I lange perioder har Socialdemokraterne varetaget de underprivilegeredes interesser mod kapitalejerne. Det kulminerede med den berømte udtalelse ”Vi har sejret ad Helvede til.” Siden har de opgivet den ene skanse efter den anden (efterløn, dagpengereduktion). Hver gang er det sket ud fra en opfattelse af ”Nødvendighedens lov”, som Helle Thorning Schmidt formulerede det. Det synes aldrig at være overvejet, om der var en alternativ mulighed uden for det yderste venstres drømmeverden. Arbejdstagerne oplever en stadig mere umenneskelig hverdag med krav om omstillingsparathed, øget tempo. De frustrerede lønmodtagere er sig fuldt bevidst, at de er undergivet ”nødvendighedens lov”, men føler så også, at Socialdemokraterne ikke har noget at byde på og lader sig lokke af tonerne fra DF, som fortæller dem, at alt det onde kommer fra indvandrerne. I sin kvide har Mette Frederiksen kastet sig ud i den konkurrence og siger, at hun vil forsvare velfærdsstaten og vil begrænse indvandringen. Humanisme er noget bras. Sådan formulerede Henrik Sass Larsen sig ikke (Politiken 22. maj 2016), men det var budskabet. Herved har Socialdemokraterne foretaget en vending på 180 grader og forsvarer nu de privilegerede mod de nye underprivilegerede, flygtningene. Som om de udgjorde truslen mod lønmodtagerne. Arbejderne retter ikke lægere skytset mod kapitalen. Kampen foregår på bunden af kælderen mellem de svage, der er stærke nok til at holde de allersvageste nede. I den kamp er der ikke plads til humanisme endsige solidaritet. Kapitalen kan læne sig tilbage og tænke på skattelettelser eller alterntivt skattely. Økonomer har påpeget, at flygtningene ikke er nogen økonomisk trussel og Finansministeriet har været lige ved at sige, at de er en økonomisk gevinst. Men en syndebuk skaber godt sammenhold. Herved fritages man også fra at pege på det egentlige problem, som Piketty har påpeget: at de rige bliver rigere og rigere, medens lønmodtagernes indkomstudvikling er gået i stå. Man ved ikke, hvad man skal gøre ved det. Kapitalen er international. I modsætning til flygtninge møder den ingen grænser, og hvis man gør livet surt for den, flygter den, og det får lønmodtagerne det ikke bedre af. For at gøre ondt værre hjælper man den yderligere på vej f.eks. med de stort anlagte oplæg til frihandelsaftaler med Canada og USA. Folketinget gav før sommeren 2015 EU carte blanche til at forhandle TTIP på plads med USA. Den faldt heldigvis. Men CETA blev gennemført. Både Socialdemokraterne og fagbevægelsen bakkede op om begge dele. Begrundelsen var, at det ville øge bnp på begge sider af Atlanten. Vi ville alle sammen blive rigere, fordi forbrugspriserne ville falde, hed det. Det er uden tvivl rigtigt. Det skal i hvert fald ikke bestrides her. Men der står jo ingen steder, at den fordel vil tilfalde lønmodtagerne. Med lavere forbrugerpriser bortfalder gode argumenter for lønforhøjelse. Man kan derfor forestille sig, at gevinsten tilfalder kapitalejerne – alene. Dertil kommer, at alle er enige om, at aftalerne vil føre til mange mindre virksomheders lukning, og markedet ville blive domineret af de helt store spillere. Bedre ansættelsesvilkår står næppe øverst på deres dagsorden. Den udskældte Donald Trump har forstået det (måske) og modsatte sig USA’s aftale med Kina.
Medens kapitalen gøres stadig mere og mere international med god hjælp fra Socialdemokraterne, følger forbruger og lønmodtagerbeskyttelsen ikke med. Ud fra en opfattelse af, at dansk altid er bedst, er der stor modstand mod at indse, at den må internationaliseres i takt med internationaliseringen af kapitalen, så kapitalen ikke har nogen steder at flygte hen. At gøre den helt international er ikke realistisk på kort sigt. Vi kan styrke den eneste institution, som realistisk kan gøre noget, nemlig EU i stedet for altid at bekæmpe den. Og vi kan lade være at åbne portene med frihandelsaftaler med Canada og USA, som vil give fri adgang for virksomheder med lavere standarder for beskyttelse af lønmodtagere og forbrugere. Det vil skabe et incitament for virksomheder til at flytte hen hvor standarden er lavest. Selve truslen kan medvirke til at sænke standarder i EU. Pointen er, at man ikke kan eller bør internationalisere kapitalen i større omfang, end man internationaliserer forbruger- og lønmodtagerbeskyttelsen. Vi har internationaliseret kapitalen i EU. Derfor bør vi også gennem EU’s organer kæmpe for at udbrede og styrke beskyttelsen inden for EU’s grænser. Når – eller hvis – det kommer på plads, kan man gå videre. Men så langt kommer det nok ikke de næste 50 år.
I mellemtiden kan vi kæmpe for en mere human behandling af flygtninge og indvandrere. Det er ikke dem, der er årsag til problemerne.
