Lad mig begynde med at sige, at jeg er en stor beundrer af hans forfatterskab. Hans sprog, hans intrige. Så hørte jeg radioudsendelsen, hvor han taler om den forskellige reception af hans forfatterskab i Danmark og Frankrig. Hvad angår Danmark, så var hans analyse meget overbevisende. For elitær for den almindelige læser og for banal for de finkulturelle. Jeg hørte Lars Bukdahl i Dansk Forfatterforening omtale det netop med den finkulturelle foragt. Hans bøger var kitsch. Hvad angår modtagelsen i Frankrig, tror jeg begejstringen hænger sammen med, at han rejser eksistentielle spørgsmål. Det kan danskere ikke særlig godt lide. Jeg har selv en stærk tilknytning til Frankrig og advarer tit franskmænd imod at diskutere eksistentielle spørgsmål med danskere. Et komisk eksempel var et interview i Information med Michel Houellebecq, hvor han spurgte de to danske journalister, om de troede på Gud. De gengav meget åbenhjertigt deres ubehag ved at svare på det spørgsmål. I Danmark er det stort set kun teologer, der er villige til at tale om det religiøse. Andre opfatter det som en privat sag. De bliver vrede eller som de to journalister forlegne.
Jens Christian Grøndahls egen ret nye overgang – ja, det kan man vel godt kalde det – fra ateismen til kristendommen udtrykker han meget overbevisende og smukt. Jeg tror, mange vil føle sig tiltrukket og inspireret af den måde, han formidler sine tanker på. Det ligger i tiden. Det svarer lidt til det Éric-Emmanuel Schmitt skriver, at han oplevede. Han modtog en egentlig åbenbaring. Han er jo også katolik. Peter Bastian gik også den vej, selvom hans situation nok var en anden. En bevægende historie i sig selv. Han var syg og vidste, han skulle dø, og den kvinde, han traf, var kristen og trøstede ham. Jeg har det kun fra avisen. Ham er jeg også en stor beundrer af. Der er ingen tvivl om, at vi som mennesker har brug for holdepunkter. Selv har jeg i vanskelige tider søgt støtte og trøst hos Seneca, og hvis det var helt galt hos Epiktet. Når man læser Villy Sørensen oversættelse af tre bøger af Seneca, føles han som en samtidig. Den øvrige del af hans værk må man læse i mere knudrede oversættelser. Han er så menneskelig, fordi han helt åbenlyst satte pris på sin rigdom og livets goder samtidig med, at han hele tiden var klar over, at han når som helst kunne miste alt, hvilket han også gjorde til sidst. Kejseren befalede ham at begå selvmord, og han skar sine pulsårer over.
Meget af stoicismens tankegods afspejles vel i kristendommen. Jeg interesserer mig meget for kristendommen både lutheranismen, calvinismen og katolicismen, og det kristendommen betyder for mennesker. For den betyder og har betydet meget. Det prøver jeg at afspejle i det, jeg skriver, men jeg har aldrig følt mig personligt tiltrukket af det.
