CSR kommer som så meget andet fra USA. Virksomheden skal have corporate social responsability. Oprindeligt var det et valg, men nu er det en samhandelsbetingelse. Det udspringer af den angelsaksiske verdens privatiserede velgørenhed. Vi er – har været – vant til at staten tager sig af de svage. Solidariteten ligger i skattesystemets omfordeling af indkomsten. Det kender man ikke til i England og USA, hvor man stadig har fødderne i den nedladende private velgørenhed, som meget ætsende er udstillet i Strindberg Det røde rum fr slutningen af 1800-årene, dvs. fra tiden for de sociale reformer. Nu er denne nedladende praksis blevet institutionaliseret. Hver virksomhed søger en ledig plads i velgørenheden. Det skal vise, hvor god og følsom moralsk virksomheden er. Hvis det er noget med sygdom er det godt. Er det også noget med udsatte børn, er det dobbelt så godt. Advokatfirmaer deltager i denne jagt efter ledig velgørenhed. De glemmer, at det engang var en naturlig del af gerningen. Man tog sig udmærket betalt af de velhavende klienter, men behandlede så til gengæld mere almindelige menneskers sager for symbolske honorarer. Nu er det nærmest omvendt. De store virksomheder laver udbud af deres advokatarbejde, så jo større virksomhed desto lavere timeløn. Så er der ikke længere plads til den lille mand.
På linje med CSR-dillen er der virksomhedernes etiske ansvar. Vi hører ustandselig om virksomhedernes etik. Men det er blændværk. Der er kun ét mål i en virksomhed. Det er profitmaksimering. Virksomheden har ingen etiske standpunkter. De etiske standpunkter er en tilpasning til kundernes forventninger. Hvis kunderne mener, at det er uetisk at købe varer fra de af Israel besatte områder, så køber virksomheden ikke varer derfra. Det forekommer aldrig, at virksomheden har en moral, der er modsat kunderne.
Kul, tobak og våben er også sortlistede investeringer, som folk ikke vil finde sig i at tjene penge på. Altså når de sparer op til pensionen. Aviserne skal nok komme efter de pensionskasser, der investerer i de sektorer. Hvad angår dagbladene selv, forholder det sig anderledes. Da der skulle træffes beslutning om køb af kampfly, indrykkede en af leverandørerne store dagbladsannoncer. Det så aviserne ikke noget forkert i.
Begrebet etiske investeringer er som andre moralspørgsmål ikke undergivet normal logik. Det kommer som en tilfældig bølge, der skyller gennem medierne. Opstår disse bølger altid i USA? Jeg ved det ikke, men tanken slår mig, at jeg ikke kan forestille mig, at de ikke udspringer i Europa. De stemmer ikke med europæisk måde at tænke på.
Hvorfor er det uetisk at investere i produkter, som er lovlige. Det er lovligt at sælge tobak, hvis virksomheden overholder de strenge reklameregler. Det er lovligt at producere våben, og vores egne ministre køber stort ind til den danske hær og glæder sig over muligheden for modkøb. Hvor er våbenproduktion så uetisk.
Virksomheder, der tilsidesætter almindelig moral sortlistes ikke nødvendigvis. Efter Panama-papers og Paradise-papers kunne man forestille sig, at man anså det for uetisk at investere i virksomheder, der benytter sig af skatteparadiser. Eller virksomheder som forhandler sig frem til lavere skattesatser såsom Apple og Google. Og hvad med virksomheder som Facebook, der censurer billeder efter en bornert amerikansk standard. Eller Coca Cola og McDonald, som lever af sælge usunde fødevarer, som har udløst en fedmeepidemi med stor omkostninger for sundhedssystemet til følge.
Men det er amerikanske virksomheder og amerikanerne elsker dem. Og det ville være helt uoverskueligt at betragte det som uetiske virksomheder. Så ville meget store midler skulle omplaceres.
