Dannelse

Min niece Frederikke Lett, hvis energi gør selv de ihærdigste forpustede, har afkrævet sine facebookvenner et bud på begrebet dannelse. For den, der er opvokset før ungdomsoprøret, repræsenterer begrebet dannelse noget negativt. Det er formel viden om god opførsel og at sige det rigtige og læse det rigtige. Det er stift og udvendigt. Det var et middel til at danne sociale skel, og den dannede kunne se med foragt på den udannede. Alt det blev endegyldigt kastet på møddingen i 1968. Det var vi unge godt tilfredse med. Når begrebet nu dukker op igen, er det som at se et spøgelse.

Jeg slog efter i min kilde til sproglig visdom: Ordbog over det Danske Sprog. Den er god nok: betydning 3.2 ”om resultatet af den ved at danne betegnede udvikling, dels m.h.t kundskaber, dels m.h.t. åndelig (etisk) udvikling i almindelighed, dels m.h.t. ydre væsen eller optræden; især almindelig oplysthed på de forskellige kulturområder (almindelige kundskaber) i forbindelse med en udviklet personlighed og kultiveret optræden; som oftest med afbleget betydning: belevenhed, velopdragenhed, i forbindelse med et vist mål af kundskaber; almindelig kultur.” Sådan ser spøgelset ud, når man holder det op i lyset.

Nu skal ordet ikke stå i vejen for indholdet. Men ord af den art vil altid danne skel. Kultur står i modsætning til ukultiveret. Men begynder man helt basalt, kan kultur defineres som det, mennesket lægger til naturen. Det er en meget bred definition, som ikke siger noget om kvaliteten. Men hvad så. Her gik jeg i første omgang i stå. Ved et tilfælde fik jeg for et par dage stukket en tekst af Kant i hånden af min svoger Tim. Allerede de første sætninger hjalp mig:

”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evnen til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.” (Fra Hvad er oplysning Königsberg 1784) (Det latinske oversættes til: hav mod til at være klog; af verbet audeo jeg vover)

Der har vi måske allerede svaret. For dannelse som begreb synes at forudsætte normer og dermed ensretning. Det synes at stå i modsætning til at bruge forstanden uden andres ledelse. De dannede vil jo netop danne, så andre kan blive dannede. Kants opfordring til at bruge forstanden er derimod anarkistisk og dermed udannet. Men kun den anarkistiske brug af forstanden giver håb om originalitet og nyskabelse og ægte værdi og ikke dannelsens efterabning.

Oplysning er meget mere end faglig viden. Det er det hele, dvs. alle menneskelige frembringelser. Vi skal suge viden fra alle tilgængelige kilder. Herved står jeg på randen af det dogmatiske dannelsesbegreb, men prøver at undslippe, dels ved at understrege, at al viden er relevant, dels ved at tilføje – med Kant – at vi på det grundlag skal danne os vores egen mening. På én gang banalt og – radikalt.

 

Forfatter: gle

jeg er advokat af profession, men det er underordnet. Her vil ikke stå noget om jura. her vil jeg skrive mine synspunkter om politik, litteraur og kunst og fortælle om det, der optager mig