Ja, hvorfor jeg begyndte at læse Øst for Paradis, er svært at forklare. Titlen har jeg kendt i mange år. Nu skulle det så være. Min opfattelse af Steinbeck knyttede sig til Vredens Druer. Jeg forventede måske noget i samme stil. Jeg fandt hurtigt ud af, at den var umådelig lang i spyttet, men regnede med, at trådene ville blive samlet til sidst. Jeg mindes min barndom foran en stor tallerken vandgrød. Sådan føltes læsningen. Der var langt mellem smørklatterne. Normalt opgiver jeg en roman, når jeg har det sådan. Min begejstring dalede i takt med læsningen. Men jeg blev ved. Måske var det en forventning om, at de store dramatiske spor, der var udlagt i begyndelsen af romanen ville samle sig i en storslået forløsning af plottet. Men nej.
Jeg kom igennem vandgrøden og fik sødsuppe til dessert. Hen ad vejen fik jeg en mistanke om, at den er skrevet i mccarthyismens slipstrøm Et opslag bekræftede det. Den er fra 1952. Alt er så rent og kristeligt. Psykologien er så dyb som hos Disney. Undervejs er intrigerne opløst på heldigste vis. De udlagte spor fra begyndelsen fuser ud. De personer, der står i vejen for en lykkelig slutning, dør på passende vis. Jeg kom til at tænke på en film fra halvtredserne, som folk elskede: South Pacific. Jeg har ingen erindring om, hvad den handlede om, men stemningen var den samme. Det onde forjages med bibelsk kraft, og det gode står tilbage. Forholdet mellem kønnene er nærmest aseksuelt, for man taler ikke om den slags. Undervejs har man været igennem en rodebutik af sidehandlinger, som ingen betydning har for intrigen. Handlingen minder om en fjernsynsserie, hvor den ene episode følger efter den anden uden nogen samlet fortællebue. Encyklopædien, der anerkender hans øvrige forfatterskab, siger diplomatisk, at samtiden var begejstret for romanen, men at eftertiden sætter den mindre højt. Den er efter min opfattelse et bilede på 50-ernes renvaskede amerikanske kultur. Sentimentaliteten driver ned ad væggene. Enten var Steinbeck absorberet af tidsånden, eller også var han smart.
