Det er en almindelig opfattelse, at blandt andengenerationsindvandrere klarer pigerne sig bedre end drengene. Den sædvanlige forklaring er, at pigerne bliver tvunget til at holde sig hjemme, mens drengene får mere frie tøjler. Derfor har pigerne ikke andet at lave end at kaste sig over lektierne. Den forklaring understøtter vores almindelige fordom om, at moralen blandet indvandrere er kvindeundertrykkende. Efter min opfattelse er det for letkøbt. Måske skulle man kigge i andre retninger og overveje, hvad vores samfund egentlig tilbyder disse drenge
Vores uddannelsessystem bygger efterhånden udelukkende på kvindelige værdier. Det begunstiger dem, der kan sidde pænt og udfolde sig på et stykke papir eller med næsen i en bog. Allerede fra børnehaven er flertallet af pædagogerne kvinder (86 %). Det er netop i den alder, hvor drenge og piger for alvor begynder at identificere sig med deres køn. Når der er så få mandlige pædagoger, hænger det måske sammen med den næsten hysteriske angst for pædofili, som hærger forældre i disse år. De mindste antydninger fra børn om berøring bliver opfattet som forsøg på pædofili og fører til anmeldelse og sigtelse. Medmindre sigtelsen bliver frafaldet som grundløs, er pædagogen udelukket for livstid fra arbejde med børn. Det er ikke nok, at sigtelsen frafaldes på grund af bevisets stilling. Efter princippet ”der går ikke røg…” er tankegangen, at der nok var noget om det, selvom det ikke kunne begrunde en tiltale. Det kan nok holde en del mænd fra at vælge den karriere.
Dertil kommer, at feminismen er kommet så vidt, at mange mænd identificerer sig med kvindelige værdier. Mange vil ikke være i stand til at formulere mandlige værdier, hvilket understøttes af de feminister, som ser kønnet som en social konstruktion. Med det udgangspunkt er enhver argumentation om særlige mandlige kønstræk udelukket.
Indflydelsen af arv og kår i dannelsen af kønskarakteren er temmelig uigennemskuelig i detaljerne; men at hævde, at kønskarakteren er en social konstruktion, er rendyrket politik uden noget videnskabeligt holdepunkt. Men det er formentlig en kendsgerning, at forskellen i kønskarakter hos folk, der kommer fra Mellemøsten, er mere udtalt, end vi er vant til at se hos os. Dvs. at mænd er mere maskuline og kvinder er mere feminine.
Der kommer så balladen. Udviklingen af karakteren sker ofte gennem en spejling mod personer, som man ser op til. Men hvor er de maskuline værdier, en indvandrerdreng kan spejle sig i ud over sin egen far? Faderen er måske kørt fast i det danske system og sunket til bunds, eller han håndhæver principper, som er ude af trit med det omgivende samfund. Under alle omstændigheder har et barn behov for identifikationsmodeller uden for sin egen familie. Det er en del af udviklingen fra familie til samfund, og den er særlig vigtig, når man skal integreres i en anden kultur, end den, man kommer fra. Der skal være nogen i den nye kultur at se op til. Her skulle den mandlige pædagog eller lærer træde til. Men enten er de der ikke, eller de tør ikke folde maskuline værdier ud under det dominerende feministiske regimente.
Mandlige værdier er i de senere år blevet nedgjort så meget af feminismen, at man knap nok tør hævde at der findes nogen. Det gælder alt fra MeToo til mansplaining, alfa-hanner til hustruvold og kvindeundertrykkelse i almindelighed. Omvendt har kvinder på godt og ondt indtaget områder, som traditionelt har været domineret af mænd og hævder så, at de kvaliteter, mænd har udfoldet der, ikke er specifikt maskuline. Der bliver ikke rigtig noget tilbage. Mændene får eneret på de dårlig maskuline særtræk, og de gode sider er ikke specifikt mandlige. Manden skal genopfinde sig selv, hedder det: læs han skal feminiseres. Mange mænd beskriver selve den banale sandhed, at kvinder har lige ret og lige værdighed som udtryk for, at de er feminister. Almindelig anstændig opførsel bliver pludselig til et feministisk værdi. Det er det univers en undrende indvandredreng af anden generation kan kigge ind i. Der er ingen Marlon Brando eller Burt Lancaster der.
Hvad er så de maskuline værdier? For at forklare det, er det nødvendigt at generalisere og forgrove, for både mænd og kvinder indeholder elementer af både mandlige og kvindelige værdier. Man kan derfor alene tale om, at visse karaktertræk har overvægt hos det ene eller andet køn. Kun derved kan man definere det mandlige som modsætning til det kvindelige. Dernæst betoner jeg, at der i den foreliggende sammenhæng er tale om værdier, som kommer til udtryk i opdragelsen og ikke i voksenlivet, hvor det hele bliver mere sløret.
Hvad er de dominerende kvindelige værdier i opdragelsen, som ikke ligger naturligt til mænd? Det er varme og omsorg. Alt det, som vi omfatter af begrebet af moderlighed.
Hvad er det mandlige? Det er de hårde krav. Derfor føler de fleste mænd sig akavede og uegnede til den opgave de får tildelt med lige barselvorlov for mænd og kvinder. Der kan de ikke tilbyde andet end at påtage sig en sur pligt. De har ikke en naturlig omsorg for det lille umælende væsen.
Den maskuline tilgang er at sige: du kan gøre det bedre, du kommer over det, du skal anstrenge dig mere. Det gælder, hvad enten det drejer sig om sport, at bygge en hule eller løse en svær skolestil eller matematisk opgave. Det er evnen at stille mål, som barnet skal strække sig på tæerne for at nå. Det er at nære dristigheden, viljestyrken og udholdenheden. Drenge er tit mere enstrengede end piger, men kan til gengæld nå længere på det snævre felt, hvor de har valgt at stræbe. Det er en værdifuld kønskarakter hos drenge, selvom den i opvæksten giver sig udtryk i tilsyneladende unyttige ting som ekvilibristisk beherskelse af et rullebræt eller manisk opslugthed af visse computerspil.
Men for at udnytte den kraft, som kommer til udtryk på den måde og bringe den videre, har de brug for mandlige identifikationsmodeller med positive maskuline værdier. Med i den pakke af værdier, som skal formidles, er også opgaven at grundfæste begreberne pligt og ansvar. Kvinder kan også formidle de værdier; men de kan ikke tjene som identifikationsmodeller. De kan aldrig erstatte en Marlon Brando eller Burt Lancaster.
Der fejler skole og børnehave. Til gengæld tilbyder de kriminelle bander maskuline forbilleder til overflod. Der får indvandrerdrengene de maskuline forbilleder, de søger, men i den destruktive version. Der finde de identifikantionsmodellser, som det danske samfund ikke kan tilbyde i den konstruktive udgave.
Der skal man formentlig finde forklaringen på, at indvandrerpiger klarer sig bedre end indvandrerdrenge. Sagt i forbifarten kunne etnisk danske drenge også have gavn af at få styrket deres maskuline identitet.
