Hvorfor er der nogle indvandrere, der integreres meget nemt og andre slet ikke, spørger du. Det er et tankevækkende spørgsmål. Jeg mangler naturligvis indsigt og tal for at kunne svare. Jeg kunne søge på nettet eller kontakte forskningsinstitutter. men det gør jeg ikke. Det må blive godtkøbsbetragtninger. Hvad har jeg hørt, læst eller selv oplevet. Sådan er en samtale.
En af de ting, der har undret mig, er, at amerikanere eller andre fra den engelsktalende verden, som er indvandret, kan leve et helt liv i Danmark uden at lære dansk. Nogle slet ikke, andre en smule. Måske forstår de lidt, og måske kan de sige et par sætninger, men så slår de over i engelsk og forventer, at vi følger med. Det må være som at se verden gennem matteret glas. Men det er naturligvis ikke dem, du tænker på.
Man hører aldrig om problemer med kinesere eller vietnamesere. Er de integreret? Efter sigende ikke. De skulle leve i lukkede kredsløb uden kontakt til samfundet udenfor. Ingen ser dem. Ingen kender dem.
Philippinerne er en anden gruppe. De kommer på såkaldt kulturudveksling, men tjener reelt som barnepiger og hundeluftere, hvor man ser dem på vejene nord for København, hvor de går med den vovse, familien ikke selv gider tage sig af. De sender en del af deres beskedne løn hjem til familien. Ingen af dem lærer et ord dansk, medens de er her. De skal jo tilbage. Nogle gange tilbage til mand og børn. Hvad det er for en kultur, de tager med hjem, er lidt tvivlsomt.
Men det er naturligvis de muslimske indvandrere, du tænker på. Når det kommer til dem, betegner vi dem ved religion og ikke ved nationalitet. Vi ser det som et fedt. De kommer fra Tyrkiet, hele Mellemøsten, Iran Afghanistan, Pakistan og hele vejen rundt om Middelhavet til Marokko. Men er det alt sammen et fedt?
Lad os indlede med at konstatere, at mange af disse indvandrere i første eller anden generation er fuldt integreret, har høje stillinger som forskere eller forretningsmænd. Vi elsker at høre om dem. De bekræfter indirekte vores tro på vores værdier og levevis. Naser Khadar hører til den slags præmieindvandrere. Han ved det selv.
Men der er en stor gruppe, det må indrømmes, som virker fremmede. Mange af dem har job og taler dansk og er for så vidt integreret, men vi tænker alligevel over det, når vi ser dem i taxaer eller i grøntforretningen, eller når vi er sent på kontoret og ser dem rykke ind for at gøre rent. Vores ældre slægtninge, som er på hospitalet eller bor hjemme ser dem som sygeplejere eller hjemmehjælpere. Ofte føler de et spontant ubehag når et fremmed ansigt pludselig dukker op. Når man er syg eller gammel og svagelig, er man nok mere bekymret. Men også disse fremmede er jo integreret.
Efter sigende har integrationsvanskeligheder undertiden noget at gøre med de sociale lag, de kommer fra. Tyrkerne, der kom i 70-erne, var fra landdistrikter og havde meget beskeden uddannelsesbaggrund. Pakistanere og iranere kommer efter sigende fra højere sociale lag og har lettere ved at glide ind på arbejdsmarkedet. Men så enkelt er det nok heller ikke. Tyrkerne befolker grønthandlere og pizzeriaer og mange andre restauranter, hvor de tilbereder italiensk og græsk mad.
På en dårlig dag bliver vi også bekymrede over polske og litauiske håndværkere. I landbruget arbejder ifølge Information 7000 rumænere. Men tænker vi det igennem, må vi også regne dem til de integrerede. Anderledes med romaerne, der tigger på strøggaderne og de tyve, der begår indbrud og stjæler vores få guldsmykker. Politiet siger, de kommer fra Rumænien. De holder sig til guldet, fordi de ikke kan slæbe så meget den lange vej hjem. Jeg trøster mig med, at de medvirker til velstandsudligningen i EU.
Meget kender vi kun fra medierne. Områder af byen, hvor man ikke kan komme. Tingbjerg for eksempel. Vi hører om bander og kriminalitet. Det er ikke noget, der umiddelbart truer os, men vi bliver utrygge. Det har ikke noget med integration at gøre. Kriminalitet er kriminalitet. Men vi sætter det i forbindelse med manglende integration.
Måske er vores største problem vores manglende evne til at få deres børn gennem vores skolesystem. Det er vel retfærdigt at sige, at der kommer vi til kort. Klasser med mange indvandrerbørn er næste ustyrlige og lærerne bruger alle deres ressourcer på bare at holde en lille smule orden. Indlæring er der ikke megen mulighed for. Det hænder så, at indvandrerbørn bliver taget ud af klassen og sendt til genopdragelse i hjemlandet. Så bliver vi forargede, selvom det vel i grundet er et bevis på vores fallit. Eller hvad? Er vi ikke i stand til at drive en skole, der kan sætte skik på disse børn og lære dem noget. Vores uvilje mod disciplin og kæft trit og retning er så stærk, at vi hellere vil miste kontrollen end at bruge det. I stedet lægger vi op til mere kæft trit og retning, når de er kommet på den forkerte side af loven med strengere straffe og udvisning af landet. Men så er det jo på en måde for sent. Vi vil hellere holde fast i en forestilling om, at skole skal være sjov og underholdende og drevet af videbegær og lyst. Børn skal kunne lide at gå i skole, men aldrig har så mange pjækket. Vi fastholder denne pædagogiske idyllisering, selvom resultaterne ikke altid er overbevisende for andre end de meget velfungerende børn, som vil blomstre i alle systemer.
Men hvad så med terroren? Ja, hvad med den? Rent statistisk er det en beskeden trussel. Som risikoen ved at falde ned med en flyvemaskine eller noget i den retning. Men hvorfor gør de det? Tja, hvorfor smider vi bomber i Syrien og Libyen? Vi meldte os jo også til krigen i Iran, selvom det kun var med en ubåd. Når de svarer igen med terror, er det vel det, man kalder asymmetrisk krigsførelse. Det oplevede Frankrig også, da undertrykkelsen i Algier var på sit højeste.
Deres religion gør os også utrygge, fordi den er så fremmedartet, selvom jeg kan huske, da Bertel Haarder i fjernsynet sagde, at han foretrak muslimerne, fordi de dog trods alt troede på noget, frem for dem, der ingenting tror. Det var før Anders Fogh Rasmussen gav ham mundkurv på. Hvad kunne det ikke have udviklet sig til i forhold til ateisterne, hvis han havde fået lov at fortsætte.
Når man så kommer til tørklæder, burkaer og uviljen mod at spise svinekød, bliver de reelt symboler på vores frustrationer og på vores utryghed og afmagt. Derfor hader vi dem. Integration derimod er vi i grunden ligeglade med. Hvad rager det os, at kinesere og vietnamesere lever i lukkede cirkler, eller at amerikaneren aldrig lærer dansk. Det er deres problem.
Men tag ikke mine synspunkter alt for tungt. Det er alt sammen løse betragtninger og påstande. Andre kan med lige så stor ret mene noget andet. Men jeg tror, det er godt at tale om det. Vi skal hele tiden værge os mod de forenklede billeder, som politikere og såkaldte meningsdannere forsøger at tegne.
