Det faldende fødselstal

Politikerne vil gerne have os – danskerne – til at føde flere børn. Det er et paradoks, fordi de samtidig forsømmer de tiltag, som skal gøre det attraktivt at leve. Tværtimod vil de bruge den ønskede befolkningstilvækst til at køre videre med den økonomiske model, som har kørt verden i sænk.

Kapitalismens grundvilkår er økonomisk vækst og dermed stadigt stigende energiforbrug, som trods alle bestræbelser sikres med stigende forbrug af fossile brændstoffer. Politikerne satser på hockeystavsmodellen og forholder sig passive.

I 1960 var jordens befolkning 3 mia. Nu er den ca. 8 mia. Befolkningen i Danmark er i den periode vokset fra ca. 4,5 mio. til knap 6 mio. Men ifølge traditionelle økonomer har vi for få unge og for mange gamle. På kort sigt giver det problemer, fordi der er for få i den produktive alder. På lang sigt er det ikke noget problem, for så forsvinder ældrepuklen, fordi de gamle dør. Hvis befolkningen falder, nedbringes den forurening, som mennesker forårsager. De børneuvillige unge par gør således en indsats for klimaet.

Kvindevælde

Feminismen har været en afgørende faktor frem mod det samfund, vi kender i dag. Vi kan alle samles om at beundre politikere som Angela Merkel, von der Leyen og Margrethe Vestager og mange flere. Uden feminismen ville de ikke have nået den samme plads i samfundet. Ser man tilbage på historien, beundrer vi de kvinder som trods stor modstand fra det mandsdominerede samfund, kæmpede sig frem til en fremtrædende plads inden for politik, litteratur, malerkunst videnskab og musik, og begræder dem, der snublede på vejen. Ingen ønsker den udvikling rullet tilbage.

Selvom udviklingen er nået langt, er der uden tvivl områder, der ikke er nået målet, som må være, at køn ikke er en relevant faktor i samfundslivet. Men det er nået så langt, at det må være berettiget at vurdere, om der er områder, hvor der er opstået en omvendt diskrimination, nemlig af mændene.

Når jeg taler om hvad mænd og kvinder føler, og hvordan de er, mener jeg ikke, at alle mænd og kvinder føler sådan, eller at alle mænd og kvinder er sådan. Men jeg mener væren og følelser som er typiske for henholdsvis mænd og kvinder. Jeg forkaster ideen om mandlige og kvindelige egenskaber som udtryk for en social konstruktion. Det må være tilstrækkeligt her at påpege, at det er videnskabeligt bevist, at omsorg er en egenskab, der er mere fremtrædende i en given gruppe kvinder sammenlignet med en given gruppe mænd. Omvendt er aggressivitet mere fremtrædende i den mandlige gruppe.

Mange misforståelser skyldes, at man forveksler udsagnet om at en given egenskab er mere udpræget i en mandlig end i en kvindelig gruppe med udsagnet, at det er en mandlig egenskab i modsætning til en kvindelig egenskab. Hvis man ikke forstår den sondring, giver det ikke mening at læse videre.

Dertil kommer, at forestillingen om specifikke mandlige og kvindelige egenskaber, når man kommer ud over det, som videnskabeligt kan beviset, må bero på et skøn. Dvs. at mine udsagn kun giver mening, hvis læseren deler min erfaring. Her kører den mest velvillige debat tit af sporet.

Jeg skriver derfor for en begrænset gruppe, som formentlig fortrinsvis består af mænd og blandt mændene kun en del. Men det må være legitimt i en tid, hvor kvinder skriver om kvinder og for kvinder. Det er jo udgangspunktet for feminismen, som i mine øjne er en interessekamp, som har været ført så effektivt, at den har overbevist et stor del af mændene. Jeg har intet ønske om at begynde en modkamp. Mit formål er at påvise nogle træk, hvor kvindekampen har kammet over og tilført kvinderne urimelige privilegier. Jeg vil med andre ord bevidstgøre.

Det er ikke uden risiko. Når man i en stærkt politiseret debat indtager et standpunkt, bliver man af sine modstandere ofte skudt synspunkter i skoende, som man ikke har, ligesom man risikerer, at de, der er enige, putter sig for ikke selv at få ørerne i maskinen, eller de holder sig tilbage i ophøjet ligegyldighed.

Skævheden begynder i børneinstitutionerne. 86 % af personalet er kvinder. I den tidlige del af opvæksten, hvor barnet har stort behov for omsorg, er det formentlig en fordel. Senere medfører det, at typiske drengeegenskaber vurderes negativt. Drengene er vilde og voldsomme. De gør farlige ting. Det er kilden til egenskaber som at skabe og forandre. Det potentiale har kvindelige pædagoger sværere ved at få øje på.

I 13-15-års alderen er det notorisk svært at motivere drenge til skolearbejde. I den alder har de behov for, at der nogen, der tror på dem og kan se ind bag den facade af en hård negl, de anlægger. De har brug for identifikationsobjekter. Manglen på mænd i lærergruppen kan her blive fatal; mænd der har blik for mandlige og ikke kun kvindelige værdier. Da de tit er i modsætning til deres faderlige ophav, ender de i værste fald med at søge identifikationsobjektet iblandt kriminelle. I bedste fald hænger de bare i bremsen og har svært ved at præstere det nødvendig på linje med pigerne. De er yderligere handikappet af at piger typisk er mere alsidige i deres intelligens, medens drenge ofte er ensporede, men til gengæld går meget grundigt og dybt i det spor. Hvis denne ensporethed retter sig mod fag i skolen, kan det gavne dem i konkurrencen med pigerne; men hvis det går i andre retninger (sport, computer m..m) hjælper det dem ikke.

Inden det kommer til de videregående uddannelser, er en pæn del af drengene derfor tabt i svinget. Det er derfor ikke overraskende, at piger er overrepræsenteret på de videregående uddannelser med undtagelse af visse fag, som i ringere grad appellerer til piger såsom ingeniør, arkitekt, pilot, it.

Underrepræsentation af kvinder på disse fag opfattes som et problem, som samfundet skal afhjælpe, hvorimod der ikke er noget ønske om at rette op på balancen på de fag, hvor piger er overrepræsenteret.

Det samme gælder det efterfølgende arbejdsliv. Vender vi os først mod den skæve kønsfordeling blandt pædagoger, er det en kendsgerning, at mandlige pædagoger i næsten hysterisk grad er under mistanke for seksuelle tilnærmelser mod børn. På grund af uklare udsagn fra børn til deres forældre, bliver der rejst sager. Hvis sagen sluttes på bevisets stilling, fordi man ikke kan komme til bunds i, hvad der er sket; mister pædagogen sit job og sin mulighed for at få job med arbejde for børn i al fremtid. I andre lande imødegår man den hysteriske mistanke ved at der altid er to pædagoger til stede, når barnet skal skiftes. I Danmark mener man øjensynlig, at det er de mandlige pædagogers eget problem. Det er ikke så mærkeligt, at karrieren som mandlig pædagog ikke bliver en ønskedrøm.

De mænd, der når karrierens øverste trin, når det tit i kraft af deres maskuline aggressivitet og ensporede intelligens. Nutidens ledere er ofte meget ensporede. Det er kvinder i mindre grad. Det opfatter samfundet som et problem, hvorfor der taget initiativer til at udligne den skævhed. Virksomhederne forpligtes til at sikre lige kønsfordeling i bestyrelser. På universiteterne belønner man ansættelse af kvindelige forskere med supplerende forskningsmidler. På områder, der traditionelt tiltrækker kvinder mindre såsom den finansielle sektor, kan det være svært at finde egnede kandidater.

På hele jobmarkedet indfører man procedurer, der skal sikre, at kvinder ikke forfordeles. Det er for så vidt velbegrundet, da der historisk og måske stadigvæk sker en diskrimination, dels på grund af almindelig mandschauvinisme, dels fordi man ikke har blik for de specifikke kvindelige egenskaber.

Den ulighed, der ligger i, at det fortrinsvis er mænd, der sidder i fængsel, er der ingen, der tænker på at udligne. Den må være udtryk for, at mænd udviser mere uønsket adfærd end kvinder. Eller at mænds uønskede adfærd anses for mere utilgivelig end kvinders uønskede adfærd.

Det er særligt tydeligt i den seksuelle relation. Metoo-bevægelsen gik fra at sætte fingeren på deciderede misbrug til at udvikle en kultur, hvor kvinder kunne omfortolke deres relationer fra noget, de fuldt bevidst indlod sig på til noget, hvor manden misbrugte deres villighed. Mest markant i forfatteren Hilde Rød-Larsens beretning om forholdet til en ældre psykiater. Hun led af spiseforstyrrelser, han forstod det, hun følte sig set, han ønskede sex, hun ønskede at blive helbredt. De blev enige om at sex. Det er ikke oplagt, hvem af dem, ser søgte at få mest fra den anden. Hun helbredelse, han sex for ikke at bruge det store ord kærlighed. Men ønskede hun ikke også sex? Eller er mænd bare i almindelighed nogle liderlige svin? Men kan kvinder ikke også være liderlige?

Som et nyt skud på denne stamme har vi fået en lovbestemmelse, hvorefter mænd kan dømmes for voldtægt, hvis der ikke foreligger samtykke og strafferammen for voldtægt er forøget markant. Praksis viser en foruroligende udvikling. Et eksempel. En mand og en kvinde på omkring 19 år skriver sammen på Tinder. Efter et stykke tid bliver de enige om at mødes. Hun understreger, at de ikke skal have sex, for hun har menstruation. Han kommer kl. 2 om natten og hun henter ham på gaden. De er enige om at sove sammen. Hun har trusser på.  Hun siger, at han tog trusserne af og trak tamponen ud. Han siger, hun selv gjorde det. Han indfører sit lem og begynder samlejebevægelser. Efter et stykke tid siger hun, at han skal holde op. Det gør han. Efterfølgende anmelder hun ham for voldtægt. Han frifindes i byretten, men dømmes i landsretten 2½ års ubetinget fængsel. Han forklaring var utroværdig og hendes forklaring troværdig hedder det i dommen.

I den bizarre ende har vi sagen om natten efter festen i Enhedslisten, hvor en mand og to kvinder lægger sig til at sove i samme seng, hvor den ene kvinde tvinger manden til at melde sig selv for voldtægt af den anden kvinde. Han blev frifundet; men det var før lovændringen.

Som det sidste skud på stammen har vi nu regeringsgrundlaget, hvorefter det ikke skal være muligt at afsone domme for voldtægt i fodlænke. Det har det aldrig været, så den aftale får ingen praktisk betydning. Men tankegangen er skræmmende. Det synes at være dikteret af et ønske om at skade gerningsmanden mest muligt. Tanker om resocialisering synes ikke at spille ind.

Man kan spørge, hvorfor det optager mig så meget. Jeg kommer nok ikke i vanskeligheder. Der er to grunde. Jeg synes, det er uforståeligt, at mændene i partierne bag loven har stemt for den. De burde vel være de nærmeste til at se, at mænd som gruppe bliver urimeligt udsat. Jeg tøver ikke med at kalde dem vatpikke, fordi de ikke har turdet tage til genmæle mod tidens ekstreme feminisme. Den anden grund er, at loven omdefinerer forholdet mellem kønnene generelt. Forholdet mellem kønnene bliver generelt mistænkeliggjort og problematiseret. Hvis en mand lægger an på en kvinde, er det suspekt. Er der en aldersforskel, er den helt gal. Er kvinden imødekommende, bør manden tænke sig ekstra om: Vil kvinden efterfølgende omfortolke situationen og anklage ham for overgreb? Er det ikke bedre at lade være og drikke sodavand i stedet for vin til festen og afvise de fulde og liderlige kvinder. Løssluppen morskab kan være farlig. Har du en tilbøjelighed til at lade dig rive med, så bliv hellere hjemme. Lad være med at nærme dig kolleger på arbejdspladsen i det hele taget. Kun hvis hun er din overordnede er magtrelationen uproblematisk.

Vi er måske på vej derhen, hvor kun Tinder er et acceptabelt mødested. Her er man ikke først ven eller kollega, hvor uklarheden kan opstå, når tiltrækningen spirer. Formålet med Tinder er netop at indlede en erotisk relation. Skriftligheden gør det muligt at definere trin for trin. Beviset kan etableres. Manden kan og bør sikre sig. Det er sådan, vi bør rådgive børn og børnebørn: Hold jer fra venner og kolleger. Søg på nettet og skab den fornødne klarhed.

Helt naivt spørger jeg mig selv, hvor kærligheden er henne i det her. I alle de historier, man hører og diskussioner, man læser, er den ikke nævnt med et ord. Det handler om sex, udnyttelse og overgreb. I sagen om Hilde Rød-Larsen er historien, at psykiateren udnytter kvindens sårbarhed. Men det kan jo også tolkes sådan, at den syge kvinde udnytter psykiaterens kompetence. Det var jo det, der tiltrak hende. Men ingen taler om erotisk tiltrækning endsige kærlighed. Det giver i sig selv anledning til undren, at offerfortællingen kommer så mange år efter. Jeg hævder ikke, at hun er uærlig; men måske var hendes følelser blandede. En del af hende ville og en del ville ikke.  Det afspejles vel også i den måde, hvorpå den er skrevet, hvor den samme fortælling fortælles flere gange men med forskellig tolkning. Det er en interessant måde at skrive på. Og det var så langt, hun selv var indstillet på at gå. I virkeligheden tror jeg Peter Nielsen fra Information gjorde hende en bjørnetjeneste, da han kontaktede hende og efterspurgte en offerfortælling

Løfter jeg det op på næste plan, så hævder jeg, at kvinden vil begæres og manden vil begære. Bytter man om på det, bliver det som regel en flov affære. Og så spiller kærligheden ind, hvad enten den har biokemiske eller andre årsager. Det er ikke mandens ansvar det hele. Navnlig ikke i tider, hvor kvinden – med god grund – hævder at være selvstændig og ligeværdig med manden. Nogle kvinder tiltrækkes af magt, rigdom og indflydelse. Nogle tiltrækkes af den modne mand. Skal manden så værge sig mod de tilnærmelser? Hvad gjorde Hilde Rød-Larsen? Hvilke signaler sendte hun? Ingen? Så var psykiateren nok ikke blevet tiltrukket.

Dernæst: hvorfor er hans følelser illegitime? Kan modne mænd ikke blive forelsket? Det er tænkevækkende, at vi er kommet derhen, at kun normalforholdet er legitimt. Aldersforholdet skal holdes inden for snævre rammer. Linn Ulmanns fortælling om den helt unge pige, der jagter en moden fotograf også er blevet tolket, som en fortælling, hvor kvinden er offeret. Det er værd at sammenligne med den franske historie om Gabrielle Russier, der havde omvendt fortegn. En 31-årig kvindelig lærer blev i 1968 forelsket i sin 15-årige elev. Drengens forældre vil have ham til at bryde med hende, hvilket han nægtede. Forældrene klager til myndighederne, og hun bliver fængslet. Drengen klager så effektivt, t hun bliver løsladt igen. Drengens forældre får ham anbragt i en institution, og han bliver undergivet psykiatrisk behandling. Men de ses alligevel og det lykkes ham at flygte. Hun bliver fængslet igen, fordi hun nægter at oplyse, hvor han er. Hun bliver idømt 12 måneders fængsel. For at undgå, at hun bliver omfattet af en generel amnesti i forbindelse med valget af Pompidou som præsident, appellerer anklagemyndigheden dommen. Hun begår selvmord og drengen bliver anbragt på en lukket afdeling på en psykiatrisk anstalt. Det lykkes ham at udsende en pressemeddelelse, hvor han oplyser, at deres forhold ikke var et lærer-elev forhold. ”Det var ikke fordi hun var min lærer, at vi kom til at elske hinanden. Vi kunne have mødt hinanden hvor som helst.” Præsident Pompidou fremkom med et uforståeligt citat fra et digt af Élouard for at undgå a sige, hvad han mente om sagen. Der blevet drejet film (Mourir d’aimer) og skrevet sange om sagen (Charles Aznavour) . Senere satte Macrons egen historie sagen i et nyt perspektiv. Men hvad mener jeg med, at det er den omvendte historie? Meget enkelt: Man behøver bare at forstille sig, at læreren var en mand og eleven en pige. Så havde eftertidens dom været en anden. En anden forskel er, at ordet ”elske” bruges i pressemeddelelsen. Men hvad er det, der gør, at vi opfatter det som legitimt, at kvinden er væsentlig ældre i forholdet, men ikke når det er manden?

Pour conclure: Ny-feminismen tilstræber ikke ligestilling, men feminine privilegier.

En tredje vej?

I 1960 var der 3 mia. mennesker på jorden. Nu er der omkring 8 mia. Det presser naturens ressourcer, truer biodiversiteten og medfører enorme CO2udslip og dermed følgende klimaforandring. Alligevel anser regeringen det faldende befolkningstal som en trussel. Det vil gå ud over væksten. Når det kommer til økonomi, anses recession som den største trussel. Japan har i perioder været i recession.

Jeg spurgte en økonomiprofessor, hvorfor faldende befolkningstal er et problem. Han svarede, at det er et midlertidigt problem, fordi der i en overgangsfase vil være for få til at forsørge en stor aldrende befolkning. Mette Frederiksens dommedagsprædikener skal ses i det lys. Det er derfor, der ikke er råd til at gøre noget ved klimaet. Japan har en faldende befolkning.

Ja, tænk på, hvor slemt det står til i Japan.

Politikernes angst for recession og faldende befolkning fører til ideen om, at vi skal producere os ud af klimakrisen. Det er formentlig et af historiens største selvbedrag, at man kan producere sig fra faldende biodiversitet og stigende CO2-udslip. De hidtidige tal for CO2-udslip tyder ikke på, at det går den vej. Vi skal alle køre i el-biler. Men hvor skal råstofferne til batterierne komme fra?

Da en fransk økonom gjorde gældende, at vi skal forbruge mindre; mente Margrethe Vestager, at han var på vildspor. Hvorfor skulle man pålægge sig selv de unødvendige begrænsninger, når man kunne producere sig ud af problemet?

Det viste sig, at kommunismen ikke virkede i praksis. Kapitalismen overlevede og sejrede, vil mange sige. Den skabte rigdom gennem forbrug. Den har blot den indbyggede svaghed, at den ikke fungerer uden vækst.

Spørgsmålet er, om den kapitalistiske epoke er forbi? Lad os håbe, der er en tredje vej.

Undskyldninger for fortidens slaveri

Etikeren hos Søren Kierkegaard vælger modsætningen godt og ondt og i den modsætning vælger han mellem godt og ondt. Det gør han i den samfundsorden, hvori han lever, fordi indholdet af begreberne skifter fra epoke til epoke. Moralen er relativ. Det var Kierkegaard helt opmærksom på.

Betragtningen er egentlig ganske selvfølgelig, for hvordan skulle man vælge at leve efter en anden moralopfattelse, end den, der gælder i ens egen tid. Det bør man huske midt i den grasserende debat, hvor man kræver anger og undskyldninger for vores forfædres handlinger, som strider mod nutidens moral.

Engang var det i overensstemmelse med moralen at have slaver og fæstebønder; men det er det ikke mere. Man kan ynke de stakler, der blev undertvunget; men man kan jo ikke undskylde det. En undskyldning forudsætter et ansvar, og det har vi ikke. Selvom vores forfædre var slavehandlere og slaveejere, har vi ikke noget ansvar over for fortidens slaver og slet ikke over for deres efterkommere. Lars Lykke gjorde det rigtige, da han sagde, at han ikke ville undskylde, men gerne beklage. Men i virkeligheden var det uklart, hvad han beklagede. Hvem var genstand for beklagelsen. Var det de døde slaver i Vestindien eller deres efterkommere. Hvad krav havde efterkommerne på end beklagelse endsige en undskyldning. De lever jo i frihed.

Skulle vi endelig beklage noget, måtte det være, at vi solgte øerne hen over hovedet på lokalbefolkningen uden afstemning. Det lider den nulevende befolkning stadig under. Men mon ikke USA havde sat sig på dem alligevel på samme måde som de nu langsomt og sikkert sætter sig på Grønland?

Vi skal arbejde mere

Det er ikke hver dag, at indenrigspolitik får mig til at tænke over, hvad det er at være menneske. Ophævelse af Store Bededag var regeringens første skridt. Det skulle øge arbejdsudbuddet. Arbejdskraft er noget, man stiller til rådighed på markedet. Til fals for dem, der byder. Du arbejder ikke nok, siger regeringen. Min regering? Lever vi i et oligarki, hvor regeringen varetager kapitalejernes behov for arbejdskraft? Nej, det er ikke sådan, det hænger sammen. Økonomerne har sagt, at der er mangel på arbejdskraft, og det går ud over væksten, og uden vækst går det helt galt for samfundsmaskinen. Det er et dogme, som vi alle sammen er enige om ikke at spørge nærmere til endsige udfordre. Derfor var det til dit eget bedste at sløjfe Store Bededag og give den en ekstra skalle. Så tjener du jo også mere.

Tjener mere? Vil vi ikke alle gerne tjene mere? Inflationen stiger og energien med.

Og Store Bededag var jo ikke en rigtig helligdag. Det er bare en dansk opfindelse fra 1600-årene, og man kan jo godt spise hveder og gå på volden, selvom man skal på arbejde næste dag.

Dernæst bør vi vise samfundssind, for den skat, du skal betale af det mere, du tjener, skulle betale for hjælp til Ukraine, og dem vil du jo gerne hjælpe. Nå nej. Den blev gennemskuet som for tynd. Nej det er nødvendigt for at opretholde velfærdssamfundet, og det vil vi jo gerne. Nu forstår vi så at ophævelsen af Store Bededag ikke var nok. Vi arbejder stadig for lidt.

Afhængig af sammenhængen bliver mennesker karakteriseret som stemmekvæg, forbrugere, skatteydere, arbejdskraft. Men sjældent som mennesker. Vi er små tandhjul i en samfundsmaskine og tjener et formål, der er højere end os selv. Formålet, vi skal tjene, er på uforklarlig vis defineret i en række dogmer, hvis berettigelse ikke kræver bevis:

  1. Økonomien skal vokse
  2. Befolkningen skal vokse for at økonomien kan vokse
  3. Væksten skal sikres gennem innovation og øget arbejdsudbud
  4. Store Bededag skal afskaffes og topskatten lempes for at øge arbejdsudbuddet
  5. CO2-problemet og alle andre miljøproblemer kan klares med ny teknologi, og der ligger Danmark i front, og vi tjener derved endnu mere. Det gør ikke noget, vi sviner mere i mellemtiden.

Det overordnede mål for os alle er vækst. Det burde medtages i kirkens bønner og søndagsprædikenen. Økonomerne skal lære os alle sammen at sige det. Hvis vi forstår det til bunds, vil vi juble, over at Store Bededag afskaffes, og at arbejdstiden skal forlænges.

Og det er velsagtens kun begyndelsen. Fremskridt og udvikling er ikke noget, vi ønsker. Det er noget, der trækker os med. Det har en pris, naturligvis. Det rummer farer, som skal afværges, og som nødvendiggør nødvendighedens politik.

Men det kunne være interessant at vende dogmerne på hovedet:

  1. Klimaet forværres, og det skal med alle midler afbødes
  2. Befolkningstallet vil dale, og det er godt for klimaet
  3. Den økonomiske vækst må standses for at bremse CO2-udledningen
  4. De problemer, som de tre ovenstående dogmer forårsager, må klares med innovation og ny økonomisk tænkning

Den interessante forskel ligger i, hvad man vælger at prioritere og hvad man bevidst ignorerer og derfor udskyder til en uvis fremtid at løse.

Min prioritering har den fordel, at den giver mulighed for at være menneske.

Maskuline værdier

Man kan spørge sig, hvad der er tilbage af manderollen. Kønnet er en social konstruktion, siges det undertiden. Feminismen har i kampen for ligestilling gjort krav på, at ingen mandlige egenskaber eller værdier ikke i lige så høj grad kan besiddes af kvinder. Det er uden tvivl rigtigt. De negative sider af maskuliniteten har de imidlertid ladet mændene beholde for sig selv. Samtidig har de krævet at de typisk kvindelige værdier som omsorg også bør efterstræbes af mænd. Ikke alene skal mænd varetage typiske omsorgsopgaver med de fælles børn. De skal også kunne lide det.

De mænd, der pligtskyldigt følger med i denne tidens strøm, bliver på en mærkelig måde fremmede for deres eget køn, hvad enten de helhjertet og effektivt udfylder rollen – de vakte, der har set lyset – eller plages af usikkerhed og selvhad. Tidens woke- og identitetspolitik og cancel culture har alle elementer af den autoritære magtudfoldelse, der også kendetegnede 70-ernes kommunisme. Det eneste trøstende er – som en professor sagde – at det går over. Trøsten begrænses dog af den klassiske erfaring om, at det, der kommer i stedet, ikke nødvendigvis bliver bedre. Den ulmende modreaktion fra det yderste højre kan blive slem. Den manderolle, som hyldes på den fløj, er ikke rar.

Grundtvig og Brandes

Mange mennesker samler sig om en person, der er blevet symbol på noget, der opfattes som særlig dansk: Grundtvig. Det drejer sig om alt fra andelsbevægelse til højskoler, det kirkelige, en særlig dansk tone i litteraturen, rødder i landbokulturen, den danske sang. Hvad grundtvigianismen går ud på, har andre forklaret. Bo Lidegaard skrev en danmarkshistorie, hvor han betagende Grundtvig som dansk fællesgods: Vi er alle grundtvigianere. Jeg må sige som i Life of Brian: not me. For mig er det en fællesbetegnelse for alt det, jeg tager afstand fra: det selvtilfredse indadvendte danske, der opfatter påvirkninger fra udlandet som ”ugræs”, der fyger over hegnet.

Når udlændinge søger dansk statsborgerskab, forventes de at annamme den særligt danske kultur, og det omfatter kendskab til Grundtvig. I indvandrerprøven er der nødvendigvis spørgsmål om Grundtvig. Er andelsbevægelsen knyttet til Holberg, Grundtvig eller Brandes? Aldrig vil der blive stillet et spørgsmål, der forudsætter kendskab til Brandes, der så en verden uden for Danmark. Mens Grundtvig var kendt i Danmark, var Brandes kendt i hele Europa.

Sundhedspolitik eller nykolonialisme

Som jeg forstår regeringens politik, vil man afhjælpe manglen på sundhedspersonale ved at importere kvalificeret arbejdskraft fra tredjelande. Det er vel en form for nykolonialisme. Tidligere hentede man guld og ædelstene. Nu henter man mennesker. Selv hvis man betaler for deres skolegang og uddannelse – hvilket anstændigvis må forudsættes – røver man stadigvæk den talentmasse, som landet skal bygge fremtiden på.

Grønland

Når Danmark om kort tid mister forbindelsen til Grønland, fordi amerikanerne overbyder os og grønlænderne tror, de får selvstændighed, vil der gå noget tabt i den danske kultur. I et lille land som Danmark, udgør Grønland med sin umådelige udstrækning et rum for storslåede tanker. Det er stedet, man kan ty til for at opnå berømmelse eller glemsel. Det er stedet, hvor der var plads til dem, der ikke kunne finde sig til rette eller blev klemt ude af den småtskårne danskhed. Det er stedet, hvor man kan prøve kræfter med naturen uden for spejderforbundets tryghed. Der kan man begive sig ud at vandre og være nogenlunde sikker på ikke at møde nogen. Der er plads til at drømme. Der er mulighed for at forstå en kultur, man kun forstår halvt.

Når amerikanerne overtager det på samme måde, som de overtog Hawaii, vil de drage ind som et nyt herrefolk. og grønlænderne vil lige som hawaiianerne få lov til at underholde med lidt folklore og tømme skraldespande.

Missiler mod det russiske sprog

Jeg har ingen sympati for det russiske angreb på Ukraine, selvom jeg ikke hopper med på den vestlige uskyldsfortælling. Men lad det nu ligge til en anden gang.

Men hvorfor skal det gå ud over det danske sprog? Navnet Kiev er den del af mit verdensbillede. Hvorfor skal den nu hedde Kiyv, fordi et par sangvinske redaktører har travlt med at demonstrere solidaritet og politisk korrekte attituder? Jeg har været i den by. Det er også min. Jeg har aldrig haft nogen anelse om, at vores transkription er knyttet til russisk, og jeg er egentlig også ligeglad. Jeg har ikke noget imod det russiske sprog.

Hvis man har set russiske film f.eks. Andrej Tarkovskis Ivans Barndom fornemmer man, hvor lydligt smukt og klangfuldt russisk er. En stor del af Ukraines befolkning taler russisk som deres modersmål. Store ukrainske forfattere som Andrej Kurkov skriver på russisk.  De kalder vel stadig byen for Kiev. Bulgakov skrev også på russisk.

Men det stopper ikke med Ukraines hovedstad. Odessa har mistet et “s”. I geografi lærte jeg om de sovjetiske floder Don, Dnepr og Dnjestr. Når man i avisen læste om kampe ved Kherson, stod der om en stor flod, som man med lidt gætteri identificerede som Dnepr.

Disse navneskifter udløser formentlig en indadvendt tilfredsstillelse på avisredaktionerne; men den stakkels ukrainske befolkning har formentlig svært ved at forstå, hvorfor deres ene nationalsprog lægges for had.