Hvad er løsningen i Ukraine

Det siges, at når en rotte bliver trængt op i en krog, bliver den aggressiv og angriber. Vi overvejer måske derfor, om det er en god strategi at trænge den op i en krog. Det gør vi ikke, fordi vi har sympati med rotten; men fordi vi finder strategien uhensigtsmæssig. Andre fremgangsmåder kan også virke. Gift f.eks.

Hvis vi lader Rusland være rotten i vores eksempel, kan man på samme måde spørge, om det var en hensigtsmæssig strategi fra USA’s side at udvide grænsen for NATO helt op til Ruslands grænse og i april 2008 at tilbyde Ukraine medlemskab af NATO. USA brød sig jo ikke om, at Sovjetunionen stillede raketter op på Kuba (selvom de umiddelbart forinden selv havde stillet raketter op i Tyrkiet; men sådan er der så meget). Frankrig og Tyskland kunne godt se det uhensigtsmæssige i det tilbud og fik held til at dæmpe ambitionerne en smule; mens Danmark som EU’s mest USA-begejstrede land helhjertet sluttede op om USA’s tilbud.

Jeg siger udtrykkelig Rusland og ikke Putin, for Putin personificerer ikke landet, selvom han er diktator. Professor Alf Ross lærte os, at selv diktatorer ikke virker i et tomrum. De omgives af lag i befolkningen, der støtter dem. Ellers ville de blive afsat. Når jeg siger Rusland, er det naturligvis ikke det samme som den russiske befolkning. Rusland som sådan er ikke en naturlig fjende af Europa. Personlig er jeg en stor beundrer af russisk kultur og håber på en mere fredelig sameksistens.

Det blev naturligvis ikke bedre af, at Ukraine således opmuntret indførte en beslutning om optagelse i NATO i deres grundlov.

Men havde vi reelt noget valg, når Ukraine nu ønskede det? Kan vi bare overlade dem til Ruslands forgodtbefindende? Dertil er at sige, at de nok ville have haft det bedre med en finlandisering end med det nuværende ødelagte land for slet ikke at tale om de mange meningsløse tab af menneskeliv. Allerede John Mearsheimer (1993) og Huntington (1996) bemærker, at Ukraine stod til at komme i konflikt med Rusland enten af militærstrategiske eller kulturelle årsager. Den lange fælles grænse er set med Ruslands øjne sårbar. Hvad kan vi andre gøre ved det? Vi kan jo ikke flytte landet et andet sted hen på kloden.

Nu står Vesten i den situation, at vi må overveje, hvor langt vi vil gå ned ad den vej, der fører til en mere og mere voldsom krig i Ukraine. Risikoen, for at den kommer ud af kontrol, stiger. På et tidspunkt bliver Vesten nødt til at presse Ukraine ind i en fredsforhandling. Og EU bør presse USA til at opgive sit vidtgående krigsmål om at svække Rusland varigt. Det har de jo allerede selv sørget for. Det bliver næppe bedre, fordi Ukraine på det tidspunkt måtte stå stærkt på slagmarken. Den kloge Henry Kissinger har for længe siden givet formlen: status quo ante bellum. Jo længere tid, der går, desto sværere bliver det. Desto flere elementer kommer i spil. En del af løsningen kunne være at Ukraine giver afkald på medlemskab af NATO. Det svære bliver utvivlsomt de østlige territoriers  og Krims fremtidige status.

Forfatter: gle

jeg er advokat af profession, men det er underordnet. Her vil ikke stå noget om jura. her vil jeg skrive mine synspunkter om politik, litteraur og kunst og fortælle om det, der optager mig