Fleur Jaeggy: Tugtens lykkelige år – en intens læseoplevelse

Undertiden kommer man ved et tilfælde til at læse en fremragende bog. Jeg læste anmeldelsen af Tugtens lykkelige år og blev nysgerrig, da den handlede om et kostskoleophold i Svejts. Jeg har prøvet noget tilsvarende. Det kunne være interessant at sammenligne. Anmeldelsen i Politiken var positiv, men vinklen i den vakte egentlig ikke appetitten. Det var mere emnet, som seks måneder senere var udslagsgivende. Men den var udsolgt, og intet nyt oplag var på vej. Men nu er bibliotekerne åbne igen, når man bestiller. Alle fem eksemplarer var hjemme.

Den er fra 1989, og jeg undrer mig over, at den først er oversat nu. Hun er svejtsisk-italiener (eller omvendt) født i 1940. Kostskolelivet beskrives i et nøgternt sprog, men med overraskende og voldsomme billeder. Det virker selvoplevet. Selvom mit ophold ikke lignede, er der klare fælles træk. Det fremtræder ikke som erindringer, men som en komponeret roman. Forholdet til både opdragere og forældre har stor distance. Men det er dem, der sætter rammen og definerer livsvilkårene. Pigerne er afsondret fra verden udenfor. Ikke bare i en periode, men i hele deres skoletid. Skoleopholdet er en levende begravelse, hvor smerten ved tabet af ungdommen kun holdes ud ved at påtage sig rollen som sadist eller masochist. Den klosteragtige tilværelse kanaliserer pigernes følelsesliv, så relationerne mellem dem bliver intense. Det centrale tema er et venskab, der opstår og siden svigtes. Jeg-fortælleren bliver veninde med Frédérique. Venskabet bliver holdepunktet i deres kamp for at give tilværelsen et indhold. De er i puberteten, og i mangel af drenge antager forholdet mellem dem karakter af noget, der kaldes kærlighed. Den indbyrdes afhængighed gør, at den næsten usynlige konflikt, der opstår, bliver fatal, og da venskabet forliser, mister den vragede fodfæstet og er mærket for livet.

Eller er de allerede mærket af uomtalte forhold, som er årsagen til, at man har anbragt dem i denne fængselslignende institution?

Alt er beskrevet i et spidst og pertentligt præcist sprog, hvor de voldsomme metaforer leveres uskyldigt underspillet. Og det er måske sproget, der er det mest usædvanlige.

Der er noget i beskrivelsen af Frédérique, der minder mig om Christa Wolff Nachdenken über Christa T. Det er begge steder den stærke og selvstændigt tænkende person i det autoritære system. I begge tilfælde knuses de. En anden parallel kunne være Christoph Hein En fremmed Ven, hvor rammen også er det autoritære system, men vinklen er lidt anderledes, fordi det er pigen, der i loyalitet mod systemet svigter veninden, der mærkes for livet.

Hvis man ser Tugtens lykkelige år i det perspektiv – og det er nok det rigtige – bliver de to veninder uskyldige skæbner, der drives viljeløst afsted af et umenneskeligt system.

Forfatter: gle

jeg er advokat af profession, men det er underordnet. Her vil ikke stå noget om jura. her vil jeg skrive mine synspunkter om politik, litteraur og kunst og fortælle om det, der optager mig