Den franske udenrigsminister Jean-Marc Ayrault var på statsbesøg i Danmark og den franske ambassadør François Zimeray havde organiseret en minikonference på den franske ambassade om det danske arbejdsmarked, hvor jeg var inviteret. Det må have været i anden halvdel af 10-erne. Forinden havde jeg kort gennemgået hans livsløb på nettet og set, at han havde været borgmester i Nantes.
Vi var femten tyve gæster i ambassadens spisestue, der ventede. Den eneste, jeg kendte i forvejen, var advokat Niels Heering fra Gorrissen Federspiel. Da ministeren kom, hilste han rundt. Da han kom til mig, spurgte jeg:
”De er borgmester i Nantes?” Jeg havde ikke styr på de franske regler om dobbeltmandater.
”Har været,” svarede han. Hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg vel nok have regnet ud, at han ikke kunne være minister og borgmester samtidig.
”Jeg har opholdt mig et på på Lycée Clémenceau i 1965-66.” Straks var hans opmærksomhed fanget. Han smilede venligt og udbredte sig om sit kendskab til skolen og de berømte elever, der havde gået der i nyere tid. Det var ikke navne, der sagde mig noget. Zimeray stod bag ved ham og var nærmet bekymret over denne afbrydelse i forløbet, men Ayrault var ligeglad. Men så kom vi på plads. Gæster på den ene side af et langt panel og han, en tolk og Zimeray og nogle embedsmænd på den anden. Konferencen begyndte. Der var forskellige indledende bemærkninger, som tolken hurtigt oversatte. Så kom Ayrault med en længere indledning. Da han var færdig, begyndte tolken på engelsk. Det fandt Ayrault irriterende. Han afbrød og sagde på fransk:
”Er der nogen, der ikke forstår fransk?” Ingen svarede. Det var jo svært at sige nej, hvis man ikke forstod spørgsmålet. Jeg tænkte på Heering, som jeg var ret sikker på, ikke forstod fransk. Så fortsatte vi på fransk. Der kom interessante observationer navnlig fra franske virksomhedsledere i Danmark. Lederen af Saint-Gobain sagde, at i Danmark er det ikke ualmindeligt, at folk skifter job, selvom de ikke er utilfredse. De vil bare prøve noget andet. Senere kan de så finde på, at søge tilbage. Det fandt han bizart. Ifølge statistikken skiftede folk i Danmark job 7 gange i livet, medens det i Frankrig er to gange. Det hele drejede sig naturligvis om det meget frie danske arbejdsmarked i modsætning til det stive franske. Jeg kom også med nogle betragtninger. De var mindre interessante.
