Putin synes at ville gøre det, som Saddam Hussein også ville: sælge energi i en anden valuta end dollar. Onde tunger vil vide, at det var den egentlige årsag til USA’s angreb på Irak. Der er, som jeg forstår det, to ting, der betinger USA’s verdensdominans: En overvældende mængde militært isenkram – og dollaren.
Det særlige ved dollar er, at en stor del af dem USA giver ud ikke vender tilbage. Historien om Salvador Dali kan forklare pointen: Når han gik på restaurant, betalte han med en check. Men inden han afleverede den, udstyrede han dem med en lille tegning. Det blev restauratøren så glad for, at han ikke nænnede at indløse checken. På den måde lavede Dali sine egne penge. Når USA køber ind, forbliver mange af deres dollar også ude i verden. USA har så at sige betalt med en fordring, som aldrig indløses. De cirkulerer. Finansmarkedet i London blev efter sigende skabt af såkaldte eurodollar. Denne egenskab ved dollar giver USA en enorm købekraft, der langt overstiger landets reelle økonomi. Hvis alle disse dollar vendte tilbage, ville USA’s økonomi komme i vanskeligheder.
Ingen andre valutaer har disse magiske egenskaber. Danske kroner, der gives ud, vender lynhurtigt tilbage. Der er ikke noget at bruge dem til andre steder. Men dollar bruges bl.a. til at handle energi. Da Hussein derfor ville forlade dollaren, var det en trussel. Ideen kunne jo brede sig, og nogle hævder som nævnt, at det var den egentlige årsag til krigen.
Dollarvåbnet er også magtfuldt på andre måder. Det er ikke kun olie, der handles i dollar. Dollar er rygraden i det internationale bankvæsen. At udelukke en bank fra at handle i dollar er det samme som at lukke den. Hvis USA’s myndigheder forbyder en bank at handle i dollar, kan den ikke få adgang til det amerikanske banksystem og dermed dollarhandel. Derfor er amerikanske sanktioner så effektive.
Dernæst foregår så godt som alle internationale bankoverførsler via Swift, som USA også råder over. Det mærkede en dansk forretningsmand, da han købte et parti cubacigarer i Hamborg. Hans betaling i euro gik via Swift, og de amerikanske myndigheder snuppede pengene. Betalingen stred mod USA’s sanktioner mod Cuba. Søvndal var udenrigsminister på det tidspunkt og sagde blot, at det kunne han ikke gøre noget ved. Det er de store i skolegården, der fastsætter reglerne.
Da Trump trådte ud af aftalerne med Iran og genindførte sanktioner, havde resten af verden ikke noget valg. Selvom EU tillod fortsat handel med Iran, kunne internationale firmaer med forretning i USA ikke risikere at trodse de amerikanske sanktioner.
Med kontrollen over internationale betalinger og et stigende antal ekstraterritoriale love styrer USA i stigende grad verden. Senest mærkede Danmark det, da danske havne blev pålagt sanktioner, hvis de lod skibe, der arbejdede på Northstream 2, anløbe. Siden blev sanktionerne hævet mod diverse tyske løfter til USA.
Det var scenen, som den så ud, da Rusland invaderede Ukraine, og en bølge af sanktioner fulgte. Til USA’s irritation støttede Kina og Indien ikke de amerikanske (og europæiske) sanktioner. I det seneste nummer af Ræson kan man læse de realpolitiske begrundelser for det. Men jeg vil et andet sted hen.
I Information 4. juni redegjorde en hollandsk historiker Mulder for, at der ikke findes eksempler på, at sanktioner har fået en stormagt til at ændre adfærd i retning af det, som de sanktionerende stater eller internationale organisationer ønskede. Hvad er da værdien af sanktioner – ud over en selvtilfreds følelse af moralsk godhed? Som det har været påpeget, er den langsigtede virkning af sanktioner en opdeling af verden. Den nuværende hybridkrig på sanktioner har ingen slutdato. Jo længere den varer, desto mere vil de ramte lande indstille sig på dem og opbygge alternative systemer. Det spændende spørgsmål er, om USA derved skyder sig selv i foden, dels ved at flere lande går væk fra dollar, dels ved at der opbygges alternative systemer til Swift. Navnlig Kina kunne have viljen og evnen til det. Rusland, Indien og Iran kunne melde sig i klubben. Så har vi en situation, som kan true USA’s magt. Det er måske en mere oplagt causa bellum for USA end Taiwan. En sådan krig skal naturligvis have en udløsende årsag, som folk kan have sympati for. Ligesom med Tonkinbugtaffæren i Vietnam og masseødelæggelsesvåbnene i Irak kan man sikkert finde et påskud, som Vesten bakker op om. Det kan være Taiwan. Ingen taler længere om Shanghai-deklarationen, hvor USA anerkender Taiwan som en del af Kina. Tværtimod lægger Joe Biden op til at ville forsvare Taiwans selvstændighed. Det gentages regelmæssigt. Så er det hele meget enkelt. Man kan fingere et kinesisk angreb på Taiwan, så man får verdensopinionen (i Vesten) på sin side. I den retning har amerikansk propaganda altid været uovertruffen. Det, der kendetegner god propaganda er netop, at den ikke opfattes som propaganda – af den frie presse. Uden opinionen i ryggen kan et demokratisk land ikke føre krig. Jeg husker endnu Colin Powel, da han på fjernsynet pegede på nogle utydelige klatter på et foto og hævdede, at her kunne man selv se de irakiske masseødelæggelsesvåben. Tonen var dramatisk, ja eksalteret og øjnene insisterende. Der skulle oppiskes en stemning. Det lykkedes. Nogle år senere bekendte han, at han – efterfølgende – havde indset, at han havde taget fejl. De utydelige klatter på fotoet var alligevel ikke masseødelæggelsesvåben. Den frie og kritiske presse tog hans ord for gode varer. Både første og anden gang. Han er virkelig en pæn mand.
Der er derfor rigelig grund til at være bekymret. Jeg tænker på George Orwell 1984, som jeg læste engang i tresserne, hvor tre resterende stormagter i verden til stadighed førte krig mod hinanden i skiftende konstellationer. Er det der, vi er på vej hen? USA har løbende afviklet internationale nedrustningsaftaler. Oprustningen er i fuld gang. USA er vores venner. Rusland, Kina og nogle flere er vores fjender. Lige så lidt som borgeren i 1984 forstår vi, hvorfor Kina var ven i går, men fjende i dag. Vi var naive, hedder det. Kina har hele tiden haft skumle hensigter. Hvor er det dejligt, at vi hele tiden kan blive belært og blive klogere.
