I min læsning af Dekamerong tog jeg en pause og forsøgte mig med e-reolen, hvor man kan låne bøger i elektronisk version fra sit kommunebibliotek. Jeg var nysgerrig efter at læse en bog af Jens Christian Grøndahl, som for nylig i en samtale med forfatteren Kathrine Marie Guldager havde filosoferet over, hvorfor han solgte bedre i Frankrig end i Danmark. Med den smule fornemmelse for fransk kultur, jeg har, ville jeg se, om jeg kunne spore den kvalitet. Jeg valgte lidt tilfældigt en bog, der hedder Røde Hænder, der handler om en mand, der møder en pige, der har været lidt for tæt på Rote Armé Fraktion. Bogen er velskrevet og flyder godt. En svag spænding eller nysgerrighed vedligeholdes, så man hele tiden har lyst til at læse videre. Fortællingen er logisk og godt serveret. Den er hurtigt læst og efterlader en fornemmelse som en god krimi bare uden al volden, som jeg aldrig har brudt mig om.
Hvad er så det, der tiltrækker franskmænd. Det er nok den lange diskussion om begrebet retfærdighed. Er det retfærdighed for den enkelte eller for alle? Kan den større retfærdighed for et helt folk som palæstinenserne eller vietnameserne retfærdiggøre overgreb på den enkelte. Temaet gennemspilles såvel logisk som følelsesmæssigt. Franskmænd elsker ideer, og de elsker at diskutere eksistentielle spørgsmål, hvilket af en eller anden grund ligger de fleste danskere fjernt. Jeg må ofte forklare franskmænd, at danskere finder det ubehageligt at blive spurgt, om de tror på Gud.
Jeg havde svært ved at finde en anmeldelse af bogen på nettet ud over en bogblogger, som mente, den var god, men ikke blandt hans bedste. Hvad mener jeg selv?
Jeg læser sjældent nyere dansk litteratur, så jeg kan ikke sammenligne. På den ene side er den dejlig fri for tunge formeksperimenter. På den anden side mangler den måske lidt kompleksitet. Jeg-fortælleren udstråler lidt spleen, men synes ikke rigtig at have noget på spil. Den kvindelige part har – eller har haft – rigtig meget på spil, men det synes ikke at påvirke hende mere, end mordene rør personerne i en krimi. Der er lidt Raymond Chandler over stemningen og deres indbyrdes forhold. Det er fint nok, men alligevel savner jeg fornemmelse af, hvad dramaet gør ved hende. Hun er ikke tegnet, så man kan identificere sig med hendes følelser. Den ungdommelige letsindighed, som siden rammer hende med en slags anger, gennemspilles logisk, men ikke emotionelt. Hun er hovedpersonen, men alligevel savner jeg svar på, hvad begivenhederne gør ved hende. Jeg-fortælleren har næsten en rolle som en voyeur i forhold til hende, og billedet af hans uhelbredelige ensomhed er godt tegnet.
Kan jeg anbefale den? Ja, egentlig. Det er godt håndværk og behagelig underholdning. Han vil være bedre selskab på en flytur end det meste af det, der ligger i lufthavnens boghandel.
