Autofiktion – et par strøtanker

Den autofiktion, som er så yndet for tiden, har til fælles at omhandle en svær begivenhed eller periode i forfatterens liv. Der sker med bibeholdelse af rigtige navne, og kernen i historien hævdes at være sand. Undertiden siger man som Bergmann, at afvigelserne fra den tørre sandhed egentlig gør historien mere sand. Eller bare mere direkte: Det var sådan, jeg oplevede det. Det giver plads for subjektive fortolkninger. Det adskiller sig fra erindringer ved at kredse om et bestemt tema (med Knausgaard som undtagele), som forfatteren løfter ud af sig selv, som om han ikke længere formår at bære det alene, men må havde læserens hjælp. Her ligger jeg tæt på Peter Bastians analyse af offerkulturen, som handler om mennesker, der ikke evner at bære vægten af deres egne følelser og derfor lægger den over på andre, for autofiktion er ofte offerkultur. Det tiltrækker sig altid størst opmærksomhed, hvis det skrives af eller om en kendt person. Sønner trækker deres forældre i sølet. Med ironi fra westerngenren kunne man sige: It’s not personal. Og så tilfredsstiller det forfatterens behov for eksponering. Han er måske ikke så kendt som sin far. Det handler ikke længere om hans værk, men direkte om ham. Der er i den sidste tid kommet et par autofiktive værker, som næppe ville være blevet antaget af forlaget, hvis ikke gerningsmanden havde været kendt. Læseren må selv gætte, hvem jeg tænker på.

En del af læserinteressen er naturligvis snagefryd. Derudover er den mest intelligente analyse af tiltrækningen, jeg har hørt, at man kan lære noget af det. Man kan lære af andres liv. Naturligvis, men hvad gjorde man da tidligere? Var der et udækket savn. Der er ingen tvivl om, at der var en anden grænse for, hvad man offentliggjorde om privatlivet – sit eget og andres. Undertiden slap det ud som nøgleromaner. Dvs. den sande historie bare med andre navne. Det gjorde det også mere legitimt at lave lidt om på virkeligheden. Netop det, som undertiden giver anledning til forståeligt mishag, når navnene er rigtige.

Men hvad gjorde læserne ellers tidligere? Mit gæt er, at de talte sammen. Behovet for at lære af andres liv blev dækket af samtalen. Fremkomsten af autofiktion dækker således et behov for at høre om det svære, som man ikke længere taler om, fordi man ikke har tid eller tilfredsstiller kommunikationsbehovet på Facebook og lignende. Og på de medier møder man kun en glad kommunikation uden glasskår, splinter og spidse søm. Der finder man ikke nogen offerhistorier.

Og så er der selvfølgelig undtagelserne. For at begynde i den helt anden ende: André Gide prøver sine kontroversielle synspunkter af i L’immoraliste med en hovedperson, der ligner ham selv i en ekstrem udgave. Samtiden ville have ham til at tage stilling til hovedpersonens moral, men det nægtede han. Fortællingen er lidt tør for en nutidig læser. Det eksistentielle drama er sat ind i en skematisk ramme; men den gør indtryk ved at belyse menneskets sammensatte natur. Ferdinand Celine Rejse mod nattens Ende beskriver absurditeten i det, der sker omkring ham ved at gøre sig selv til en klovn i fortællingen. På den måde får han fortalt om Frankrig i Første Verdenskrig og fransk kolonihistorie med elegant reference til Joseph Conrad Mørkets Hjerte. Han bruger også sin viden om socialmedicin til at hudflette det franske sundhedssystem  (ligesom Houellebecq sætter sylen i øjet på læseren med sin beskrivelse af ældreplejen i sin seneste roman Anéantir). Men ingen af dem forsøger at spænde deres fortælling ud som virkelighed. Tværtimod. De omdanner fortællingen til fiktion. Der er en glidende overgang fra autobiografiske offerfortælling til den store fiktion. Men afstanden mellem yderpunkterne er umådelig.

Og så tilbage til udgangspunktet. Autofiktionen har sin berettigelse, fordi man kan lære noget af den. Noget som samtalen kunne give tidligere. Det vidner ofte om stort mod at udstille sine traumer. Men undertiden betaler forfatteren – eller den udstillede gerningsmand – en høj pris. Et skræmmende eksempel er svømmepigen, der mobbede sin konkurrent. Der var kun en part, der var glad: forlaget. Forlagene har et moralsk ansvar, som de undertiden forsømmer. Men jeg har stor respekt for mennesker, der træder ud af anonymiteten og lægger deres rystende historie frem, efter at gerningsmanden er død. Det rummer ofte hjerteskærende fortællinger af stor skønhed eller med lærerig indsigt.

Og hvorfor skriver jeg det her? Fordi jeg i øjeblikket læser fremragende autofiktion af Alex Schulman.

Forfatter: gle

jeg er advokat af profession, men det er underordnet. Her vil ikke stå noget om jura. her vil jeg skrive mine synspunkter om politik, litteraur og kunst og fortælle om det, der optager mig