Grønland fyldte meget i min bevidsthed som barn. Det var et regelmæssigt tema i vores undervisning i 50-erne. Det var en eksotisk, eventyrlig og storslået del af vores land, som vi var stolte af. Vi forstod, at det var vores forpligtelse som danskere at give dem andel i de materielle og sundhedsmæssige goder, som vi rådede over. Vi hørte om, hvordan grønlænderbørn kom til Danmark for at bo og lære den danske kultur og det danske sprog at kende. Jeg ville gerne have haft sådan en dreng boende. Men der kom ikke flere, da jeg formulerede det ønske. Det var et spørgsmål om at give dem et skub til at udvikle landet, så de kunne få det lige så godt som vi. De skulle have mulighed for selv at tage ansvaret for den udvikling. Sådan blev det forklaret.
Nu får vi så at vide, at det var et overgreb. Mette Frederiksen har givet en undskyldning. Et overgreb forudsætter noget dadelværdigt. Der skal altså være tale om en ond handling. Men begreberne godt og ondt giver kun mening i relation til gældende moral.
Moral udvikler sig over tid. Richard Dawkins (Illusionen om Gud) antager, at det altid sker i positiv retning. Det er begrebsmæssigt noget vås. I og med at nutidens moral sætter nutidens skel mellem godt og ondt, vil nutidens moral altid forekommer mere ”rigtig” og fortidens moral derfor ”forkert”. Men det giver den ikke større absolut gyldighed, Hvis man bedømmer fortidens handlinger i nutidens moral, er resultatet givet på forhånd. Nutiden har ”ret”. Mere rimeligt er det vel at anvende datidens moral ved bedømmelse af datidens handlinger. Ellers giver en moralsk bedømmelse ingen mening, men blot den selvfølgelige konstatering af, at moralen har ændret sig.
Når man derfor fordømmer, at grønlandske børn blev sendt til Danmark, forudsætter det to ting.
For det første en antagelse om kulturernes ligeværdighed. Denne forestilling er imidlertid ret ny. I 50-erne var synsvinklen ubetinget, at grønlænderne skulle have adgang til vores sprog og kultur for at udvikle landet.
For det andet forudsætter det nutidens syn på børneopdragelse. Jeg er undertiden i tvivl om, hvad nutidens syn er; men datidens syn var ubetinget, at det var et gode at stræbe efter højere indsigt – med alle midler, herunder også et ophold i Danmark, hvis man var grønlænder. De, der fik det tilbud, var heldige. I datidens moralske ramme, som er den eneste, vi kan benytte ved bedømmelse af disse handlinger, var det, man gjorde, ubetinget godt. At kalde det krænkelser er udtryk for manglende historisk forståelse.
Derfor giver Mette Frederiksens undskyldning ikke mening. Hun kaster dertil helt uberettiget smuds på dem, der førte politikken dengang.
Rapporten om de 22 børn kan findes her
Det er tankevækkende læsning. Efter krigen erfarede man, at forholdene på Grønland var meget ringe. Boligforholdene var elendige. Sundhedstilstanden var dårlig, og tuberkulose og andre sygdomme var udbredt. Gennemsnitslevealderen var lav – under 40 år, og der var mange forældreløse børn. I det klassiske bygdsamfund tog andre sig af disse børn; men den kultur var uddød. Disse børn udviklede sig derfor til et socialt problem.
Der var enighed mellem grønlændere og danskere, om at forholdene skulle forbedres, og at grønlænderne skulle være en del af udviklingen. Vejen var uddannelse og vejen til uddannelse var det danske sprog. I det daværende skolesystem var der to spor. I det ene spor undervistes på grønlandsk. I det andet spor, der fortrinsvis brugtes af danskere på Grønland, undervistes på dansk, dog således at et af fagene var undervisning i grønlandsk. Organisationerne Red Barnet og Røde Kors søgte efter krigen nye opgaver, og tanken opstod dels om et børnehjem dels om at lade grønlandske børn få et midlertidigt ophold i Danmark for at lære dansk. Ideerne blev over flere år drøftet i Danmark og på Grønland f.eks. i de rådgivende landsråd. Grønlænderne var således inddraget og støttede helhjertet ideen. Den konkrete udformning af projektet udviklede sig i forløbet dels af praktiske dels af ideelle årsager. Kriterierne blev defineret som ca. 20 kvikke og sunde forældreløse børn på 5-7 år. Det var så tanken, at de efter opholdet skulle bo på det nyopførte børnehjem i Godthåb. Når de blev voksne skulle de så være frontløbere i udviklingen af Grønland. En praktisk vanskelighed viste sig at være, at der ikke kunne findes 20 børn, der opfyldte de kriterier. Alle var imidlertid opsat på at gennemføre projektet, og man supplerede så med børn, der havde mistet deres far eller mor og fik så samtykke fra den tilbageværende forælder.
Selve opholdet i Danmark var en stor sukces. Børnene var stort set tilfredse og lærte dansk. Som det var almindeligt også for de tidligere finnebørn glemte de deres modersmål. Hvis de var kommet tilbage til deres eget miljø, ville de hurtigt have genvundet den færdighed; men på børnehjemmet fortsatte undervisningen på dansk. Derved blev de reelt isoleret fra det omgivende samfund. Tanken var formentlig, at de ville have glemt det danske, hvis de var kommet tilbage til de små udsteder, hvor de kom fra. Her kunne de heller ikke få den uddannelse, som skulle bringe dem fremad og opad. Men det gjorde nogle af dem rodløse, da de hverken blev akcepteret af grønlænderne som grønlænderne eller af danskerne som danskere.
De blev ikke de frontløbere i samfundet, som man havde regnet med. Ud fra den betragtning mislykkedes forsøget. Der er imidlertid ingen tvivl om den gode og helhjertede vilje fra myndighedernes side i overensstemmelse med datidens normer og moral og den helhjertede opbakning fra grønlandsk side til alle faser i forløbet. Der var et utal af høringer. Alle var enige om, at vejen til bedre forhold på Grønland var adgang til dansk kultur og sprog. Efterfølgende kan man sige at tilgangen var uhensigtsmæssigt forceret; men reelt har udviklingen mod Grønlands selvstændighed været båret af de grønlændere, der tilegnede sig dansk kultur og sprog. Moses Olsen, der gik tre klasser over mig på Østre Borgerdyd, var en af dem.
