Som samvittighedsfuld samfundsborger læser vi aviser og ser fjernsyn og følger med i debatter og politiske spørgsmål. Det gør vi af pligt og interesse. Vi tager stilling og bliver klogere. Det giver en vis fortrøstning. Men ind imellem er der ting, der ikke rigtig falder på plads. Der er noget foruroligende ved at høre og læse det samme igen og igen, uden at nogen nogensinde stiller det spørgsmål, man synes er mest relevant. Er der noget fundamentalt, man helt har misforstået. Man er beklemt ved sin manglende indsigt, når nu så mange kloge øjensynlig ikke finder nogen anledning til at stille det. Denne form for ikke-spørgsmål møder jeg ofte i klimadebatten. Emnets vigtighed taget i betragtning vover jeg derfor at stille det, selvom jeg risikerer at fremstå som komplet idiot, der ingenting har forstået af selv det mest banale. Men i denne fortrolige kreds går det nok.
Igen og igen hedder det, at vi skal redde klimaet ved at omstille til grøn produktion. Uenigheden raser om tempoet. Nogle mener, at det går alt for langsomt på flere områder fra elbiler til vindmøller, biobrændsel, mindre oksekød og færre flyrejser og så videre og så videre. Andre holder igen, hvad enten det nu er magelighed og uvilje til at omstille sig eller et overordnet hensyn til, at samfundet fortsat fungerer. Man kan så vælge sin plads i dette spændingsfelt.
Ind imellem er der så økonomer der taler om nulvækst. De bliver betragtet som bizarre undtagelser efter antagelsen, at der er altid nogen, der mener det modsatte, hvad enten det skyldes, at de er bløde i bolden eller bare ekstreme. Da Margrethe Vestager blev stillet over for sådan en, sagde hun lige ud, at hun ikke forstod problemet. Vi skal ikke have nulvækst. Hvorfor skulle vi det. Vi skal løse klimatruslen ved at omstille til grøn produktion. Hun stillede sig derved øjensynlig på den fløj, der vil gå langt i retning af at kræve flere elbiler og vindmøller osv., og mange blev sikkert glade for det budskab.
Her er det så, at mit spørgsmål kommer. Hvis vi fastholder grundpræmissen om, at vi skal have økonomisk vækst, og vi vil imødegå klimatruslen ved at omstille til grøn produktion, hvorfra ved vi så, at vi kan omstille så meget, at truslen bliver afværget? Har nogen regnet på det? Er det ikke bare en sænkning af hastigheden mod afgrunden? Kan afværgelsen af truslen ske med omstilling ved hjælp af kendt teknologi, eller forudsætter det, at vi i fremtiden finder på noget såsom fusionsenergi. Forudsætter det en jubeloptimisme, som hos Dickens berømte romanfigur Micawber, der, når vanskelighederne tårnede sig op, affejede alle bekymringer med at sige: ”Noget vil vise sig.”
Men hvad er det, der skal få os til at tro på, at grøn omstilling skal klare problemet. Trods alle anstrengelser for at nedbringe CO2-udslippet, er det steget konstant med en enkelt undtagelse: under finanskrisen. Den underforståede pointe, der ligger i denne påpegning, kan næsten bringe økonomer ud af fatning. Det er som at snyde i kortspil.
Trækker man perspektivet længere ud og påpeger udfordringen ved samspillet mellem stigende produktion og stigende befolkning, henvises til antagelsen om, at befolkningsstigningen flader ud i takt med den globale velstandsstigning. Det er en af den slag bekvemme antagelser på grundlag af erfaringer fra visse kulturer, og som straks støder ind i et andet økonomisk dogme, nemlig at en faldende befolkning er et stort økonomisk problem. Se bare på opstandelsen over udviklingen i Japan, hvor befolkningen falder samtidig med at leveralderen stiger. Hem skal forsørge alle de gamle, hvis der ikke fødes flere børn til at forsørge dem. Den slags modsigelser bryder økonomer sig ikke om at håndtere samtidig. Men tilbage til forhåbningen om at befolkningsstigningen flader ud, når vi alle sammen har fået velstand af vesteuropæiske dimensioner. Igen melder spørgsmålet sig: Hvorfra ved vi, at den virkning indtræder tids nok? Måske er det hele for sent, når vi når det punkt.
Når jeg stiller de spørgsmål, føler jeg mig lidt som Bajads i et af Søren Kierkegaards Diapsalmata: ”Det hændte på et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Vits.”
