opofrelse og evnen til at udstå lidelse. Ydmyg og samtidig stolt. En dansk læser studser over en scene, hvor hun insisterer på at underkaste sig Zivagos vilje som en slave og trygler om en befaling. Rusland er ikke Danmark. Men det er storslået. Det gribende i billedet af hende er en uborgerlig og frygtløs kompromisløshed. Kærligheden for en hver pris. Over for det står hans kontemplative tungsind. Det sværmeriske, det drømmende. Et væsen, der er offer for en uimodståelig dragning og glider afsted på en næsten viljeløs vandring mod sin egen undergang.

Sproget er enkelt, til tider lyrisk og undertiden med betydelig patos, som mærkeligt nok virker fuldt berettiget. Der er en fin balance mellem sproget og de store følelser. Han skriver om det at skrive, sin søgning efter det enkle udtryk. Det virker overbevisende i Ivan Malinowskis fine oversættelse. Beskrivelser af steder og personer skaber klare indre billeder. Man kender efterhånden de mennesker. Hvis man ellers kan hitte rundt i dem.

Fortællingen sidder i mig længe efter. De mange skæbner. Meningsløs brutalitet og ufattelig lidelse. Det rulles op i endeløse scener, hvor tiden før revolutionen står som en drøm, man ikke må tro på. Dengang ønskede han forandring og reformer. Retfærdighed. Men ikke dette. Ikke dette tøjlesløse kaos. Afskaffelsen af den private ejendomsret var ikke problemet, men undertrykkelsen af åndsfriheden, der gjorde enhver selvstændig tænke suspekt. Nødvendigheden af at lyve og hykle. Hovedpersonen flygter fra sult og epidemier i Moskva med sin familie for at begynde et enkelt liv i Sibirien, men bliver indhentet af borgerkrigen. Han møder Lara og kan ikke modstå hendes tiltrækning, selvom han elsker sin kone. Han bliver så bortført af en autonom enhed af den røde hær, der har brug for en læge og kommer år efter tilbage til en forandret verden og udlever sin kærlighed til Lara på lånt tid.

Umiddelbart efter endt læsning havde jeg mulighed for at se filmen fra 1965 med Omar Sharif og Julie Christie. For at presse handlingen ned til tre timer har det været nødvendigt med betydelige forenklinger. Der er indlagt mange replikskifter, som ingen forbindelse har til bogen, og der er skabt en rammefortælling som tager udgangspunkt i bogens epilog fra tiden efter Anden Verdenskrig. Personerne og forholdet mellem personerne er tegnet hårdere og grovere.

Man kan spørge, hvor meget det betyder, at sproget er engelsk/amerikansk. Mere forstyrrende er det nok, at Julie Christies gengivelse af Lara trods ihærdige anstrengelser minder mest af alt om en engelsk teenager og senere ung dame fra tresserne og Omar Sharifs og svigerfaderens synspunkter leder tankerne hen på engelsk viktoriansk overklasse med en vis social bevidsthed, men med dyb afsky for proletariatets revolution. Men Rusland er ikke England, og romanens hovedperson var ikke imod revolutionen, kun det meningsløse vanvid. Det er måske denne forskel, der har nødvendiggjort, at mange scener har skullet omskrives for at få logikken i handlingen til at gå op. Derved bliver filmen til lidt flad koldkrigspropaganda.

Den fik fem Oscar. Måske hjalp CIA også med det. Der var ingen priser i Cannes.

 

Det var ufatteligt og forfærdeligt, da en politimand i USA dræbte en sort med koldt blod. Det var sympatisk, at Black lives matter reagerede med at organisere en demonstration umiddelbart efter i bl.a. Danmark og gentog det ved den nordamerikanske udenrigsministers besøg. Men da bevægelsen rettede sig mod to hundrede år gamle statuer i Sydengland, mod Churchill og mod Hans Egede og alt muligt andet fra Europas fortid og så racisme overalt, måtte de ånde lettet op i USA. Så er de ikke længere i skudlinjen. Det latterlige består ikke i at tage afstand fra datidens slavehandel. Det gør vi alle sammen. Det latterlige består i at se bort fra, at alt i samfundet dengang i et vist omfang baserede sig på slavehandel – også i Afrika, hvor afrikanere fangede og solgte afrikanere til europæere og arabere. Men selv det ville gøre perspektivet for snævert. Herhjemme havde vi vornedskab, stavnsbånd og hoveri. Situationen i 1700-årene så sådan ud: Fæstebønderne lejede deres gårde, husdyr og arbejdsredskaber af herremanden i en fæsteaftale, hvorefter de skulle betale en afgift, der hed landgilde. Han havde dertil arbejdspligt hos herremanden i et omfang herremanden bestemte. Herremanden havde ret til at straffe bønderne nogenlunde vilkårligt. Han kunne dernæst forsætte dem dvs. smide dem ud fra gården, hvis han mente, de ikke passede den ordentlig. Han havde endvidere ret til at udskrive dem som soldater, hvilket var en effektiv trussel. Bonden kunne ikke unddrage sig ved at flytte et andet sted hen, for han havde pligt til at blive på stedet, fra han var voksen, til han var udslidt. Skulle bonden overveje at gå rettens vej, måtte han lige tænke på, at det mange steder var herremanden, der udnævnte dommeren. Herremanden forestod i øvrigt for det meste retshåndhævelsen på stedet. Historikere plejer at sige, at det ikke var slaveri eller livegenskab, som det også kaldes, men forskellen mellem fæstebønderne og de sorte slavers vilkår i Dansk Vestindien var ikke enorm. I Danmark har de fleste af os aner blandt fæstebønderne. Egentlig kan man fordømme en stor række af de danske konger og adelsmænd fra før bondefrigørelsen, som tog sin begyndelse i 1788. Men det er ikke en god grund til at male statuen af Frederik V på Amalienborg over med slagord.

Peter Losey’s film Sendebudet efter L.P. Hartleys bog af samme navn indledes med et citat af forfatteren: ”The past is a foreign country. They do things differently there.”

Lad fortiden være fortid, som Soames ustandselig (og uden større held) sagde til Irene i en gammel filmatisering af Forsyte-sagaen. Den er en del af os, men vi er et andet sted. Det giver ikke mening at måle den med nutidens alen. Vi udsletter ikke fortiden ved at fjerne dens symboler eller efterladenskaber. Vi bekæmper ikke racisme ved at se racisme alle vegne. Man er ikke racist, bare fordi man er hvid. Den igangværende ideologikritik, som fører totalkrig mod europæisk kultur minder om kulturrevolutionen i Kina. Det er trist, hvis kampen mod undertrykkelse bliver en undertrykkende kamp.

Benægter jeg så, at indvandrere bliver behandlet dårligt i Danmark? På ingen måde. Den dårlige behandling er regeringens politik, som støttes af et bredt flertal i Folketinge, og det er pinligt ud over alle grænser. Det har bare ikke noget med fortiden at gøre.

Ofte er det en bogs omslag, der frister til at læse den. Det gælder i høj grad Julian Preislers sidste digtsamling, der har et maleri af Cranach som motiv. Den nøgne Eva med æble og slange og det hele. Og hun frister virkelig. Det sært foldede omslag rummer yderligere hemmeligheder, som ikke skal afsløres her. Farven og papiret er perfekt, som udgivelser fra Forlaget Vandkunsten altid er minutiøst perfekte. Også når man lukker yderligere op og ser på layout og sats.

Hvad man bliver lokket til, er en tekst fuld af sanselig og sfærisk kærlighed. En kvindes følelser for en mand. Meget lige på og alligevel sart. Teksterne emmer af begær og betagelse. Eller måske er det mere retfærdigt at kalde det kærlighed. Ikke som længsel efter noget, der skal komme eller sorg over tabet af noget, der var. Det er den levede kærlighed i lange stræk. Helt almindelig og alligevel ophøjet. Ingen falbelader. Ukompliceret og intens. Som noget, der godt kunne være i et ægteskab. Følelser, der i øjeblikke, pludselig bliver stærke. Alle mænd vil synes, det er vidunderligt at blive elsket sådan.

Bogen er dediceret ”Til en højtelsket”. Det er svært ikke at se en parallel til Christian Winthers dedikation ”Til een”, som helt klart angik adskillige kvinder, som hver især kunne hævde at være denne ene, og sådan kan Juliane Preislers digte udmærket læses. Der er både ung og moden kærlighed.

Rytmen er fast og naturlig. De må være gode at læse højt. Ordene ligger godt i munden – og i øret og hjernen, og hvor det nu lander, når det lejrer sig. Billederne er overraskende og ligetil og giver associationer, som man bliver glad for, som pludselige stød af endorfin. Det hele læste jeg i et stræk ude af stand til at lægge den fra mig.  Jeg har ikke før oplevet, at en digtsamling på den måde lokker mig fra side til side, helt forført.

Det gode ved en digtsamling i modsætning til en roman er, at den uden vanskelighed kan læses forfra igen, når man er nået til enden. Ligesom god musik. Det bliver bedre ved hver læsning.

Jeg vil gerne komme med et citat. Det gør man også i anmeldelser. Men det har slået mig, hvor meget et citat mister tiltrækning, når det tages ud af sammenhængen. En buket af blomster kan være meget køn, men tager man en enkelt ud, syner den ikke af meget. De hører sammen. Men med det forbehold prøver jeg alligevel:

Han ville klæde hende

i lysegrønt, han ville

strø tulipaner for

hendes fødder

Han ville spille klaver

åh klaver,

så langt ind i hende

som han kunne komme

Undertiden kommer man ved et tilfælde til at læse en fremragende bog. Jeg læste anmeldelsen af Tugtens lykkelige år og blev nysgerrig, da den handlede om et kostskoleophold i Svejts. Jeg har prøvet noget tilsvarende. Det kunne være interessant at sammenligne. Anmeldelsen i Politiken var positiv, men vinklen i den vakte egentlig ikke appetitten. Det var mere emnet, som seks måneder senere var udslagsgivende. Men den var udsolgt, og intet nyt oplag var på vej. Men nu er bibliotekerne åbne igen, når man bestiller. Alle fem eksemplarer var hjemme.

Den er fra 1989, og jeg undrer mig over, at den først er oversat nu. Hun er svejtsisk-italiener (eller omvendt) født i 1940. Kostskolelivet beskrives i et nøgternt sprog, men med overraskende og voldsomme billeder. Det virker selvoplevet. Selvom mit ophold ikke lignede, er der klare fælles træk. Det fremtræder ikke som erindringer, men som en komponeret roman. Forholdet til både opdragere og forældre har stor distance. Men det er dem, der sætter rammen og definerer livsvilkårene. Pigerne er afsondret fra verden udenfor. Ikke bare i en periode, men i hele deres skoletid. Skoleopholdet er en levende begravelse, hvor smerten ved tabet af ungdommen kun holdes ud ved at påtage sig rollen som sadist eller masochist. Den klosteragtige tilværelse kanaliserer pigernes følelsesliv, så relationerne mellem dem bliver intense. Det centrale tema er et venskab, der opstår og siden svigtes. Jeg-fortælleren bliver veninde med Frédérique. Venskabet bliver holdepunktet i deres kamp for at give tilværelsen et indhold. De er i puberteten, og i mangel af drenge antager forholdet mellem dem karakter af noget, der kaldes kærlighed. Den indbyrdes afhængighed gør, at den næsten usynlige konflikt, der opstår, bliver fatal, og da venskabet forliser, mister den vragede fodfæstet og er mærket for livet.

Eller er de allerede mærket af uomtalte forhold, som er årsagen til, at man har anbragt dem i denne fængselslignende institution?

Alt er beskrevet i et spidst og pertentligt præcist sprog, hvor de voldsomme metaforer leveres uskyldigt underspillet. Og det er måske sproget, der er det mest usædvanlige.

Der er noget i beskrivelsen af Frédérique, der minder mig om Christa Wolff Nachdenken über Christa T. Det er begge steder den stærke og selvstændigt tænkende person i det autoritære system. I begge tilfælde knuses de. En anden parallel kunne være Christoph Hein En fremmed Ven, hvor rammen også er det autoritære system, men vinklen er lidt anderledes, fordi det er pigen, der i loyalitet mod systemet svigter veninden, der mærkes for livet.

Hvis man ser Tugtens lykkelige år i det perspektiv – og det er nok det rigtige – bliver de to veninder uskyldige skæbner, der drives viljeløst afsted af et umenneskeligt system.