Laurent Fabius var arkitekten og organisatoren bag COP 21 i Paris. Med sin overlegne politiske begavelse lykkedes det ham at få næsten alle lande til at skrive under på slutdokumentet. Han var i København for at fortælle om det netop den dag, Trump bekendtgjorde, at han ville trække USA ud. Med et smil fuldt af ironi forklarede Fabius, at regelsættet var bygget sådan op, at det ville tage 4 år, før USA var frigjort fra forpligtelserne, og til den tid kunne det jo være, at landet havde en anden præsident.
Men han forklarede også, at COP 21 ikke hindrede, at temperaturstigningen kom over de 2 grader, der var målet. Faktisk ville en strikte overholdelse af forpligtelserne kun føre til en begrænsning af stigningen til 3,5 grader.
Men for 8-9.000 år siden i Atlantisk tid var det også meget varmt. Et par grader varmere end nu. Der var stor afsmeltning fra iskapperne. Havet stod væsentlig højere. Store dele af det nuværende Danmark var under vand. Der var en fjord både ved Vedbæk og en ved Klampenborg. Er det så ikke det samme? Ikke rigtig. Problemet nu er, at det sker meget hurtigt. Hurtigere end miljøet kan tilpasse sig. Og så er der en anden ting. Naturen er ikke længere sammenhængende med flydende overgange mellem vegetationer og fauna fra den ene klimazone til den anden. Byer, veje og det dyrkede land har lukket naturen inde i reservater. Bliver det for varmt for et dyr eller en plante, kan de ikke gradvis flytte sig. Ulve og bjørne støder ind i de beboede områder og bliver slået ihjel eller flakker alene om uden at møde artsfæller, de kan formere sig med. Planten kaster sine frø på et dyrket område, hvor dens spirer bliver fjernet som ukrudt. Hvor skal dyr og planter fra Store Vildmose flytte hen, hvis det bliver for varmt. Naturen er netop sat i reservat. De store sammenhængende arealer er optaget af de afgrøder, der er nødvendige for at brødføde de over 7 mia. mennesker på jorden. Men når naturen ikke kan flytte sig, når temperaturen stiger, går den under. Biodiversiteten falder. Hvad det betyder er i ordets egentligste forstand uoverskueligt. Erfaringer med menneskeskabte ændringer i naturen er ikke gode. I 1991 kom Clive Ponting En grøn Verdenshistorie (på dansk i 1992), der er en gennemgang af små og store menneskeskabte klimakatastrofer gennem tiden. Der er alt fra udryddelse af arter til omdannelse af frugtbare områder til ørken. Altid irreversible processer. Når det er væk, er det væk. Den var så deprimerende, at jeg måtte opgive at læse den færdig. Da jeg nu tog den frem igen, så jeg, at de sidste afsnit også omtalte klimaforandring på grund af afbrænding af fossile brændstoffer. Det blev forudset i 1896 af den svenske forsker Svante Arrhenius. Det blev taget op af miljøforkæmpere i 1960-erne. I 1980-erne begyndte det videnskabelige samfund at spore virkningen uafhængigt af naturlige klimaforandringer . Men der skulle gå mange år før Anders Fogh Rasmussen og andre politikere fattede det. Ponting opregner alle de virkninger, som vi også i dag diskuterer. Der er intet nyt.
Frygter jeg en klimakatastrofe? Ikke sådan til daglig. Hjernen er en underlig en, der kan placere os i forskellige virkeligheder, som man lægger ting i et skuffedarium. Er vi nede i skuffe 9, tænker vi ikke over tingene i skuffe 3. Vi tænker med perspektiver, der rækker timer eller dage eller et år frem. Vi løser problemer på vores arbejde eller privat. Vi tænker på familie, venner, hus, have, bil og bankkonto og ikke på klimaet. Vi drømmer og elsker. Vi lever i en kulturoplevelse af, at tingene går fremad. Men ind imellem tænker jeg på det. Og når jeg tænker over det, gør det næsten ondt. Det er som en klassisk tragedie: Man kender historien og ved, hvordan det ender, men håber alligevel hele tiden, at det afværges.
Som det hed opmuntrende i John Lovelocks bog Gaia: det er utænkeligt, at en klimakatastrofe vil udrydde livet på jorden. Så kom den mindre opmuntrende eftersætning: men det er jo ikke sikkert, at menneskene vil overleve.
Når jeg forestiller mig, hvad der vil ske, tænker jeg på nordboerne, som uddøde på Grønland. Disse fantastiske vikinger, som kom derop i året 983 og etablerede Østerbygden og Vesterbygden. De havde gårde og kirker og sågar en biskop. Der var livlig forbindelse med Island, og engang var der gæster derfra til et bryllup, og de fejrede det i to år. Det står i en af de skriftlige kilder. Det var en livskraftig kultur. Det var omkring 1300. Fund af deres tøj viser, at de fulgte med i europæisk tøjmode helt frem i 1400-årene, men i løbet af 1500-årene var de væk. En teori er, at det egentlig ikke var dramatisk, men skete som en langsom følge af overgræsning. Nordboerne var en landbrugskultur, der skulle have foder til køerne. Men den arktiske natur er følsom. Det stadige høslæt udpinte jorden og fjernede langsomt livsgrundlaget, siger teorien. Det tog nogle hundrede år, og den enkelte generation har nok ikke registreret forandringen. Dertil gik det for langsomt. Men sult og sygdom har hele tiden mindsket befolkningen. De sidste har måske haft det lidt ensomt.
Sådan forestiller jeg mig også de sidste mennesker: Lidt ensomme.
