Black lives matter – det giver mening når det gælder nutiden; men ikke fortiden

Det var ufatteligt og forfærdeligt, da en politimand i USA dræbte en sort med koldt blod. Det var sympatisk, at Black lives matter reagerede med at organisere en demonstration umiddelbart efter i bl.a. Danmark og gentog det ved den nordamerikanske udenrigsministers besøg. Men da bevægelsen rettede sig mod to hundrede år gamle statuer i Sydengland, mod Churchill og mod Hans Egede og alt muligt andet fra Europas fortid og så racisme overalt, måtte de ånde lettet op i USA. Så er de ikke længere i skudlinjen. Det latterlige består ikke i at tage afstand fra datidens slavehandel. Det gør vi alle sammen. Det latterlige består i at se bort fra, at alt i samfundet dengang i et vist omfang baserede sig på slavehandel – også i Afrika, hvor afrikanere fangede og solgte afrikanere til europæere og arabere. Men selv det ville gøre perspektivet for snævert. Herhjemme havde vi vornedskab, stavnsbånd og hoveri. Situationen i 1700-årene så sådan ud: Fæstebønderne lejede deres gårde, husdyr og arbejdsredskaber af herremanden i en fæsteaftale, hvorefter de skulle betale en afgift, der hed landgilde. Han havde dertil arbejdspligt hos herremanden i et omfang herremanden bestemte. Herremanden havde ret til at straffe bønderne nogenlunde vilkårligt. Han kunne dernæst forsætte dem dvs. smide dem ud fra gården, hvis han mente, de ikke passede den ordentlig. Han havde endvidere ret til at udskrive dem som soldater, hvilket var en effektiv trussel. Bonden kunne ikke unddrage sig ved at flytte et andet sted hen, for han havde pligt til at blive på stedet, fra han var voksen, til han var udslidt. Skulle bonden overveje at gå rettens vej, måtte han lige tænke på, at det mange steder var herremanden, der udnævnte dommeren. Herremanden forestod i øvrigt for det meste retshåndhævelsen på stedet. Historikere plejer at sige, at det ikke var slaveri eller livegenskab, som det også kaldes, men forskellen mellem fæstebønderne og de sorte slavers vilkår i Dansk Vestindien var ikke enorm. I Danmark har de fleste af os aner blandt fæstebønderne. Egentlig kan man fordømme en stor række af de danske konger og adelsmænd fra før bondefrigørelsen, som tog sin begyndelse i 1788. Men det er ikke en god grund til at male statuen af Frederik V på Amalienborg over med slagord.

Peter Losey’s film Sendebudet efter L.P. Hartleys bog af samme navn indledes med et citat af forfatteren: ”The past is a foreign country. They do things differently there.”

Lad fortiden være fortid, som Soames ustandselig (og uden større held) sagde til Irene i en gammel filmatisering af Forsyte-sagaen. Den er en del af os, men vi er et andet sted. Det giver ikke mening at måle den med nutidens alen. Vi udsletter ikke fortiden ved at fjerne dens symboler eller efterladenskaber. Vi bekæmper ikke racisme ved at se racisme alle vegne. Man er ikke racist, bare fordi man er hvid. Den igangværende ideologikritik, som fører totalkrig mod europæisk kultur minder om kulturrevolutionen i Kina. Det er trist, hvis kampen mod undertrykkelse bliver en undertrykkende kamp.

Benægter jeg så, at indvandrere bliver behandlet dårligt i Danmark? På ingen måde. Den dårlige behandling er regeringens politik, som støttes af et bredt flertal i Folketinge, og det er pinligt ud over alle grænser. Det har bare ikke noget med fortiden at gøre.

Forfatter: gle

jeg er advokat af profession, men det er underordnet. Her vil ikke stå noget om jura. her vil jeg skrive mine synspunkter om politik, litteraur og kunst og fortælle om det, der optager mig