Ved natomødet i Bukarest i 2008 krævede USA, at Ukraine fik tilbud om medlemskab af NATO. Frankrig og Tyskland var chokerede. Danmark, der altid har været USA’s villige vasal, gav sin tilslutning til USA. Det lykkedes Tyskland og Frankrig at få afsvækket det til, at Ukraine med tiden skulle tilbydes medlemskab af NATO. Rusland protesterede, fordi det ville krænke Ruslands interessesfære. USA ignorerede det.
Det førte i sidste ende til krigen. (Thorkild Kjærgaard, Paul Villaume, Benjamin Abelow og mange andre)
Derved stod Europa med et problem, man ikke havde ønsket. Europa måtte hjælpe de stakkels ukrainere. USA støttede helhjertet. USA sagde endda, at krigen skulle føres så effektivt, at Rusland aldrig igen kunne true sine nabolande. Krigen gik dog ikke den vej. Kloge hoveder sagde tidligt, at krigen ville stoppe, hvis Ukraine opgav sine ambitioner om at blive medlem af NATO.
Gradvis skruede USA ned for ambitionerne. I München sagde Vance så, at krigen var Ukraines skyld, fordi de ville med i Nato. Det var vel lidt at vende tingene på hovedet. Nu mener USA tilsyneladende, at Ukraine skal opgive sit ønske om medlemskab af NATO og ydermere afgive en større eller mindre del af landet. Europa er rådvild.
Alle mulige fantastiske forestillinger om yderligere russiske planer om invasion af europæiske lande florerer. Det har intet hold i kendsgerninger. Dernæst synes man at glemme årsagen til krigen: at Rusland følte sin interessesfære truet. Det var næppe de europæiske natolande, som oplevedes som en trussel. Frem for alt var det USA, der siden Anden Verdenskrig konsekvent har arbejdet for at bekæmpe og destabilisere Sovjetunionen og siden Ruslnd. Det fører til den overraskende konklusion, at krigen formentlig kunne standses med en god fred for Ukraine, hvis de europæiske lande eller i hvert fald EU-landene smed USA ud af NATO, eller at EU-landene meldte sig ud og fortsatte i en EU-alliance. Hvis USA og landets militær smides ud af EU, forsvinder årsagen til krigen, og EU kunne igen etablere et samarbejde med Rusland, som ville være mere fordelagtigt end de nuværende farceagtige relationer til USA.
Angela Merkel, som er en god kender af Rusland, søgte at opbygge et holdbart samarbejde med Rusland, men hendes politik væltedes af USA’s ønske om yderligere inddæmning af Rusland.
