Englændere er af den formening, at der er flere ord i engelsk end i andre sprog. Danske engelsklærere har udbredt den fordom. Det skulle have noget at gøre med, at de har fået så mange franske ord ind med Vilhelm erobreren. Ser man på oprindelsen af engelske ord, er 60 % af romansk oprindelse, 30 % af vestgermansk oprindelse og 10 % af nordgermansk. Lige siden romerne satte foden på engelsk jord, har invasionerne skyllet ind over landet, indtil nævnte Vilhelm satte en stopper for det. Det må have været noget af en sproglig rodebutik på Ivanhoes tid, hvor normannerne og sakserne stod over for hinanden. Men det skulle så have ført til en overfold af ord, som overgår andre sprog.
Jeg spurgte en kendt oversætter, om det havde noget på sig. Overhovedet ikke sagde han. En stor del af forskellen ligger i, hvor omfattende ordbøgerne er. Retskrivningsordbogen har ikke så mange ord. Ordbog over det danske sprog har omkring 200.000 ord.
Det har jeg tænkt en del over siden. Jeg har moret mig med at finde eksempler på begreber, hvor det betegnes med flere ord på dansk, men kun et ord på engelsk. Det mest kendte eksempel, der har været omtalt ofte, er det danske synes og tro, hvor man på engelsk kun har think, som er ved at glide ind i dansk. Mange mennesker ”tænker” hele tiden, hvor jeg ”synes” eller ”tror”.
Denne leg med antallet af ord er ret morsom. Den franske ordbogs-app Robert nævner næsten 100 synonymer for det mandlige kønsorgan. Russisk har slet ikke noget ord for at tisse. Det taler man ikke om.
En amerikansk professor sagde det så igen: at der var flere ord på engelsk end på andre sprog. Han var ikke nogen almindelig amerikaner. Han kunne et fremmedsprog: fransk. Jeg lagde hånden på hans skulder og smilede: ”Det er en myte.” Han så ud, som om jeg havde sagt noget højst upassende. Jeg vedligeholdt konversationen med nogle bemærkninger om de mange synonymer på fransk, dog ikke lige det ovenfor anførte eksempel. Da vi havde tygget lidt på det frem og tilbage og for at aflede fra mit uheldige emnevalg, gik jeg videre og fremhævede det tyske sprogs enorme fleksibilitet med alle præfikserne og suffikserne. Jeg anførte som eksempel de utallige ord for at kysse, som dannes med præfikser: anküssen, aufküssen, beküssen, durchküssen, emporküssen, entküssen, erküssen, fortküssen, herküssen, nachküssen, verküssen, vorbeiküssen, wegküssen, widerküssen, zerküssen, zuküssen og zurückküssen. Listen har jeg fra en bog af Nyrop. Sprogmanden, ikke arkitekten. Jeg nævnte kun nogle få eksempler på disse kysseord. Han forstod alligevel ikke en bønne. Men min fremhævelse af det tyske sprog på det engelskes bekostning frembragte tydelige krisetegn. Han havde tydeligvis svært ved at skjule sit mishag. Det kunne have udviklet sig. Jeg havde ikke nogen ideer til det næste emne. Gudskelov bød værten til bords, og vores samtale blev afbrudt.
Jeg var i virkeligheden ufølsom. Jeg antastede hans stolthed over det engelske sprog. Dette fransk, som normannerne med begrænset held søgte at banke ind i hovederne på det overvundne folk. Dette sammensurium af tre forskellige sprog, som store forfattere i renæssancen havde udviklet til et kultursprog. Alle elsker Shakespeare. På samme måde som franskmænd er stolte over deres sprog og som fornemmes på udtalen, som de kæler for. Derfor – antager jeg – adskiller den sig fra udtalen af fransk i Québec. Eller tyskere, som har udtalen vistnok fra egnen omkring Hannover som deres ideal.
Jeg misunder dem den stolthed.
