Forfatter: gle

Jeg ser tit en mor eller en far gå med en barnevogn og tale i mobiltelefon. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert i. For voksne er samvær med en, der taler i mobiltelefon eller følger med på en skærm ret irriterende. Måske gør de det også, når de er sammen med deres børn. Det er fravær. De er ikke til stede. Åndeligt. Gad vidst, hvordan det påvirker børnene. Det er egentlig ikke noget nyt. Avislæsning og fjernsynskiggeri kan også være fravær. Men der er noget særligt med mobiltelefoner. Jeg forestiller mig barnet i en barnevogn, der kigger op på et ansigt, der taler, og med stemmen og mimikken giver udtryk for følelser, der ikke refererer til noget i omgivelserne. Telefoner har naturligvis været der længe, og telefonitis er en gammel sygdom, men den er bogstavelig talt blevet mere mobil.

Kontakt med børn er kulturoverførsel. Hvis der ikke er nogen kontakt, bliver ingen kultur overført. Måske er manglende kontakt en forklaring på den store kulturforandring, vi ser. Ikke et ondt ord om de unges kultur. Det er bare anderledes.

Kultur bliver også overført via medier. Det være sig fjernsyn, youtube, facebook, mail, instagram osv. Det accentuerer kulturbruddet fra tiden før. McLuhan forestillede sig en enhedskultur fostret af fjernsynet, fordi alle så det samme i fjernsynet. Sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod. Det blev snarere en polariseret kultur.

Men tilbage til udgangspunktet: forældrenes fravær. Det siges i grelle at kunne medføre ikke bare mistrivsel, men ligefrem psykotiske følger. Psykopati, narcissisme. Hvad ved jeg. Nogle går ganske enkelt ned. Men hvad med de intelligente børn fra de ressourcestærke familier. Hvor ser vi dem som voksne? Som politikere?

Uden at kaste mig ud i analyser, som jeg ikke har forudsætninger for at gennemføre, kunne jeg godt tænke mig at vide noget om opvæksten for personer som Berlusconi, Sarkozy, Donald Trump og Boris Johnson. Jeg nævner dem, ikke fordi de nødvendigvis er de værste, men fordi de tilhører vores kulturkreds. Vi har derfor forudsætningerne for at forstå deres baggrund. De er indbyrdes forskellige, men det er deres opvækst sikkert også.

Men det store spørgsmål: Hvad har vi i vente blandt den næste generations politikere?

Gretha Thunberg er inviteret til at tale i den franske Nationalforsamling.  Det er nærliggende at sammenligne hende med Jeanne d’Arc. Alderen har de til fælles, ildhuen og frimodigheden. Lederen i Le Figaro den 23.7. skar tænder. Denne blonde pige fra mønsterlandet Sverrig, der kommer med tog til Paris. Hun taler til statsledere, som nærmest bøjer i støvet sig for hende. Men hvorfor kun i Vesten, spørger lederen. Hvorfor taler hun ikke i Kina eller Indien, som forurener meget mere end Vesten? Løsninger har hun jo heller ikke. Selv videnskabsfolk ser mange problemer og modsigelser i klimaspørgsmålet. Sådan afmonterer avisen Greta Thunbergs relevans, og avisen noterer med tilfredshed, at flere deputerede har besluttet at udeblive. Hvor interessant. Det er den nye tendens. Nu, hvor det ikke længere er muligt at fornægte klimaforandringerne, er reaktionen, at man alligevel ikke kan gøre noget ved dem. Resultatet er det samme: man behøver ikke at gøre noget. Après nous le déluge, som Ludvig XV sagde. Men netop den holdning viser Greta Thunbergs berettigelse. For når de mener, at man alligevel ikke kan gøre noget, må man underforstå: uden at det går ud over økonomien, og den er ingen villige til at sætte i pant. Og det valg træffer vi på næste generations bekostning. Det er netop det, hun protesterer imod.

• Jeg har fået den ære at holde talen for damerne
• Jeg kan ikke lide ordet damer
• Det får mig til at tænke på hårlak, tyk sminke og en kjole af stof der kradser
• Kender I fornemmelsen at danse med en dame med en kjole, hvor stoffet kradser
• Det er netop en dame
• Jeg kan bedre lide ordet kvinder
• Det er mere intimt
• Der er stor forskel på at sige kvinder, kvinde og kvinden
• Det sidste er mest forpligtende
• Her fornemmet jeg en kjole af tynd bomuld
• Meget tynd bomuld
• Hvis jeg skal tale om kvinder må jeg sammenligne dem med det, jeg holder mest af – bøger
• Jeg er en stor bogelsker
• Vi har bøger i alle rum undtagen soveværelset og badeværelset
• Men de bøger, jeg holder mest af, har vi i stuen
• På samme måde er det med de kvinder jeg kender
• Dem jeg holder mest af ud over min kone finder jeg her i selskabet
• Derfor vil jeg sammenligne kvinder med bøger
• Når man kommer ind i en boghandel møder man lige så forskellige bøger som der er kvinder i verden
• Der er dem der tager én med ud at rejse
• Der er dem der lokker én ud i køkkenet
• Der er dem der kan tale om fodbold med én
• Der er dem man kan diskutere sit fag med
• Der er de kloge fyldt med viden
• Der er dem med en glat overflade
• Der er de sarte
• Der er de tunge, de tynde
• Der er dem, der røber det hele på flappen, så man ikke gider læse mere
• Der er dem hvor en farvestrålende forside lokker, men hvor indholdet så skuffer fælt
• Der er dem, der siger det hele med store bogstaver
• Der er dem der gentager sig selv i det uendelige længe efter at man har forstået pointen
• Der er de overfladiske, de flagrende, de usammenhængende
• De uudgrundelige, de uforståelige
• Der er endelig dem med et fint stilfærdigt indhold, som fængsler jo mere man læser
• Det er dem, vi bliver gladest for
• Man kan også gå i et antikvariat hvor de brugte eksemplarer findes
• Her kan man finde et fint og frisk eksemplar af en sjælden bog
• Helt uden fugtpletter
• På lækkert skrivepapir
• Enten i det originale komponerede forlagsbind
• Eller indbundet af en berømt bogbinder
• Disse eksemplarer er de dyreste
• Det er også de sarteste
• De kræver meget opmærksomhed
• De skal opbevares tørt og tempereret og må ikke få for meget lys
• De er rigtigt besværlige, og hvis ikke indholdet er vidunderligt, er det ikke umagen værd
• I stedet kan man vælge noget andet
• Der er dem, hvor flere har sat deres navn i
• Måske har andre bare haft dem i hånden og hurtigt læst dem, før de har givet dem videre
• Der er fedtefingre og æselører
• Måske er ryggen også løs
• Umiddelbart virker de ikke så tillokkende
• Men måske har de netop noget særligt fordi så mange har læst dem
• Det er jo indholdet, det kommer an på
• Og har man endelig fundet hvad man søger, forestår der en vidunderlig oplevelse
• Det betaler sig at gøre noget særligt ud af læseoplevelsen
• Når man kommer hjem med bogen spiser man først en god middag for ligesom at varme op

• Så tænder man op i kaminen og sætter sig til rette i sofaen
• Kun en enkelt læselampe er tændt
• Så blader man ganske forsigtigt med fingrene op på første side
• Og så begynder det, og øjnene suger til sig
• Hovedet læner sig længere og længere frem
• Venstre hånd holder om den slanke glatte ryg
• Kun engang imellem høres en sagte raslen, når højre hånd forsigtigt bevæger sig ind under den næste side og med et pludseligt ryk vender den
• Undertiden dvæler hånden og føler hen over fladen
• Efterhånden er man som læser helt væk
• Man ler
• Eller sidder i åndeløs spænding
• Eller får tårer i øjnene
• Alle følelser strømmer igennem læseren
• Tiden går – ilden i kaminen går ud
• Til sidst tager man den store beslutning
• Med et rask bevægelse rejser man sig
• I en henrevet stemning
• Og tager den i hånden og går op ad trappen
• Man tager den med op i seng
• Husk det er en bog vi taler om
• Bogen lægges på lagnet
• mens man utålmodigt tager tøjet af
• og så kryber man ned under dynen
• Så fortsætter man, hvor man slap
• Der er man så i timevis sammen med bogen
• i en salig paradisisk tilstand
• Til sidst er man helt udmattet
• Solen står op, medens man vender det sidste blad
• Med en sær tilfreds fornemmelse lader man bogen falde ned ved sin side
• Selv ligger man og kan ikke sove, fordi tankerne suser rundt om det fortryllende eventyr, man netop har oplevet
• Øjnene hviler kærligt på den lukkede bog, der ligger ubevægelig ved siden af
• Så lukker man endelig øjnene veltilfreds og taknemmelig og sover
• Sådan er bøger
• Er kvinder sådan?
• Det overlader jeg til jer at afgøre
• Jeg synes, vi skal hylde vores kvinder – vores egne og de andres med en skål

Det er mig ubegribeligt, hvordan filmen Dronningen kan få en så taktfast hyldest af anmelderne. Det er sandt, at skuespillerne er gode. Om Trine Dyhrholm ligefrem overgår sig selv, er jeg ikke sikker på. Men alle skuespillerne efterlades hjælpeløse af et svagt manuskript. Den første knast er den mirakuløse forvandling af stedsønnen fra rod til charmerende yngling, da stedmoderen afslører hans fingerede indbrud i huset. Hvis man havde vist, hvordan hun brugte sin viden til at lægge pres på ham, kunne det måske have fungeret. Dernæst kniber det med at se den erotiske affære som et misbrug. Det ville kræve, at Trine Dyhrholm udstrålede magt eller erotisk farlighed eller drengen mere uvilje. Måske er Trine Dyhrholm det gale valg til rollen. Men stedsønnen synes godt tilfreds med affæren, som virker nærmest jævnbyrdig og ligeværdig. Antydningen af hendes egen baggrund som misbrugt, der skal forklare overgrebet, overbeviser ikke. Som motivbaggrund virker det bedre, når man fremstiller hustruen som seksuelt understimuleret med en mand, der er svær at trække til ægtesengen. Det dramatiske vendepunkt kommer, da hun fornægter stedsønnen, hvor hun drives af en blanding af angst og kynisme. Det fungerer bedre. Den bedste figur i den sammenhæng er nok den forvirrede vatpik af en far. Men efter dette højdepunkt flader det hele ud. Filmen fortsætter – meget længe – uden dramatisk forløsning. Hvis man er til Ibsens opbygning af dramaet, ville man sige, at 4. akt er mislykket. Det er der, hvor klimaks fra tredje akt forlænges med et nyt element, inden katastrofen i 5. akt indtræder. Hustruen fremstår endimensional. Hun mister sin værdi som identifikationsobjekt i den menneskelige tragedie. Hun er bare et røvhul. Det lønner sig at sammenligne Dronningen med Zvyagintsev Loveless. Der tilføres konflikten et nyt element med drenges forsvinding (Ibsens 4. akt). Den åbner en ny vinkel til moderens personlighed. Det muliggør en identifikation med hendes angst for konsekvensen af hendes handling. Netop identifikationen har lige siden den græske tragedie været afgørende: det forkerte valg, som alle kan foretage (i Dronningen den sexhungrende kvindes utilstedelige overgreb på drengen og  i Loveless skænderiet, som drengen overhører), og som fører til katastrofen. Trine Dyhrholm derimod ender med at være blot et uhyrligt monster. Sidehistorierne om hendes rolle som beskytter af misbrugte børn virker yderligere påklistret og inddrages aldrig i rigtig i karaktertegningen endsige udnyttes i dramaet.

Det er rigtig synd, for grundtemaet er godt. I Racines tragedie Phèdre er motoren hendes forbudte kærlighed til stedsønnen, som hun, da hun står for at blive afsløret over for manden, vender til en anklage mod stedsønnen for at redde sit eget skind. Det er et godt udgangspunkt for en moderne udgave af dramaet. Men som det står nu, virker det som et lidt skingert skvulp i MeToo-bølgen.

Som samvittighedsfuld samfundsborger læser vi aviser og ser fjernsyn og følger med i debatter og politiske spørgsmål. Det gør vi af pligt og interesse. Vi tager stilling og bliver klogere. Det giver en vis fortrøstning. Men ind imellem er der ting, der ikke rigtig falder på plads. Der er noget foruroligende ved at høre og læse det samme igen og igen, uden at nogen nogensinde stiller det spørgsmål, man synes er mest relevant. Er der noget fundamentalt, man helt har misforstået. Man er beklemt ved sin manglende indsigt, når nu så mange kloge øjensynlig ikke finder nogen anledning til at stille det. Denne form for ikke-spørgsmål møder jeg ofte i klimadebatten. Emnets vigtighed taget i betragtning vover jeg derfor at stille det, selvom jeg risikerer at fremstå som komplet idiot, der ingenting har forstået af selv det mest banale. Men i denne fortrolige kreds går det nok.

Igen og igen hedder det, at vi skal redde klimaet ved at omstille til grøn produktion. Uenigheden raser om tempoet. Nogle mener, at det går alt for langsomt på flere områder fra elbiler til vindmøller, biobrændsel, mindre oksekød og færre flyrejser og så videre og så videre. Andre holder igen, hvad enten det nu er magelighed og uvilje til at omstille sig eller et overordnet hensyn til, at samfundet fortsat fungerer. Man kan så vælge sin plads i dette spændingsfelt.

Ind imellem er der så økonomer der taler om nulvækst. De bliver betragtet som bizarre undtagelser efter antagelsen, at der er altid nogen, der mener det modsatte, hvad enten det skyldes, at de er bløde i bolden eller bare ekstreme. Da Margrethe Vestager blev stillet over for sådan en, sagde hun lige ud, at hun ikke forstod problemet. Vi skal ikke have nulvækst. Hvorfor skulle vi det. Vi skal løse klimatruslen ved at omstille til grøn produktion. Hun stillede sig derved øjensynlig på den fløj, der vil gå langt i retning af at kræve flere elbiler og vindmøller osv., og mange blev sikkert glade for det budskab.

Her er det så, at mit spørgsmål kommer. Hvis vi fastholder grundpræmissen om, at vi skal have økonomisk vækst, og vi vil imødegå klimatruslen ved at omstille til grøn produktion, hvorfra ved vi så, at vi kan omstille så meget, at truslen bliver afværget? Har nogen regnet på det? Er det ikke bare en sænkning af hastigheden mod afgrunden? Kan afværgelsen af truslen ske med omstilling ved hjælp af kendt teknologi, eller forudsætter det, at vi i fremtiden finder på noget såsom fusionsenergi. Forudsætter det en jubeloptimisme, som hos Dickens berømte romanfigur Micawber, der, når vanskelighederne tårnede sig op, affejede alle bekymringer med at sige: ”Noget vil vise sig.”

Men hvad er det, der skal få os til at tro på, at grøn omstilling skal klare problemet. Trods alle anstrengelser for at nedbringe CO2-udslippet, er det steget konstant med en enkelt undtagelse: under finanskrisen. Den underforståede pointe, der ligger i denne påpegning, kan næsten bringe økonomer ud af fatning. Det er som at snyde i kortspil.

Trækker man perspektivet længere ud og påpeger udfordringen ved samspillet mellem stigende produktion og stigende befolkning, henvises til antagelsen om, at befolkningsstigningen flader ud i takt med den globale velstandsstigning. Det er en af den slag bekvemme antagelser på grundlag af erfaringer fra visse kulturer, og som straks støder ind i et andet økonomisk dogme, nemlig at en faldende befolkning er et stort økonomisk problem. Se bare på opstandelsen over udviklingen i Japan, hvor befolkningen falder samtidig med at leveralderen stiger. Hem skal forsørge alle de gamle, hvis der ikke fødes flere børn til at forsørge dem. Den slags modsigelser bryder økonomer sig ikke om at håndtere samtidig. Men tilbage til forhåbningen om at befolkningsstigningen flader ud, når vi alle sammen har fået velstand af vesteuropæiske dimensioner. Igen melder spørgsmålet sig: Hvorfra ved vi, at den virkning indtræder tids nok? Måske er det hele for sent, når vi når det punkt.

Når jeg stiller de spørgsmål, føler jeg mig lidt som Bajads i et af Søren Kierkegaards Diapsalmata: ”Det hændte på et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Vits.”

Det bliver regelmæssig hævdet, at alle de grundlæggende værdier, vi hylder i dag, reelt er kristne. Udsagnet har ofte rummet et element af skadefryd i forhold til ateister, hvor pointen har været, at det kan godt være, at du ikke tror på en gud, men du hænger på hele kristendommens tankegods alligevel.

Udsagnet har været fremme på Politikens meget religionsfikserede debatsider. I den ulidelige og uinteressante debat mellem kristne og ateister fungerer det som en skalp, et trofæ. Udsagnet har overrasket mig så meget, at jeg har måttet mærke efter i mig selv: er jeg skabskristen eller kulturkristen, som det kaldes. Men jeg har ikke kunnet få øje på en eneste særlig kristen værdi. Hvad skulle det være? Kristendommen er dogmatisk forankret i Det ny Testamente. Men det gør jo ikke de værdier, der kommer til udtryk der, særlig kristne. De kom ikke ud af ingenting. Kilden er den græske og romerske filosofi. Det er stoicismen, der har præget kristendom og ikke omvendt. Næstekærlighed kunne måske nævnes som en særlig kristen værdi, men det er kernen i Aischylos tragedie De bønfaldende, der er fem hundrede år ældre. Intet nyt i det.

Da kristendommens sympatiske budskaber blev statsreligion, gik det som bekendt på samme måde, som da marxismens og kommunismens sympatiske budskaber blev omsat til politik. Det blev til statsræson, som var ligeså hyklerisk, som den var undertrykkende. I alle de henseender viste kristendommen sig fra den dårligste side med fanatisme, tvang, forfølgelse af anderledes troende og drakoniske straffe. Man behøver blot at tænke på katharerne, som tog Jesu budskab meget bogstaveligt, og som derfor blev forfulgt og udslettet. Det gik jo ikke. Det ville ryste samfundsstrukturerne for meget. Kættere (ordet kommer af kathar) blev behandlet som dissidenter i Sovjetunionen. Det var ikke just de værdier, der kom til udtryk i Det ny Testamente. Sådan var det, indtil reaktionen satte ind. Medens kommunismens cyklus var små hundrede år, er kristendommens 2000 år. Når der tales positivt om kristne værdier, er det vel de værdier, som er resultatet af denne reaktion.

At sige, at de hele tiden har været til stede i Det ny Testamente er lidt anstrengt. Så har kommunismens værdier også hele tiden været til stede i Marx’ og Engels skrifter. Men det var i rigtig mange år Fanden – og Stalin – der udlagde teksten, og kun de enfoldige tog den alvorligt. Når man skulle vende den anden kind til, var det navnlig når myndighederne slog.

Man kan så spørge, om det er kristendommen, der videreudviklede værdierne. Det kan man anskue på to måder. Er den videreudvikling af værdierne i de sidste to tusinde år specifikt knyttet til kristendommen, eller er den kommet på trods af den. Taler man om demokrati, ytringsfrihed og andre menneskerettigheder er der næppe belæg for at give kristendommen æren. At give den æren for den senere udvikling svarer til at give kommunismen æren for den senere udvikling og ikke oppositionen. Eller at give kommunismen æren (eller skylden) for kapitalismen i Kina. Når det herskende værdisæt bliver angrebet med overvældende magt, kan det enten forgå eller tilpasse sig. Sådan var det også med kristendommen. Den tilpassede sig.

Den første spire til brud i det kristelige værdisæt kom vel med renæssancen, der netop søgte tilbage til inspirationen fra den klassiske oldtid. Den var længe om at trænge igennem, fordi det stred med interesserne hos paven og fyrsterne og deres myndigheder, som var tilfredse med religionens undertrykkende mekanismer. Oplysningsfilosofferne i Frankrig nåede så langt som til at reducere religionen til et kosmisk princip og bibelkritikken i Tyskland anså religionen som et psykologisk fænomen. Det er denne reaktion, der så at sige har tvunget kristendommen tilbage til værdierne i Det ny Testamente og dermed til dens græske og romerske rødder.

Georg Brandes søgte – uden større held – at høste fra disse landvindinger. Borgerskabet er trægt, og det går langsomt. Men i dag er situationen den, at de græske og romerske værdier har sejret og kristendommen har tilpasset sig. Sådan i store træk i Vesteuropa og med mange forbehold. Intet er nogensinde entydigt, og der er trods alt sket noget i løbet af 2000 år. Men lidt forenklet er det sådan. Det kan vi kun være glade for. Derfor forekommer det groft manipulerende at hævde, at vi i dag bygger på kristne værdier.  Det ville være mere ærligt at sige, at vi hylder værdierne på trods af kristendommen og at kristendommen – endelig – har taget dem til sig. Og det er godt for kristendommen.

Udsagnet om at vi bygger på kristne værdier minder lidt om de udsagn, der taler med løftet stemme om danske værdier. Jeg har ikke kendskab til særlige danske værdier. Vi har fået hovedparten af vores tankegods sydfra. Uden den påvirkning så det sort ud. Reelt dækker forestillingen om danske værdier over snæversynet nationalromantik. På samme måde vidner forestillingen om særlige kristne værdier også om en ensporet tilgang til kultur.

Den eneste ægte kristelige værdi er vel det religiøse. Troen. Den skal ingen tage fra dem.

Englændere er af den formening, at der er flere ord i engelsk end i andre sprog. Danske engelsklærere har udbredt den fordom. Det skulle have noget at gøre med, at de har fået så mange franske ord ind med Vilhelm erobreren. Ser man på oprindelsen af engelske ord, er 60 % af romansk oprindelse, 30 % af vestgermansk oprindelse og 10 % af nordgermansk. Lige siden romerne satte foden på engelsk jord, har invasionerne skyllet ind over landet, indtil nævnte Vilhelm satte en stopper for det. Det må have været noget af en sproglig rodebutik på Ivanhoes tid, hvor normannerne og sakserne stod over for hinanden. Men det skulle så have ført til en overfold af ord, som overgår andre sprog.

Jeg spurgte en kendt oversætter, om det havde noget på sig. Overhovedet ikke sagde han. En stor del af forskellen ligger i, hvor omfattende ordbøgerne er. Retskrivningsordbogen har ikke så mange ord. Ordbog over det danske sprog har omkring 200.000 ord.

Det har jeg tænkt en del over siden. Jeg har moret mig med at finde eksempler på begreber, hvor det betegnes med flere ord på dansk, men kun et ord på engelsk. Det mest kendte eksempel, der har været omtalt ofte, er det danske synes og tro, hvor man på engelsk kun har think, som er ved at glide ind i dansk. Mange mennesker ”tænker” hele tiden, hvor jeg ”synes” eller ”tror”.

Denne leg med antallet af ord er ret morsom. Den franske ordbogs-app Robert nævner næsten 100 synonymer for det mandlige kønsorgan. Russisk har slet ikke noget ord for at tisse. Det taler man ikke om.

En amerikansk professor sagde det så igen: at der var flere ord på engelsk end på andre sprog. Han var ikke nogen almindelig amerikaner. Han kunne et fremmedsprog: fransk. Jeg lagde hånden på hans skulder og smilede: ”Det er en myte.” Han så ud, som om jeg havde sagt noget højst upassende. Jeg vedligeholdt konversationen med nogle bemærkninger om de mange synonymer på fransk, dog ikke lige det ovenfor anførte eksempel.  Da vi havde tygget lidt på det frem og tilbage og for at aflede fra mit uheldige emnevalg, gik jeg videre og fremhævede det tyske sprogs enorme fleksibilitet med alle præfikserne og suffikserne. Jeg anførte som eksempel de utallige ord for at kysse, som dannes med præfikser:  anküssen, aufküssen, beküssen, durchküssen, emporküssen, entküssen, erküssen, fortküssen, herküssen, nachküssen, verküssen, vorbeiküssen, wegküssen, widerküssen, zerküssen, zuküssen og zurückküssen. Listen har jeg fra en bog af Nyrop. Sprogmanden, ikke arkitekten. Jeg nævnte kun nogle få eksempler på disse kysseord. Han forstod alligevel ikke en bønne. Men min fremhævelse af det tyske sprog på det engelskes bekostning frembragte tydelige krisetegn. Han havde tydeligvis svært ved at skjule sit mishag. Det kunne have udviklet sig. Jeg havde ikke nogen ideer til det næste emne. Gudskelov bød værten til bords, og vores samtale blev afbrudt.

Jeg var i virkeligheden ufølsom. Jeg antastede hans stolthed over det engelske sprog. Dette fransk, som normannerne med begrænset held søgte at banke ind i hovederne på det overvundne folk. Dette sammensurium af tre forskellige sprog, som store forfattere i renæssancen havde udviklet til et kultursprog. Alle elsker Shakespeare. På samme måde som franskmænd er stolte over deres sprog og som fornemmes på udtalen, som de kæler for. Derfor – antager jeg – adskiller den sig fra udtalen af fransk i Québec. Eller tyskere, som har udtalen vistnok fra egnen omkring Hannover som deres ideal.

Jeg misunder dem den stolthed.

Danskere er gode til engelsk. Det fortæller englændere og amerikanere os jævnligt, og vi tror på dem. Vi begynder tidligere og tidligere med engelsk i skolerne og har kørt alle andre fremmedsprog på lossepladsen. Fremtiden tilhører dem, der er gode til engelsk. Vi er meget begejstrede over vores egen kunnen og er hurtige til at gøre nar ad de ringe engelskkundskaber i sydligere lande. Vi er overbevist om, at det skyldes fremragende sprogundervisning. Vi gør det rigtige, vi er meget internationale. Vi sender vores børn på studieophold i USA og England, så de kan blive så gode som indfødte.

Vi tænker ikke på, at dansk ligger så tæt på engelsk, at det for os nærmest er som at køre radiobil, når vi skal udtrykke os på engelsk, og at det er ligeså svært for en franskmand eller italiener at lære engelsk som det er for os at lære et af de to umulige sprog. Vi griner gerne ad kineseres eller japaneres engelsk uden at gøre os forestillinger om den sproglige omstilling, det må kræve med udgangspunkt i et så fremmedartet sprog.

I betragtning af vores iver for at blive perfekte i engelsk, er det forbavsende så ligeglade vi er med vores eget sprog. Der er ingen status i at være omhyggelig med dansk. Endsige at være perfekt. Kandidater forlader universitetet uden at kunne stave. Grammatikken er ikke noget problem. Der er jo reelt ikke nogen grammatik på dansk.  Hvad skal jeg med begreber som før nutid og før datid, nutids tillægsmåde og datids tillægsmåde. Bruger man iøvrigt ikke latinske betegnelser? Kommaer er der vist ingen regler om. Der er jo flere forskellige systemer, og ingen har rigtig nogen fornemmelse af nogen af dem.

Men engelsk er vi gode til. Vi skal nok klare os. Vi arbejder gerne på engelsk, og når vi ind imellem skal sige noget på dansk, kan man bare bruge de samme engelske ord. De danske ord er ikke så præcise. Det lyder også bedre med engelske ord. Alt i forretningslivet skal have et engelsk udtryk. De danske signalerer, at man er bagud. Måske taler vi alle sammen engelsk om tyve år. Hvilken enorm international fordel.

Men hvorfor er det, at indvandrere skal lære dansk, når vi meget hellere vil tale engelsk?

PS. Slutpointen har jeg fra en artikel i Information

Macrons reception ved afslutningen af statsbesøget fandt sted i Skuespilhusets foyer. Vi ankom meget tidligt på grund af dyb mistillid til den københavnske trafik og var blandt de første. Man skulle komme mellem tolv og et og forestillingen begyndte klokken to. Vi kunne se frem til to timers ventetid. Foyeren er meget lang og vi gik op i den ende, hvor talerstolen stod og standsede ved de udspændte snore. Vi glædede os ved at stå i første række, så vi kunne se ham. Efterhånden kom mange andre gæster, og de havde også et ønske om, at stå i forreste række, hvilket ønske  naturlovene forhindrede, at alle kunne få opfyldt. Til sidst stod vi derfor meget tæt. Min sidemand, som havde kunstig hofte, prøvede at bevæge sig lidt, hvilket udløste en vred bemærkning fra en dame bag ved. Ambitiøse kvinder trængte som isbrydere brutalt gennem masserne. Når min sidemand talte, var jeg tættere på hans drøbel end hans tandlæge nogensinde har været. Varmen steg og Macron lod vente på sig. Omsider kom alle de kongelige og andre særligt udvalgte og stillede sig mellem os og talerstolen. Så kunne det være det samme, og vi kunne have stået behageligt i den anden ende af salen, hvor der blev serveret canapeer og koldt øl. For sent.

Da han talte, glemte man alle genvordigheder, stive ben og ømme fodsåler. Det var på fransk, og det var blændende. Det ville ikke have været det samme på engelsk. Medrivende. Hvert ord fik den rigtige vægt. Sproget var nuanceret. Indholdet bevægende. Man ønskede, at han bare ville blive ved.

Da han var færdig, gik han ned mod gæsterne for at tale med nogle stykker. Han kom ikke ret langt. En nye bølge af gæster pressede sig frem bagfra og skulle aflevere et eller andet budskab og blive fotograferet ved siden af ham med deres telefon. Jeg forstår det egentlig ikke. Jeg var glad for at blive inviteret, fordi det viste, at ambassaden synes, at jeg er så nær, at jeg hører til. Sammen med tre-fire hundrede andre. Jeg var glad for at få lov at høre Macron tale. Men hvad var fidusen ved at tale med Macron eller blive fotograferet med ham. Han kender mig ikke, og ville ikke vælge at tale med mig, fordi jeg var mig, men kun fordi jeg var en uspecificeret dansker, der nu engang stod foran ham. Han kunne lige så godt tale med en anden.  Ambassaden forsøgte at etablere en kø, men – som en ambassadefunktionær bagefter leende fortalte – han troede at danskerne havde køkultur, men det havde de overhovedet ikke. Macron kom til at tale med dem, der masede og møvede mest. Er det  tiltrækkende at tilhøre den kategori. Hvad ville et billede af ham og mig fortælle? Budskabet i det billede ville være, at han er en venlig mand, der lader sig fotografere med hvem som helst. Jeg tænkte på Helle Thorning Smiths selfie med Obama, som jeg altid har fundet vulgær – altså selfien.  Og så det, at hun ønskede at få den. Som hysteriske teenagere med rockstjerner, sådan var disse møvere. Alderen var noget mere moden, men det gjorde øjensynlig ingen forskel.

Der er noget komisk ved denne fascination af at få lejlighed til at tale med kendte mennesker. For slet ikke at tale om ønsket om at blive fotograferet sammen med dem. Begejstringen udstiller deres egen ubetydelighed. Ubetydeligheden har jeg til fælles med dem. Men jeg holder den for mig selv.

Jørgen Knudsens biografi om Georg Brandes er i otte bind. Ikke en linie for meget. Den giver en levende beskrivelse af denne åndsfyrste, som i titlen på et af bindene kaldes den uovervindelige taber. Altid i kamp for den frie tanke og altid genstand for hadet til eliten. Han tabte hver gang til det, som Henrik Ibsen kaldte ”den kompakte majoritet”. Han var den første, der fortjente hædersbetegnelsen kulturradikal. Anekdoterne om ham er talrige. En af dem som ikke er med i bogen, og som sikkert heller ikke er sand, handler om hans besøg hos Anatole France i Paris. Han kom med sin elskerinde. Konen blev hjemme i Danmark. Hende ville han ikke have med. Anatole France lagde kraftigt an på elskerinden. Brandes var stærkt utilfreds og gav udtryk for det over for Anatole France: ”Jeg bryder mig ikke om, at De lægger an på min elskerinde!”  Anatole France havde et meget fransk syn på den sag. Han løftede forundret øjenbrynene og svarede: ”Åh undskyld. Jeg troede, det var Deres hustru.”

Da Brandes blev gammel , blev han noget af et sludrechatol. Når han blev bedt ud, satte han sig med en fast tilhørerskare omkring sig og fortalte den ene sladderhistorie efter den anden. Han elskede sladder. En af disse aftener var Carl Nielsen der også. Han var stærkt irriteret på dette lille hof og i sin frustration begyndte han at løfte husets døre af hængslerne. Helt stilfærddigt.

Brandes var den europæiske litteraturkritiks suveræne overhoved. En dom fra ham kunne være afgørende for karrieren. Da Selma Lagerlöf fik Nobelprisen fortalte hun, at hendes debut Gösta Berlings Saga ikke fik nogen særlig opmærksomhed. Så måtte hun bekvemme sig til at gå til Brandes og bede ham læse den. Brandes var ikke alene en stor dameven, men også meget hjælpsom og lod sig hurtigt overtale. Han var begejstret og så var sukcessen gjort.

Brandes levede ikke længe nok til at læse Karen Blixen. Jeg kan ikke forestille mig, at han ville have bedømt hendes forfatterskab positivt. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide noget om. Jeg er aldrig blevet grebet af hendes forfatterskab. Jeg er flere gange strandet i forsøget på at tilegne mig det. Jeg har med megen undren og skuffelse læst en del af novellerne og har hver gang syntes, at pointerne var for små i forhold til det lange og omstændelige tilløb, hun tog. Der bliver lagt op til så meget og kommer så lidt ud af det.  Det var derfor en forunderlig oplevelse at læse den ungarske forfatter  Sándor Márai, hvis bog på engelsk hedder Embers, hvilket bedst kan oversættes med det gamle danske ord emmer, som er de sidste gløder i et bål. Den er vist ikke oversat til dansk. Den handler om forholdet mellem to mænd, der har elsket den samme kvinde. De mødes som gamle og taler om begivenhederne fra dengang. Der er et regnskab, der skal gøres op. Márai bygger det store apparat op med mange stemningskabende detaljer, men det kan bære hele vejen igennem. Pointen indfrier de opbyggede forventninger. Det foregår i en atmosfære af storhed og dramatik. Meget er som hos Karen Blixen – bare bedre.